Holger Rune har vundet begge de første puljekampe i 2 sæt efter gyser-agtige afslutninger i hvert eneste sæt, og han er dermed tæt på en plads i semifinalen inden sidste puljekamp

For deltagerne ved 2019 ITF World Tennis Tour Junior Finals i Chengdu blev der tirsdag trukket lod til de indledende puljer.

16-årige Holger Vitus Nødskov Rune fik på papiret en meget hård lodtrækning, da han kom i pulje med 18-årige Jonas Forejtek (CZE), der i august måned vandt en $25.000 turnering i Østrig, og få uger senere vandt han titlen ved US Open, som sikrede ham 1. pladsen på junior-ranglisten.

Desuden kom Holger i pulje med 17-årige Harold Mayot (FRA), der er no. 11 på ranglisten og i sidste uge vandt en Grade A titel i Osaka, hvorved han mødte op med stor selvtillid, som i høj grad kom til udtryk, da han i onsdagens første puljekamp vandt så overbevisende som 6-1, 6-3 over Forejtek, der dog lavede en del fejl, ikke mindst på 3. boldene.

Den sidste deltager i puljen er den 17-årige kineser Bu Yunchaokete, der er no. 14 på ranglisten, men han var sikret deltagelse, da der under alle omstændigheder skal være plads til den bedste kineser fra top 25.

Bu havde ved Australian Open, hvor han var seedet 2, vundet 7-6(4), 6-3 i 2. runde over Holger, der heller ikke denne gang kom på nogen nem opgave mod kineseren, der nærmest ingen fejl lavede, så Holger måtte lave næsten alle sine point selv.
Efter 2 meget jævnbyrdige sæt, hvor Bu undervejs afværgede flere matchbolde, kunne Holger trække sig sejrrigt ud af kampen med cifrene 6-4, 7-6(4).

Kampen blev spillet onsdag på Court 1, hvor der ikke er TV-dækning, men både Holgers puljekampe torsdag og fredag skulle efter planen afvikles på Center Court, hvor der er TV-dækning, og begge Holgers kampe var planlagt til at blive vist på TV2 Sport.

Imidlertid blev planen forpurret af vejrguderne, idet store regnmængder hindrede, at der overhovedet kunne spilles udendørs om torsdagen.
I stedet blev kampene flyttet til overdækkede baner, hvor de første kampe blev afviklet, men de store mængder regn betød, at der også opstod problemer med vand på de overdækkede baner.

I kampen mellem Jonas Forejtek og Bu Yunchaoket, var sidstnævnte så uheldig, at han gled på underlaget og forvred sin ankel i kampens 3. sæt, så han umuligt kunne fortsætte kampen, som Forejtek derfor vandt på “Retirement”.

Som konsekvens af dette uheld blev de resterende kampe flyttet til en hal med 2 baner, og derfor blev Holgers 2. puljekamp mod Harold Mayot afviklet indendørs.
Kampen blev endnu en gyser, hvor Holger om muligt blev endnu mere presset end dagen før, men efter 2 nervepirrende sæt, som begge blev afgjort i tiebreak, sikrede Holger endnu en sejr i 2 sæt 7-6(5), 7-6(6).

Tennisavisen modtog straks efter kampen ovenstående billede af en meget tilfreds Holger, efter en velspillet kamp på meget højt niveau.

Semifinalen alligevel ikke helt hjemme

Da Forejtek, som Holger møder fredag i den sidste puljekamp, tabte et sæt mod Bu, burde Holger rent matematisk være sikker på en plads i semifinalen uanset resultatet af den sidste kamp, idet han med 2 sejre og 4-0 i vundne sæt, ikke kan overhales af tjekken, der onsdag som nævnt blev besejret 2-0 i sæt af Mayot, der desuden er rimelig sikker på en semifinale med sejr i sin sidste kamp mod Bu, der formentlig ikke er i stand til at gennemføre en hel kamp.

Imidlertid har Forejtek stadig en mulighed for at gå videre til semifinalen, hvis Tennisavisen er korrekt informeret om de indviklede regler for, hvordan pulje-regnskabet gøres op.
Det er nemlig blevet oplyst, at i tilfælde af retirement tæller en kamp som tabt i 2 sæt, men partierne i kampen bliver ikke medregnet.

Afhængig af om Bu stiller op i den sidste puljekamp mod Mayot, kan opstå en situation, hvor forskellen på plus 3 partier fra Holgers kamp mod Bu slet ikke medregnes, hvorved Holger alene kan medregne de plus 2 partier fra sejren mod Mayot, og Forejtek – der har minus 8 partier fra kampen mod Mayot – vil i så fald kunne indhente Holgers forspring på 10 partier, hvis han eksempelvis vinder 6-3, 6-4.

Hvis Bu derimod stiller op og eventuelt trækker sig i løbet af kampen, vil Holgers plus 3 partier mod Bu blive medregnet, hvorved forspringet til Forejtek bliver 13 partier, hvilket kræver at Forejtek vinder med mindst 7 overskydende partier – f.eks. 6-2, 6-3 – for at indhente Holger, der dog kan fjerne enhver tvivl, hvis han vinder blot et enkelt sæt.

Ovenstående bør dog tages med det forbehold, at der kan have indsneget sig misforståelser i fortolkningen af de oplysninger, som Tennisavisen har modtaget.

Ifølge vejrudsigten er der fortsat håb om, at det bliver muligt at afvikle fredagens kampe udendørs, og i så fald bliver kampen mellem Holger og Forejtek vist på TV2 Sport.
Kampen er planlagt som den sidste kamp på Center Court efter 2 kampe, der først skal afvikles fra kl. 0700cet, så et umiddelbart gæt vil være omkring kl. 10, som også er tidspunktet i TV-guiden for TV2 Sport.

Alle resultaterne fra puljekampene i både Boys singles og Girls singles findes under ITF Junior sektionen i “Kampe uge 43”.

Kampe uge 43: Holger på TV2 Sport. ATP 500 fra Wien og Basel. “Lille” WTA-slutspil uden TV

Forrige artikelKlubranglister signalerer masser af kvalitet og spænding
Næste artikelDH kvinder: Vigtige opgør i 1. runde
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.