Efter adskillige forsøg lykkedes det for Thomas Schwencke Lindqvist at kvalificere sig til hovedturneringen i en Future, men det første ATP-point må vente lidt endnu

Den 20-årige KB’er Thomas Schwencke Lindqvist har i de to første sæsoner efter juniortiden ihærdigt forsøgt at gøre sig gældende i en række Futures turneringer – fortrinsvis i de nordiske lande, men også i flere turneringer i både Grækenland, Tyrkiet og Egypten.

Thomas må som mange andre talentfulde danske tennisspillere erkende, at en rangering som no. 14 på DTFs senior-rangliste langt fra er nogen garanti for, at man kan kvalificere sig til hovedturneringen i Futures, hvor deltagerne i kvalifikationen som regel er på niveau med nogle af de allerbedste danske spillere.

Det første år som senior i 2015 deltog Thomas i kvalifikationen i 11 Futures uden at slippe igennem nåleøjet, og kun i 3 af disse turneringer nåede han frem til selve kval-finalen uden for alvor at være tæt på at gå videre.

Heller ikke i de første 6 forsøg i 2016 lykkedes det for Thomas at komme videre til hovedturneringen, men hans vedholdende stædighed blev belønnet, da han i den forløbne weekend kvalificerede sig til hovedturneringen ved $10.000 turneringen Collector Bank Norwegian Open i Oslo.

I 1. kvalrunde vandt Thomas 6-4, 6-2 over Mirza Koristovic (BIH), og i kvalfinalen kunne Thomas vinde 6-1, 7-6(2) over Bastian Winde Harbo (NOR).

Dermed kunne Thomas for første gang deltage i en hovedturnering, da han tirsdag mødte svenske Marcus Mansson, der er no. 1623 på ATP-ranglisten.
Thomas må dog vente med at opnå point til ranglisten, idet svenskeren vandt 6-2, 6-2 i en kamp, hvor Thomas vandt alle 4 point i egen serv.
5 dobbeltfejl medvirkede til, at det ikke blev til endnu flere point i egen serv, men i svenskerens serv fik Thomas kun en enkelt break-mulighed, som ikke blev udnyttet.

Forrige artikelITF Junior Osaka: Hjorth videre og Grundtvig ude i Grade A
Næste artikelITF Junior Nonthaburi: Patrick Kristensen udnytter modstanders træthed med “kyst til kyst”
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.