Tennisavisen giver her et overblik over nogle af de største talenter, der meget vel kommer til at stå med de store trofæer om nogle år – de såkaldte ’Next Generation-spillere’.

Den nuværende generation af tennisspillere tæller nogle af de største spillere tennissporten har set. Roger Federer og Rafael Nadal er to af dem, og deres rivalisering fik endda nyt liv ved dette års Australian Open-finale på trods af, at de begge har rundet de 30.

To andre af nutidens store spillere er Andy Murray og Novak Djokovic. Som nummer et og to på verdensranglisten har de også for længst bevist, hvorfor de hører til i toppen. De fylder begge to 30 til maj og kan heller ikke fortsætte med at dominere i de næste ti år.

Så selvom ”The Big Four” ikke er fortid endnu, hvem er så den næste generation af topspillere? De spillere, der igen og igen står i Grand Slam-semifinaler og finaler? Dem, der trækker tilskuere til fra nær og fjern? Dem, der skal være med til at skrive det næste kapitel af tennishistorien? Tennisavisen giver her et bud på nogle af de mest lovende talenter.

Alexander Zverev (19 år, nummer 20 i verden)
Det nok største talent af dem alle. Tyske Alexander Zverev har været på manges læber det seneste års tid. Sidste år vandt han i St. Petersborg og blev dermed den første teenager til at vinde en ATP-titel siden Marin Cillic i 2008.

Han er af mange blevet udråbt som en fremtidig verdensetter, heriblandt Rafael Nadal, der var nede 2-1 i sæt mod tyskeren ved dette års Australian Open, og kun havde roser til overs for stortalentet. Zverev er kommet for at blive.

Borna Coric (20 år, nummer 64 i verden)
En nuværende placering som nummer 64 i verden er ikke helt revisende for den unge kroat, der i september blev opereret i sit knæ og derfor har været ude længe. Han har tidligere været helt oppe som nummer 33.

I august sidste år viste han prøver på sit store talent, da han blev den yngste til at nå en kvartfinale i en ATP 1000-turnering (19 år, 9 måneder) siden Novak Djokovic i 2006. Det var i Cincinnati, hvor han inden besejrede Benoit Paire, Nick Kyrgios og Rafael Nadal.

Frances Tiafoe (19 år, nummer 89 i verden)
Den amerikanske teenager er den yngste spiller i top 100 og er en af flere dygtige amerikanske spillere, der for alvor prøver at slå igennem på touren. Han kvalificerede sig for nyligt til ATP-turneringen i Acapulco, hvor han fik presset et af sine store idoler, Juan Martin del Potro, ud i tre sæt. Spillemæssigt ligger hans styrke i serven og forhånden.

Casper Ruud (18 år, nummer 133 i verden)
Tennisverdenen fik for alvor øje på det norske stortalent i sidste uge, da han var millimeter fra at stå i sin første ATP-finale. I Rio de Janeiro missede han en matchbold i andet sæt mod verdens nummer 24, Pablo Carreño-Busta, inden han løb tør for kræfter.

Nordmanden strøg 75 pladser op ad ranglisten og er nu Skandinaviens bedste mandlige tennisspiller. Den titel tilhørte indtil for nylig svenske Elias Ymer, der ligger nummer 155 i verden. Med en fremragende forhånd og en serv med saft og kraft er han én, man skal holde øje med.

Taylor Fritz (19 år, nummer 136 i verden)
Ligesom Borna Cornic har amerikanske Taylor Fritz også været plaget af skader i begyndelsen af sin karriere som seniorspiller. Fritz har en placering som nummer 53 som sit hidtil bedste, men havde i anden halvdel af 2016 store problemer med sit knæ.

Sidste år opnåede han sit bedste resultat med en finaleplads ved ATP-turneringen i Memphis. I november fik han samtidig prisen ”ATP Star of Tomorrow”, som bliver givet til den yngste spiller i top 100 pr. den 7. november hvert år.

Med til disse Next Gen-spillere skal australske Nick Kyrgios naturligvis også nævnes, selvom han officielt ikke opfylder kriteriet som ’Next Generation’, fordi han er født i 1995. Det 21-årige stortalent besejrede senest Novak Djokovic i Acapulco og har slået både Roger Federer og Rafael Nadal.

ATP har for nyligt skabt en sæsonfinale kun for Next Gen-spillere, altså spillere fra 1996 eller senere, på linje med den nuværende sæsonfinale også kendt som World Tour Finals, hvor de otte bedste spillere fra året mødes. Sæsonfinalen finder sted i Milano i starten af november, og efter lidt over to måneder er det Alexander Zverev, der topper listen. Den bliver opdateret løbende og kan findes her.

Canadiske stortalenter

Blandt de endnu yngre finder man to canadiere, der allerede er kendt af mange på trods af deres unge alder.

Felix Auger-Aliassime er kun 16 år og regnes for at være verdens bedste juniorspiller. Han ligger aktuelt nummer 511 i verden, og som 15-årig blev han den yngste nogensinde til at bryde ind i top 800. På trods af sin meget unge alder spår mange ham en stor fremtid, da han mentalt og teknisk besidder enorme kvaliteter.

Hans canadiske landsmand Denis Shapovalov ligger nummer 215 i verden, men blev for alvor kendt i hele verden for noget lidt andet end sit spil, da han i irritation over en tabt bold kylede en bold i øjet på dommeren, der også kostede det 17-årige talent en bøde på 7.000 dollars. Ikke desto mindre er det ikke sidste gang, man får hans navn at se.

Som Frederik Løchte beskrev det for nyligt på Twitter, efter han sammen med sin svenske doublemakker tabte til netop de to canadiere.

Tennisverdenen er proppet med talenter fra alle dele af verden, der alle prøver at slå igennem på den helt store scene. Et fåtal af dem gør det rent faktisk, fordi de enten fysisk eller mentalt ikke kan stå distancen. Det bliver derfor spændende at følge disse spillere de kommende år, når de prøver at vælte de ældre spillere af tronen.

Forrige artikelTE U14 Stockholm: Elmer Møller stoppet af netsøgende britte
Næste artikelTE Rotterdam: Noah Svenningsen Holmvang tæt på 3. runde
Daniel Nøjsen Fallah er journaliststuderende på Journalisthøjskolen i Aarhus. Han er tenniselsker, der drømmer om at dække verdens bedste sportsgren. Daniel har spillet tennis i 10 år, hvor både turneringer og trænergerninger har været på programmet. Særligt ATP-touren følges tæt, hvor favoritterne er Rafael Nadal og Frederik Løchte.