ANNONCE FOR KURHOTEL SKODSBORG
Kurhotel Skodsborg ligger lidt nord for København og er ét af Danmarks mest luksuriøse spahoteller. Beliggende i smukke omgivelser mellem Dyrehaven og Øresund, byder hotellet ikke kun på sublim wellness, men også på en ideel base for golf- og tennisentusiaster, der ønsker nem adgang til hovedstadens golf- og tennisbaner.

Ikonisk spaområde med majestætisk islæt

Beliggende kun en kort køretur nordpå fra København, er Kurhotel Skodsborg omgivet af naturskønhed og historisk charme. Allerede ved første møde af den store, imponerende – nærmest majestætiske – hvide bygning, bliver benene slået væk under en, og man forstår man er et ikonisk sted. Skodsborg er nemlig ikke et hvilket som helst spahotel. Det er én af Danmarks mest prestigefyldte wellness-destinationer, som emmer af luksus, velvære og afslapning.

Når du tjekker ind på Kurhotel Skodsborg, tjekker du samtidig ind i et stykke Danmarkshistorie. Helt tilbage i 1852 købte Kong Frederik 7. nemlig landstedet Skodsborg for at slappe af om sommeren, og i 1898 grundlagde lægen Carl Ottosen Skodsborg Badesanatorium, med det formål at skabe et helsested, hvor man fokuserede på fornyet energi til sind og sjæl. Carl Ottosen arbejdede især med elementer som lys, luft, vand, bevægelse, hvile og kost – og disse traditioner er videreført i den moderne version af Kurhotel Skodsborg.

Kurhotel Skodsborg er tæt på Nordsjællands mest anerkendte tennisbaner

Der findes 96 deluxe hotelværelser på Kurhotel Skodsborg. Værelserne er enkle og indbydende med et moderne design, fine materialer og en målsætning om at skabe en følelse af hjemlighed. Her kan du nyde mere end bare en overnatning. Du kan opleve wellness og velvære i særklasse, og mærke afslapning, genopladning af batterierne og nydelse i de skønneste omgivelser.

Fra hotellets terrasser og vinduer kan gæsterne nyde en betagende udsigt over Øresund. Og skulle man ønske at udforske Øresund på nærmeste hold, kan man benytte den private badebro og tage en frisk dukkert. Der er i det hele taget masser af give sig til på Kurhotel Skodsborg. Som en del af hotellets DNA er sundhed i fokus, og der findes et væld af træningsmuligheder i det 500 m2 store, lyse fitnessområde. Man kan både træne alene, på hold eller med en personlig træner.

I det smukke, naturrige nærområde venter mange oplevelser. Lån cykler på hotellet og udforsk de mange perler og attraktioner – eksempelvis Dyrehaven med en picnickurv pakket med lækkerier af køkkenchefen, kør en tur langs Strandvejen, besøg den historiske industriby Raadvad i skoven, tag en tur tilbage i tiden på hestevogn gennem Nordsjælland eller udforsk den højtliggende, drypstensinspireret Grotte, hvor Kong Frederik 7. holdt taffel og fejrede livet med musik og dans i 1800-tallet.

Hotellets unikke placering giver også nem adgang til flere af Danmarks mest anerkendte golf- og tennisbaner. Så hvis du er en golfentusiast på udkig efter den perfekte weekend, hvor du kan dyrke din sport og samtidig nyde komforten af et luksuriøst spahotel, er Kurhotel Skodsborg det ideelle valg. Mulighederne er mange – vi kan anbefale Københavns Golfklub i Dyrehaven, Rungsted Golfklub, Hørsholm Golf, Kokkedal Golfklub og Søllerød Golfklub.

Hvis du overnatter i forbindelse med en tennisturnering i området, eller blot vil spille tennis med familien, din partner, venner eller kollegaer som du bor på hotellet med, så har du nem adgang til nogle af Nordsjællands mest anerkendte tennisfaciliteter. I nærområdet finder du flere klubber og baner:

