Emilie Francati spiller i denne uge 10K turnering i Italien, hvor hun i næste uge også er tilmeldt 25K. Hvis hun når langt, risikerer hun ikke at kunne spille kval

Tennisavisen vil forsøge at give et lille indblik i, hvilke overvejelser der indgår i spillernes planlægning af, hvilke turneringer de vælger at deltage i.

Et studie af Acceptance-listerne for denne uges ITF-turneringer viser, at Emilie Francati oprindeligt var tilmeldt to $25.000 turneringer (25K) i Westende i Belgien og Leipzig i Tyskland.
Desuden var hun tilmeldt $10.000 turneringerne (10K) i Galati i Rumænien og Las Palmas i Spanien samt Sezze i Italien.

Philip Ørnø, der ofte er medrejsende coach for Emilie, fortæller at det for spillere med både Emilies og Karen Barritzas rangering primært handler om enten at vælge en 10K turnering, hvor de har chance for at opnå seedning, eller en 25K turnering, hvor de kan komme ind i kvalifikationen.

Karen spillede senest 10K i Båstad, hvor hun vandt den første uge, og tabte til Patty Schnyder ugen efter i kvartfinalen, og siden har hun deltaget i to 50K og seks 25K turneringer, hvor hun bortset fra Ystad og Helsingborg – hvor hun var direkte i hovedturneringen – var i kvalifikation.

Emilie valgte i denne uge 10K turneringen i Sezze, hvor hun på grund af sin rangering som no. 592 har opnået en seedning som no. 6, hvilket sikrer at hun tidligst kan møde en højere rangeret modstander i kvartfinalen, hvilket i givet fald kan blive 2. seedede no. 401 Maria Marfutina (RUS).

Først skal hun dog forbi 1. runde, hvor hun netop har mødt 23-årige no. 646 Kyra Shroff (IND), der i løbet af året har spillet flere 10K turneringer med kvartfinale i Hongkong og finale på Mauritius for et par måneder siden som bedste resultat.

Emilie fik en god start på kampen, da hun vandt 6-3 i 1. sæt, hvor hun havde 6 ESser.
Modstanderen havde dog sine chancer, men hun udnyttede kun en enkelt af 5 break-muligheder, mens Emilie var lidt mere effektiv ved at udnytte 2 af 6 muligheder.

I 2. sæt var Emilie på sejrskurs med 2-0 føring, inden inderen holdt serv til 1-2, men Emilie bevarede forspringet ved at holde serv til 3-1 – ganske vist uden flere ESser, men til gengæld 81,8 procent første-server ind.

Inderen holdt dog kontakten ved 2-3, da Emilie ikke fik udnyttet endnu en af de i alt 5 break-muligheder, som hun havde haft, men med 4 førsteserver og et blankt parti blev det hurtigt 4-2, og i det næste parti fik Emilie med endnu et break på den 7. mulighed et afgørende forspring på 5-2, hvorefter endnu 4 førsteserver sikrede Emilie den samlede sejr 6-3, 6-2.

Efter kampen modtog Tennisavisen ovenstående billede fra Philip Ørnø, der betegner Emilies indsats som “meget overbevisende. Hun spillede med flot kurve på slagene og servede rigtigt fint. Desuden var hun som en Albatros ved nettet i dag.”

Emilie møder i 1/8-finalen vinderen af (745) Nora Niedmers (GER) og (732) Pauline Payet (FRA). Sidstnævnte har vundet 1. sæt 6-4, og hun vandt i sidste uge 6-0, 6-3 over Emilie.

Emilie er ikke med i double i denne uge, hvilket uden tvivl skyldes, at hun muligvis skal spille kvalifikation i næste uges 25K i Bagnatica i Italien.
Da Emilie næsten altid er fremme i slutkampene i double, vil risikoen for sammenfald med kvalifikationen til næste uges turnering være overhængende.

Den samme risiko vil naturligvis være der, hvis Emilie når langt i single, men hvis hun når finalen eller vinder turneringen, lever hun formentlig fint med, at hun må melde fra af den grund.

Forrige artikelTCO afholder kursus for danske trænere med unik underviser
Næste artikelTE U14 Renningen: Holger tester flugtspil med succes
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.