Næsby Tennis Klub Odense med ca. 120 medlemmer har arrangeret en tennisrejse til Tjekkiet i påsken, hvor ca. en tredjedel af klubbens medlemmer deltager. Signe Leutholtz og hendes 10 årige datter, Marie, tager også med.

Af Rasmus Dahl-Larsen

Signe Leutholtz og Marie er to af de over 40 nye spillere, der har meldt sig ind i klubben i år. ”Jeg har ikke spillet tennis i næsten 30 år. Som barn var det MIN sport, og jeg havde mange gode opleveler med sporten dengang”, fortæller Signe Leutholtz. ”Nu, hvor Marie er begyndt, har jeg fundet lysten igen. Maries gode veninde spillede tennis i Næsby, og efter at Marie fik muligheden for en prøvetime til skumtennis i marts 2018, har hun spillet lige siden”. Signe Leutholtz mener, at én af grundene til, at Marie er blevet så glad for tennis, er stemningen, det sociale liv, men også fokus på teknik og fysik. Tomas Placatka, der er chef juniortræner, er enig. ”Det, som Næsby Tennis gerne vil, er at have et tilbud til alle juniorer uanset deres alder eller niveau. Alle spillere træner på samme tid på klubbens fire baner, og den afsluttende del af træningen består af øvelser og leg, der netop styrker sammenhold, venskaber og klubfølelse på tværs af alder og niveau. Denne strategi har resulteret i ca. 15 nye juniorspillere i 2018, hvoraf nogle kommer helt fra Bogense og Kerteminde, men også fra storklubben Fruens Bøge. Vi har nu også vundet fire medaljer til FM i pige U10 og U12 i år”, får en stolt Tomas Placatka lige nævnt.

Formanden i Næsby Tennis, Peter Yde, fortæller, at det ikke kun er på juniorsiden, der er spillerfremgang. Efter Tennissportens Dag var der flere, som meldte sig ind og deltog i vores voksenintroduktion. Især de 35-45 årige kvinder har meldt sig. Heraf nogle, ligesom Signe Leutholz, mødre til juniorspillere. Også snak fra mund til mund i lokalområdet har givet flere medlemmer.

”En helt særlig tennisoplevelse, jeg husker fra min tid som juniorspiller, var dengang, jeg rejste med mine kammerater på træningslejr til det tidligere Jugoslavien”, fortæller Signe Leutholtz. På den tur blev der spillet en masse tennis, men det blev også en tur, hvor jeg lærte mine kammerater bedre at kende og fik fælles oplevelser, vi kunne tale om længe efter. Da Næsby Tennis arrangerede en 4 dages tur til Tjekkiet i påsken, var jeg derfor ikke sen til at melde Marie og mig til. Både for at give hende samme gode oplevelser, som jeg selv har haft, men også for selv at få spillet mere tennis”.

Tomas Placatka er primus motor på turen til Tjekkiet. Han er selv fra den lille by Kladno uden for Prag i Tjekkiet. Han har, trods en karriere som professionel ishockeyspiller, altid haft en passion for tennis. ”Til vores fælles sommerafslutning med grill og doubler på tværs af alder, stod vi et par spillere og forældre og snakkede om, hvor hyggeligt et arrangement det var, og jeg fik så idéen til denne tur til Tjekkiet”, fortæller Tomas Placatka. Det er netop Tomas´ hjemby, turen går til. Tennis fra kl. 9-12 og fysisk træning efter frokost, men der også afsat tid til en tur til Prag. Lige ved siden af tennisanlægget er der desuden et stort vandland. Emilie Dahl-Larsen på 8 år er glad for, der er vandland. Hendes søstre og far spiller tennis i Næsby. Emilie tager mest med på turen pga. vandlandet.

Det er ikke kun en junior-/familietur til Tjekkiet. Bente Larsen (62), som i mange år har været aktiv både udenfor og på banen i Næsby Tennis, tager sin kæreste og sin tennismakker med. ”Jeg synes, det er en god mulighed for at få spillet tennis, møde flere af de nye medlemmer og selvfølgelig også at få set Prag”, fortæller hun.

”For at få en klub til at fungere, er det vigtigt med et godt socialt fundament, hvor alle uanset alder og niveau føler sig velkommen og får en følelse af fælleskab og klubånd . Det er det, vi arbejder på i Næsby”, siger Formand Peter Yde. ”Nu er det vigtigt at fastholde den gode udvikling og medlemsfremgang. Vi øger juniortræningen til to gange om ugen under samme filosofi. Vi fastholder træningstilbud til voksenintro, motion og elite, men har også plads til motionisterne, der bare vil spille. Turen til Tjekkiet er netop et socialt arrangement, der skaber det sociale fundament, som skal til for at få en klub til at blomstre”.

Marie glæder sig til turen, hvor hun skal sove på værelse med tre af sine tennisveninder. Tomas Placatka fortæller, at han, selvom der er familier med, har valgt at splitte dem op og lave rene børneværelser, så de netop indgår venskaber uden mor og far. Signe Leutholtz husker også tilbage på sin tennistur som barn, hvor erindringerne om hyggen på værelserne, nye veninder og snak til langt ud på natten er det, der står skarpest.

Signe Leutholtz håber på at få motiveret sin mand og søn til også at spille tennis, når de skal med på turen. Hun glæder sig til tennis, Prag og en god Tjekkisk Pilz.

Forrige artikelITF Shenzhen: Clara Tauson i sin største finale efter gyser-tiebreak
Næste artikelITF Shenzhen: Tauson tæt på WTA top 400 med karrierens største titel
Avatar photo
Tennisavisen.dk anvender forskellige gæsteskribenter, der bidrager med nyheder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen. Denne artikel er skrevet af en gæsteskribent.