Mens de internationale tennisforbund forsøger at give spillerne mundkurv på, så har en række danske spillere valgt at bryde tavsheden omkring en af sportens største udfordringer.

Denne sommer blev det åbenbart for enhver der cirkulerede og snakkede tennis i Aarhus og København. Under sommerens tre internationale tennisturneringer var det helt store samtaleemne, matchfixing. De fleste har uden tvivl tidligere hørt om fænomenet fra kollegaer eller bekendte, men denne sommer kom det tæt på, helt tæt på. Over 30 tilfælde af forsøg på af betale en spiller for at tabe et sæt med vilje blev indrapporteret til den tyske overdommer, der på alle måder kom på overarbejde både i Aarhus og København.

De tre internationale tennisorganisationer, ATP, WTA og ITF, har i fællesskab skabt Tennis Integrity Unit, i daglig tale TIU. Organisationen har til formål, med hjælp fra tidligere FBI-agenter, at efterforske og finde frem til de bagmænd, der forsøger at betale sig til sikker succes i bettingverdenen. Tennisavisen har flere gange været i kontakt med TIU, der har ansat en ekstern kommunikationsmedarbejder til at varetage al kontakt med pressen. Udover de pressemeddelelser der sendes ud, når en spiller idømmes en straf, så har TIU ingen kommentarer til konkrete sager. Ikke fordi der er noget specielt ved de danske sager, det er blot en generel politik ikke at udtale sig om efterforskning.

Tennisspilleren Martin Pedersen
Martin Pedersen oplevede at matchfixing under Futures-turneringen på KB i sommers. Foto: Sportsfotograf.com.

 

Den politik forsøger TIU i høj grad også at presse ned over hovedet på de spillere, der indrapporterer tilfælde af forsøg på matchfixing. I det øjeblik et tilfælde indrapporteres accepterer spilleren samtidig, at denne ikke må udtale sig om sagen til eksempelvis medier og journalister. På den måde har en stor del af de op mod ti danske spillere der under sommerens turneringer ikke snakket offentligt om episoderne, der mere var reglen end undtagelsen under turneringerne i Aarhus og København.

Dog er et par af de danske spillere anderledes. For Martin Pedersen, Andreas Moltke-Leth og Maria Jespersen er drømmen om en fremtid som professionel tennisspiller allerede forsvundet. Derfor har de ikke som sådan nogen problemer med at trodse ITF´s forbud mod at udtale sig, da eventuelle sanktioner ikke vil betyde det store, da de i det daglige ikke er en del af international tennis.

[quote_box_center]”Jeg står til dagligt og træner unge tennistalenter i Gentofte. For mange af dem er jeg et forbillede, fordi jeg har forsøgt mig som professionel tennisspiller. Mange af dem drømmer om en dag at kunne leve af tennis. Spørgsmålet er, om det er muligt, hvis den her tendens fortsætter i fremtiden. For en sport, hvor alt er arrangeret, hvor interessant er det at være en del af,” siger Maria Jespersen i et interview til DR, der har haft et stort tema om matchfixing i TV-Avisen.[/quote_box_center]

Under Copenhagen Combined på KB tikkede der forud for Maria Jespersens kamp i anden runde mod Karen Barbat en besked ind via facebook. I beskeden blev Gentofte-spilleren tilbudt 30.000 kroner for at tabe første sæt 0-6. Et tilbud der, set udefra, må have været enormt interessant, da Jespersen i forvejen måtte betegnes som underdog i opgøret.

[quote_box_center]”Jeg kunne have tabt det sæt 0-6 uden at nogen ville have blinket, da alle ville forvente at jeg alligevel ville tabe sættet. Det er bare så langt fra noget jeg kunne forestille mig at gøre, så mine tanker var aldrig i nærheden af bare at overveje det,” fortæller Maria Jespersen.[/quote_box_center]

Kritik af lukkethed

Anderledes spørgende var Andreas Moltke-Leth, da han få dage inden afrejse til en turnering i Polen modtog et opkald fra en matchfixer. For at få flere oplysninger ud af fixeren spillede Skovbakken-spilleren interesseret og fik alle detaljer med om, hvordan udbetalingen ville foregå. 2000 Euro før kampen og 2000 efter kampen.

[quote_box_center]”Det der var mest skræmmende var, hvor ligefrem han (matchfixeren red.) var. Der blev på ingen måde lagt skjul på, hvad det var han gjorde. Det tyder bare på, at det er noget han har gjort masser af gange før,” forklarer Andreas Moltke-Leth, der også afslog tilbuddet fra fixerne.[/quote_box_center]

Tennisspilleren Andreas Moltke-Leth
Andreas Moltke-Leth fik en matchfixer i røret inden afrejse til kamp i Polen, men afslog tilbuddet. Foto: Sportsfotograf.com.

 

Hos Danmarks Idræts Forbund er man meget fokuseret på at skabe en forståelse blandt atleter for, hvor stor en udfordring Matchfixing er for tennis og sport generelt. En del af den proces mener man er åbenhed, for på den måde at få fokus på problemet og skabe en bevidsthed om problemet bredt i idrætsverdenen. Derfor er forståelsen for TIU´s kommunikationspolitik også meget lille.

[quote_box_center]”Det er uforståeligt for mig, hvorfor der skal lukkes ned på den måde. Jeg fik først besked om sagerne, da jeg læste det i medierne. Det er ikke vejen frem, hvis vi vil komme den her udfordring til livs, der er åbenhed og dialog vejen vi skal gå. Derfor er det også planen, at vi vil indlede en dialog med tennissporten for at sikre, at vi fremover kan bruge hinandens viden til at bekæmpe matchfixing,” forklarer Morten Mølholm fra Danmarks Idræts Forbund.[/quote_box_center]

Indtil videre er ingen danske spillere dømt for matchfixing i tennis.