Han har knap nok fejret sin 18-års fødselsdag, men tennisverdenen har allerede øjnene stift rettet mod brasilianske João Fonseca. Med en eksplosiv spillestil, et vindende væsen og et junior-CV, der få kan måle sig med de fleste, har den unge sydamerikaner allerede etableret sig på ATP-touren. –
Fonseca kommer fra Rio de Janeiro, byen der emmer af sambarytmer, strandliv og store drømme. I hans tilfælde er drømmen klar: at blive en del af den absolutte verdenselite. Allerede som lille dreng var det tydeligt, at talentet var usædvanligt, og med støtte fra en tennisglad familie tog karrieren hurtigt fart.

Det store gennembrud kom i 2023, hvor han vandt US Open for juniorer. Men måske endnu vigtigere: Han sluttede året som nummer ét på ITF’s juniorverdensrangliste.
Han kombinerer power og atletik med en modenhed, der er sjælden for en teenager. Hans forhånd er et våben, han kan afgøre bolde med fra alle positioner på banen, mens hans serv allerede nu har pondus nok til at presse erfarne modstandere.
“Jeg elsker at spille aggressivt. Jeg vil tage initiativet – ikke bare stå og vente. Jeg er helt med på, at den tilgang har sin pris. Jeg vil komme til at tabe kampe, jeg med lidt mere tålmodighed kunne vinde på nuværende tidspunkt. Men jeg tænker ikke kun på nu og her, jeg har fokus på udvikling og blive til en spiller, der kan vinde de store trofæer. Hvis den drøm skal blive til en realitet, så skal udvikling stadig have et massivt fokus, selvom jeg selvfølgelig elsker at vinde, ” har Fonseca udtalt i et interview med ATP-touren.
Hans tilgang minder på mange måder om den brasilianske tennislegende Gustavo Kuerten, der med sin afslappede stil og eksplosive spil blev en verdensstjerne for et par årtier siden. Gustavo Kuerten blev med netop den tilgang til sporten et fænomen, der lykkedes med at vinde Roland Garros i Paris tre gange. En præstation der skriver ham ind i historiebøgerne som den største brasilianske tennisspiller nogensinde. Ikke overraskende er Kuerten blandt Joao Fonsecas store forbilleder.

Fra juniortop til ATP-drømme

Overgangen fra juniorstjerne til etableret professionel er alt andet end nem – det ved mange talenter, der aldrig slog igennem. Men Fonseca har allerede taget sine første vigtige skridt. Ved ATP 500-turneringen i Rio i 2024 slog han sit navn fast ved at vinde sin første ATP-kamp og levere en solid indsats mod mere rutinerede spillere. Det imponerende resultat har den brasilianske teenager bygget videre på i 2025-sæsonen. Sejr ved ATP-turneringen I Buenos Aires og to ATP-challenger turneringssejre har sendt Fonseca frem som nummer 65 i verden. En placering der gør ham i stand til at træde ind i alle turneringer og uden tvivl en frygtet spiller at ”ramle” ind i for verdenstoppen, når der trækkes lod til Grand Slamturneringerne.
Der er stadig skridt at tage – både fysisk og taktisk – men den tidlige succes viser, at han ikke er skræmt af det højere niveau. Tværtimod virker det til at nære hans lyst til at udvikle sig. “Jeg vil ikke skynde mig. Det vigtigste er at blive bedre hver dag,” sagde Fonseca efter en af sine sejre tidligere i året.

Mutua Madrid Open - Day Three
MADRID, SPAIN – APRIL 24: Joao Fonseca of Brazil celebrates a point against Elmer Moeller of Denmark in the Men’s Singles First Round match during Day Three of the Mutua Madrid Open at La Caja Magica on April 24, 2025 in Madrid, Spain. (Photo by Clive Brunskill/Getty Images). 2025 Getty Images

At Fonseca har potentialet til at nå langt, er der ingen tvivl om. Hans fysik, slagkraft og mentale styrke gør ham til en spiller, mange holder øje med. Men som med alle unge talenter er der også faldgruber: Skader, manglende stabilitet og presset fra omgivelserne kan være gift for en spirende karriere.
Brasilianske fans, der længe har hungret efter en ny tennisstjerne, lægger allerede et stort forventningspres på ham. Men indtil videre virker Fonseca upåvirket.
Hvis udviklingen fortsætter, vil vi se João Fonseca spille dybt i Grand Slam-hovedturneringer i løbet af det næste år eller to. Hans spil egner sig til hardcourt og grus, men han har også vist tegn på, at han kan tilpasse sig hurtigere underlag.
Med de rette folk omkring sig og en tålmodig tilgang, kan Fonseca meget vel blive den næste store sydamerikanske tennisstjerne. Det brasilianske tennisforbund investerer allerede i ham, og han er begyndt at træne med toptrænere for at få finjusteret de små detaljer, der adskiller de gode fra de allerbedste.

Fonseca er endnu et krydderi i en tid, hvor herretennis internationalt er under forandring. En naturlig og spændende tid efter flere årtier med en altdominerende elite. Fonseca har det, vi godt kan blive betaget af. En ungdommelig energi, en flair for det spektakulære og en personlighed, der er svær ikke at holde af. For tennisfans verden over er han et navn, det kan betale sig at huske – og for Brasilien er han måske den dreng, der en dag igen kan få sambarytmerne til at rulle på Centre Court.

João Fonseca er kommet for at blive. Spørgsmålet er ikke længere om – men hvor langt han kan drive det.

Forrige artikelUge 21: Møller og Holmgren tog første skridt mod French Open. Tauson ude i Strasbourg trods 2 matchbolde
Næste artikelKurhotel Skodsborg: Deluxe spahotel til en perfekt tennisweekend
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.