  • Nærum Tennisklub – ca. 2 km fra hotellet
    Fire udendørs grusbaner i topkvalitet med adgang til omklædning og bad. Banerne kan bookes timevis, og du medbringer selv udstyr.
  • Rudersdal Tennisklub – ca. 4 km
    Året-rundt kunstgræsbaner, som kan bookes online. Efter betaling modtager du en kode til nøgleboksen ved banerne.
  • Holte Tennisklub – ca. 5–6 km
    To anlæg med grusbaner og adgang til omklædning. Et populært valg blandt både motionister og turneringsspillere.
  • Lyngby Tennis Klub – ca. 7 km
    Både indendørs og udendørs grusbaner. Indendørsbanerne kræver rene tennissko, og der er mulighed for afbestilling op til 2 timer før spilletid.
  • Hørsholm-Rungsted Tennisklub – ca. 7 km
    Tilbyder både indendørs og udendørs grusbaner med gode faciliteter for spillere på alle niveauer.
  • Birkerød Tennisklub – ca. 11 km
    Et af Danmarks største tennisanlæg med 14 udendørs grusbaner og 4 indendørs hardcourtbaner. Derudover findes 3 pickleballbaner.

Kurhotel Skodsborg vinder “Årets Spa 2025”

Når det kommer til luksuriøs wellness og total afslapning, er Kurhotel Skodsborgs spaophold en oplevelse ud over det sædvanlige. Det prestigefyldte spahotel er kendt for sin eksklusive spa, der tilbyder gæsterne en enestående oase af velvære og ro. Således har Kurhotel Skodsborg også vundet prisen som “Årets Spa 2025” ved Danish Beauty Awards for deres Sleep Retreat. Som juryen sagde:

En virkelig eksklusiv og uforglemmelig oplevelse i smukke og indbydende rammer. Spaen er moderne, luksuriøs og vi blev ført fra fantastisk saunagus til havets iskolde bølger og tilmed skovbadning. Alt sammen som en del af et sleep retreat, der viser vejen til nye muligheder for spaophold. Velovervejet og gennemført. Vi vil tilbage…

Som det eneste danske hotel, er Kurhotel Skodsborg nomineret til “Årets spadestination 2025” ved Condé Nast Travellers Readers’ Choice Awards 2025 – verdens største og mest toneangivende rejsemagasin. Og de er også nævnt i National Geographic Travellers ‘Spa & Wellness Collection 2025’, der er et anerkendt magasin til passionerede rejsende på udkig efter særligt interessante destinationer. Hotellet blev også i 2024 nomineret som “Denmark’s Best Hotel Spa” af World Spa Awards – et kvalitetsstempel på, at de tilhører den absolutte verdenselite inden for spa-verdenen. Se alle deres fine awards her.

Hotellets spa- og fitnessafdeling er tegnet af de berømte Henning Larsen Architects, og er siden udsmykket med glaskunst af kunstneren Malene Bach. Arkitekterne har blandt andet været inspireret af Arabiens klassiske gårdbassiner med store, lyse søjler. Rundt om det store bassin, der fungerer som spaområdets epicenter, findes 12 forskellige små rum og oplevelser – som om man udforsker et labyrintisk spaeventyr. Fantastisk med sådan en spa i Danmark.

Spaområdet består i sin helhed af 16 forskellige varme og kølige oplevelser, heriblandt et lækkert svømmebassin på 21 meter, en 100 m2 stor hydrospa med grotte og massagedysere. Området har også udendørs jacuzzi og iskoldt koldtvandskar – bare på med JA-hatten og få det overstået – hot/soft sauna, hot & cold showers, fodbad, dampbad, infrarød varme, saltgrotte og Sensory Sky-shower, hvor man kan bade i en selvvalgt duft af blandt andet mynte, træ og skov.

I spaafdelingen glemmer man tid og sted, og kan for alvor sætte hverdagen på pause, mens sanserne forkæles. Hele området er i øvrigt “mobilfri zone”, så man slipper for at skulle høre på folk der taler i telefon eller tager selfies. Det er faktisk meget rart. Aldersgrænsen for at benytte sig af spaen er i øvrigt 15 år.

Indretningen i spaen er meget elegant i smagfuldt nordisk design og minimalisme, hvor der endda er anvendt naturlige materialer til at skabe en atmosfære af ro og harmoni. Det går lige i sjælen! Og skulle man af uvisse grunde blive træt af den smukke panoramaudsigt fra wellness-området udover Øresund, så kan man blandt andet deltage i en aromaterapeutisk saunagus, opleve en fortryllende marokkansk bademagi kaldet “rasul” eller blot få et tyrkisk hamam-ritual udført på egen krop. Trods alt kan man også få en helt almindelig klassisk behandling med massage, scrub, hudanalyse, manicure, pedicure eller Hot Stone-massage.

