I forbindelse med receptionen i anledning af Københavns Tennis Unions 75 års jubilæum blev lagt op til en mulig fusion med Sjællands Tennis Union som Tennis Øst

Københavns Tennis Union (KTU) blev stiftet 1. november 1943, og unionens 75 års jubilæum blev fejret ved en reception i HIK’s restaurant på Hartmansvej lørdag den 3. november kl. 13.

Da undertegnede selv har en fortid som medlem af både bestyrelsen og ungdomsudvalget i KTU tilbage i starten af 1990’erne, var det en naturlig anledning til at dukke op på vegne af Tennisavisen.

Desuden kunne der slås 2 fluer med et smæk, når man alligevel forlader Amager, og derfor blev anledningen benyttet til at slå et smut forbi KB’s tennishal på Peter Bangsvej, hvor der om formiddagen blev afviklet opgør i Elitedivisionen, hvor KB’s herrer mødte HIK og damerne mødte Gentofte.

For ikke at møde op tomhændet op til receptionen blev Janus i vinhandelen på Peter Bangsvej i nærheden af KB bedt om at anbefale et par gode flasker rødvin, som kunne bruges som gave fra Tennisavisen, og da han fik at vide, at receptionen skulle afholdes i HIK, opfordrede han til at medbringe en personlig hilsen til restauratøren Berit Lund Sørensen, som han havde anerkendende kommentarer om.

Som det ses på ovenstående billede havde Berit gjort sig umage med at skabe perfekte rammer med en masse lækkerier ved receptionen, og som det ses på billedet var KTU’s bestyrelse repræsenteret ved Cathrine Ørbeck Riis, Henrik Klitvad, Joakim Thörring (Formand), Patrick Ørngreen (Kasserer) og Karin Nielsen.
De to sidste bestyrelsesmedlemmer Christophe Johansen og Vibeke Samuelsen var forhindret i at deltage.

Fra Dansk Tennis Forbund var Formand Henrik Thorsøe Pedersen, Næstformand Thomas Kønigsfeldt og Bestyrelsesmedlem Henrik Marris mødt frem til receptionen.

KTU’s Formand, Joakim Thörring benyttede anledningen til at fortælle om unionens tilblivelse, og han gik endnu længere tilbage i tiden, idet han indledningsvis nævnte, at det var de 4 klubber, AB, KB, HIK og B93, der i 1920 startede Dansk Tennis Forbund.
I løbet af de kommende 23 år kom stadig flere klubber til, og som et kuriosum blev nævnt, at Kløvermarkens Tennis Klub både havde været inde og ude igen i samme periode.

Da KTU blev stiftet 1. november 1943, skete samtidig den ændring, at det ikke mere var enkelte klubber, der var medlem af DTF, som derefter havde unionerne som medlem.

Da det ville blive for omfattende at nævne alle de personer, som har sat sit præg på KTU, gennemgik Joakim Thörring navnene på de forskellige formænd gennem de 75 år.

Den første formand var Chris Ramløv (B93), der var formand i 17 år indtil 1960.
De næste 6 år var det Birthe Bruun (HIK) indtil 1966, hvorefter posten igen gik til B93 ved Poul Christensen, som ligeledes sad på posten i 6 år indtil 1973.
Fra 1973-1975 var Peter Bramsnæs (KTK) formand, og de næste 2 år indtil 1977 var Ole Schmidt (KB) formand.

Næste formand var ligeledes fra KB, da Boris Michailoff overtog posten, som han havde de næste 40 år, og derved har han været formand i over halvdelen af de 75 år, som KTU har eksisteret, og Boris har derfor været en markant personlighed i dansk tennis, som nedenstående omtale i Tennisavisen illustrerer.

Portræt: Ildsjælen Boris Michailoff stopper som KTU Formand efter 40 år

Boris blev i 2017 afløst af Joakim Thörring (Dragør), som kunne fortælle, at KTU i 2018 består af 14 klubber med 10.800 medlemmer, og han fremhævede at unionen kun havde mistet omkring 7 procent af medlemmerne i en periode, hvor medlemstallet i dansk tennis – siden sporten toppede i starten af 1990’erne med ca. 120.000 medlemmer – er faldet til ca. 57.000 medlemmer.

Joakim anførte at rammerne og strukturen i Storkøbenhavn har bidraget til, at klubberne i KTU har været bedre til at holde på medlemmerne.

KTU sportslig magtfaktor i dansk tennis

I sit tilbageblik fremhævede Joakim, at man ikke kommer udenom KTU på det sportslige, og han nævnte som eksempel på junior-området Mogens Pagh Pokalen, der blev introduceret i midten af 1960’erne, hvor KTU-klubberne har været dominerende – ikke mindst KB og HIK, der har været indehaver af pokalen omkring 75 procent af årene.

Også på seniorplan har KTU domineret med mange danske mesterskaber, både hold og individuelt, hvilket betegnes som rigtig flot i forhold den andel, som KTU udgør af medlemmerne.

KTU er samtidig en meget forskellig størrelse, som omfatter den mindste klub Berlingske med 18 medlemmer til KB med 2.300 medlemmer samt alt derimellem, og derfor er der vidt forskellige behov og måder at drive tennisklubberne på, hvilket Joakim betegnede både som unionens styrke og svaghed.

Det er dog fælles for alle typer klubber, at en hovedopgave for unionen er organisering af holdturnering for både motionister og niveau’erne lige under den absolutte elite og DH-turneringen, samt at fungere som bro mellem klubberne og DTF.

Joakim betegnede som sin personlige kæphest problematikken omkring bane-faciliteter, ikke mindst manglen på indendørs baner, som er en mega hæmsko for at kunne fastholde medlemmerne, og derfor håber han, at bestræbelserne i DTF på at fremme hal-byggeri kommer til at gavne KTU-klubberne, så det enorme aktivitets-niveau i sommerhalvåret i fremtiden kan fastholdes i vinterhalvåret.

Eksisterer KTU som selvstændig union i fremtiden?

Joakim Thörring kan meget vel kan blive unionens sidste formand, hvis overvejelser om en fusion mellem KTU og SLTU gennemføres under Tennis Øst, hvor der allerede nu gennemføres ca. 90 procent af de aktiviteter, der tidligere lå under KTU paraplyen, og bestyrelsen har på generalforsamlingen fået mandat til at fremsætte forslag til, hvorledes en fusion kan gennemføres, hvilket vil ske i en dialog med både forbundet og klubberne.

Disse overvejelser betyder dog ikke, at Joakim ser KTU er “en døende mand, der ligger i respirator”, men han brugte i stedet billedet fra slutscenen i filmen med Thelma og Louise, der ved egen kraft og vilje tager springet udover kanten helt bevidste om, at de havner et bedre sted.
Han mener dog ikke, at fusion med SLTU svarer til at køre udover skrænten, og derfor skal sammenligningen ikke opfattes bogstaveligt, men pointen er at vejen frem for dansk tennis ikke ligger i en unions-struktur men i en videreførelse af det samarbejde, som foregår med SLTU.

Joakim afsluttede sin tale med en personlig tak til hvert enkelt medlem af bestyrelsen, som alle har det tilfælles, at de bruger fritiden til at gøre noget godt for dansk tennis, hvilket var værd at udbringe en skål for.

Forrige artikelTopkamp mellem KB og HIK
Næste artikelKampe uge 45: Next Gen ATP Finals fra tirsdag og Fed Cup finale i weekenden
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.