Karen Barritza var uhyre tæt på at vinde titlen i både double og single, men hendes doublemakker afværgede 2 matchbolde og tog single-titlen med 10-8 i 3. sæts tiebreak

Karen Barrtiza har i den forløbne uge deltaget i Rotterdam Open, som er en $10.000 turnering, hvilken er en undtagelse fra reglen, da Karen de seneste måneder primært har deltaget i 25K turneringer.
Hendes rangering under top 400 betyder dog for det meste, at hun må gennem kvalifikation i denne kategori, hvilket nogle gange kolliderer med Birkerød Tennis Klubs ønske om at benytte hende i holdkampe.

Sidste weekend var Karen med på holdet, da Birkerød vandt 6-0 over Hillerød, og hun fortalte til Tennisavisen, at hun havde slået en svensk spiller, hvis navn hun ikke huskede – lidt som i Keld og Dirchs Skolekammerater, hvor Dirch Passer udtalte, at “jeg kan ikke huske, hvad de hed – vi tævede dem bare”.
Et check på DTFs hjemmeside afslører dog, at Karen i førnævnte holdkamp vandt 7-5, 6-2 over Marina Yudanov.

I stedet for at spille kval i en 25K kunne Karen derfor både nå at spille holdkampen mod Hillerød og efterfølgende deltage i Rotterdam Open, hvor hun som tidligere omtalt i Tennisavisen har spillet sig frem til finalen i både double og single.

Karen Barritza, Chiara Scholl
Foto: Rotterdam Open/Jari Mulder

Doublefinalen blev afviklet lørdag, hvor Karen sammen med søndagens finalemodstander i single, Chiara Scholl (USA) sikrede sig titlen med sejr over 1. seedede Sviatlana Pirazhenka (BLR)/Rosalie Van Der Hoek (NED) 6-2, 6-3.

Karen Barritza, Chiara Scholl
Foto: Rotterdam Open/Jari Mulder

Tennisavisen har fået lov at benytte ovenstående billeder fra præmie-ceremonien, og desuden har vi fra turneringsledelsen modtaget nedenstående billeder fra nogle af Karens kampe inden finalen i single.

I søndagens finale mod Chiara Scholl, der er no. 522 på ranglisten, var de to spillere skiftevis i front, men efter to break til hver endte sættet med at blive afgjort i en tiebreak, hvor Karen var foran i starten, men det blev amerikaneren, der løb med sættet efter 7-4 i tiebreak’en.

Karen Barritza
Foto: Rotterdam Open/Jari Mulder – Karen Barritza finale Rotterdam Open 2016

Karen kom bedst fra start i 2. sæt, hvor hun førte 2-0, men Scholl tog break’et tilbage og skabte balance i stillingen, hvorefter begge holdt serv frem til 4-4, selvom Karen i sit serveparti ved 3-4 var nede 0-30 og 15-40.

I det næste parti var det Scholl, som var nede 0-30 og 15-40, og denne gang udnyttede Karen straks chancen og brød til 5-4 og fik chancen for at serve sættet hjem, og hun førte både 15-0, 30-15 og havde sætbold ved 40-30, men det lykkedes alligevel for modstanderen at bryde tilbage og udligne til 5-5.

Scholl kom bagud 0-40 i sit næste serveparti, og ved 15-40 brød Karen igen serven og fik en ny chance for at serve sættet hjem, og trods en enkelt break-mulighed til amerikaneren lykkedes det efter yderligere et par sætbolde for Karen at sikre sig sættet 7-5.

Karen Barritza
Foto Rotterdam Open/Jari Mulder – Karen Barritza finale Rotterdam Open 2016

I 3.sæt blev Karen brudt en enkelt gang, men hun brød tilbage, da Scholl havde chancen for at serve kampen hjem, og derfor måtte kampen afgøres i en nervepirrende tiebreak, hvor Karen havde matchbold i modstanderens serv ved både 6-5 og 8-7, inden Scholl vandt på hendes 2. matchbold ved 9-8, og dermed blev amerikaneren efter lidt over 3 timer vinder af finalen med cifrene 7-6(4), 5-7, 7-6(8).

Chiara Scholl, Karen Barritza
Foto: Rotterdam Open/Jari Mulder – Tak for kampen efter finalen Rotterdam 2016

Herunder flere billeder fra finalen