Gastronomiske mesterværker på Skodsborg

Madoplevelserne er også i top på Kurhotel Skodsborg. Hotellets restaurant, Brasserie Carl, byder på udsøgte kulinariske oplevelser, hvor friske lokale råvarer bliver forvandlet til gastronomiske mesterværker. En perfekt måde at afslutte en dag med tennis og forkælelse.

Brasserie Carl tilbyder velsmagende, sæson-bestemte retter – fra kendte brasserie-klassikere til indbydende vegetarretter og udsøgte desserter fra eget konditorteam. Spis kagen her eller med hjem – de kalder det “cake-away”. Al maden er tilberedt ud fra devisen om nydelse, velsmag og velvære med blandt andet hjemmebagt brød, fisk fra bæredygtigt fiskeri og mejeriprodukter, æg og kød fra ansvarlige producenter.

I marts måned fik Brasserie Carl ny køkkenchef, Bendix Sixhøj Laursen. Med erfaring fra bl.a. Søllerød Kro, Restaurant Mark og Restaurant Radio – og topplaceringer i konkurrencer som Årets Kok – bringer Bendix et skarpt håndværk og en stor passion for sæsonens bedste råvarer til bordet. Hans kulinariske rejse har ført ham fra Schweiz til New Zealand, og nu skal han videreudvikle Brasserie Carl, hvor sundhed, velvære og smag går hånd i hånd. Du kan smage hans nye menu i Brasserie Carl – vi lover dig, at du ikke bliver skuffet.

Uanset hvad du vælger, så er det altid i videst muligt omfang lokale, råvarer, tilberedt til perfektion – altid med et lille twist, der er unikt for Carl. Ønsker du et “private dining”-arrangement kan det også lade sig gøre ved det eksklusive Chef’s Table – her er store vinduespartier med udsigt til Øresund og et langbord til 14 gæster. Velbekomme!

Skal det være lidt mere uformelt kan man spise i hotellets anden nyrenoverede restaurant, der hedder “The Lobby”. Med sin placering i hotellets loungeområde kan man nyde en hyggelig stemning i bløde sofaer og smage på de sprøde salater, saftige burgere og velanrettede palæosmørrebrød. Uanset om man er spagæst, hotelgæst eller blot på visit, indbyder The Lobby til selvforkælelse.

Prøv fx en sprød hjemmebagt croissant, en friskpresset juice eller en Afternoon Tea med et udvalg af smukke kager fra konditorteamet. Første fredag i hver måned fra kl. 17-22 kan du opleve Lobby Tunes, som er et live jazz-koncept, hvor du kan læne dig tilbage og nye tonerne af stemningsfuld jazz leverede af talentfulde musikere.

Når du vågner veludhvilet og klar til en ny spadag på Kurhotel Skodsborg, byder kokkene i Brasserie Carl på en udsøgt morgenmad med alt hvad du drømmer om af sunde, grove, grønne, søde og sprøde lækkerier. Nyd røræg med ristet bacon, lune smørbagte croissanter, dejlig kaffe eller te og friske drikke fra juicebaren. Et morgenbord med sundt og sødt til at kickstarte den perfekte dag med spa, afslapning og tennis.

Så hvis du drømmer om en luksuriøs spaophold, hvor du kan kombinere afslapning med golf- og tennisoplevelser i verdensklasse, er Kurhotel Skodsborg det oplagte valg. Book din næste wellness-weekend på dette elegante spahotel og nyd en uforglemmelig tid ved den danske nordkyst.

Velkommen til Kurhotel Skodsborg.

Tennisavisen.dk var inviteret af Kurhotel Skodsborg.
Kurhotel Skodsborg har ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.
Artiklen er også bragt på Golfbladet.com.

ANNONCE FOR KURHOTEL SKODSBORG
Forrige artikelJoão Fonseca: Brasiliens nye tennisjuvel på vej mod stjernerne
Næste artikelDansk landsholdstennis står et godt sted – men det kan blive endnu bedre
Anders Baron
Anders Baron er stifter og medejer af Tennisavisen.dk. Han er ansvarlig for den digitale platform og online annoncering. Anders skriver om tennis i relation til rejser, livsstil og udstyr. Kontakt på anders@tennisavisen.dk. Anders er også freelance digital konsulent.