Anna Signe Rasmussen viste både holdbarhed og mental styrke med sejr 3-sæt i en kamp, hvor alle sæt var yderst tætte

Som tidligere omtalt benytter 21-årige Anna Signe Rasmussen sommerpausen fra college til at forsøge at samle point til WTA-ranglisten, hvilket hun fik den bedst tænkelige start på, da hun ved $10.000 turneringen Future Nord i Kaltenkirchen startede med 2 overbevisende sejre i kvalifikationen og fulgte det op med en endnu en sikker sejr i 1. runde, hvorved det første WTA-point er i banken.

Torsdag skulle det så for alvor vise sig, om hun under opholdet på college har opnået det niveau, som er nødvendigt for at være i stand til at nå langt i ITF-sammenhæng, da hun i 2. runde mødte  17-årige Lena Rueffer (GER), der havde wildcard til turneringen.

Tyskeren havde i 1. runde vundet 7-6(7), 6-3 over 4. seedede Nicole Coopersmith (USA), og derfor kunne man ikke lægge ret meget i hendes rangering som no. 1010, og derfor skulle Anna være indstillet på, at hun kunne komme på hårdt arbejde, hvis hun ville gøre sig håb om at komme videre i turneringen.

Hårdt arbejde var lige præcis, hvad der ventede danskeren, som efter et langt og jævnbyrdigt 1. sæt tabte i 7-9 i tiebreak efter 1. time 20 min.
2. sæt blev ligeledes en sej omgang, hvor Anna måtte slide i 1 time 6 min, inden hun fik tvunget kampen ud i et afgørende 3. sæt.

Også i 3. sæt måtte der slides hårdt, og spillerne fulgtes ad til 4-4, inden det lykkedes for Anna at bryde serven til 5-4, og hun bevarede koncentrationen og holdt sin egen serv, så hun efter 3 timer 28 min. havde sikret sig sejren 6-7(7), 6-4, 6-4, og hun kunne således sætte yderligere 1 point ind på WTA-kontoen.

Efter kampen bad Tennisavisen Anna om at sætte et par ord på sin indsats, hvilket hun meget gerne ville, men det måtte vente til senere, da hun efter en kort pause skulle på banen igen sammen med sin double-makker Janina Braun (GER) for at spille kvartfinale mod det 3. seedede par Albina Khabibulina (UZB) og Lisa Ponomar (GER).

Livescoren viste på et tidspunkt i 1. sæt 5-2 til sidstnævnte, og det var nærliggende at tænke, at der måske ikke var særlig meget energi tilbage hos danskeren efter de mange timers hård kamp i single, men stille og roligt skrumpede forspringet ind, og sættet blev afgjort i tiebreak, som Anna og hendes college-kollega med møje og besvær fik trukket hjem med 7-5 i løbet af 55 min.

Også 2. sæt blev jævnbyrdigt, og eneste forskel var, at det 3. seedede par udnyttede den enest break-mulighed i hele sættet, mens Anna og Janina ikke fik udnyttet de 3 break-muligheder, som de er noteret for, hvilket betød at de tabte sættet 4-6 efter 43 min.

I den afgørende match-tiebreak må trætheden have gjort sit indtog, og efter ialt 1 time 49 min. sluttede kampen med sejr til Khabibulina og Ponomar 6-7(5), 6-4, [10-2].
Anna havde således i alt spillet 5 timer 17 min., når både single og double lægges sammen.

Anna Signe Rasmussen, Janina Braun
Foto: Chris Fatton – Anna Signe Rasmussen og Janina Braun

Anna har lært meget af college opholdet

Da Anna efterfølgende var kommet en smule til hægterne, indrømmede hun, at hun var “ret træt”.
Hun anførte, at opholdet på college er en væsentlig del af forklaringen på hendes flotte indsats, da college har lært hende meget, og givet mere selvtillid og erfaring som følge af mange kampe, og hun fortsatte

“Det handler ikke bare om at vinde og tabe, men processen, så skal resultaterne nok komme, hvis man arbejder målrettet, som jeg føler vi gør på det universitet jeg går på.

At man taber en kamp i ny og næ, det gør ikke så meget, sådan er det jo. Så vinder man, så taber man.
College har givet mig et mere afslappet forhold til at vinde og tabe, hvilket har forbedret min præstation – jeg putter ikke så meget pres på mig selv.”

Anna tilføjer, at hun bare nyder at arbejde med sit håndværk = sporten = tennis.
Efter en pause har hun denne tilføjelse

“Det at være på et hold, som man er på College, har også givet mig en kæmpe support, fordi man er omringet af personer, der vil det samme som dig selv, er motiveret og positive

Vi bakker op om hinanden, og den opbakning føler jeg stadig er hos mig, når jeg er ude til ITF.
Mit hold og træner fra College skriver frem og tilbage til hinanden, hvordan det går os hver i sær nu her over sommeren.”

Anna har holdkammerater fra bl.a. lande som Spanien, Tyskland, kazakhstan, Brasillien, Italien, Hviderusland og Sverige.

Annas modstander i kvartfinalen, hvor der er yderligere 2 point på spil, bliver 18-årige no. 774 Lisa Matviyenko (UKR), der også var i 3 sæt i hendes kamp mod 6. seedede no. 701 Katharina Gerlach (GER), men da sætcifrene var 2-6, 6-1, 6-1 var den ca. 1 time kortere end Annas kamp, og tyskeren har ikke spillet double torsdag, da hun blev slået ud i 1. runde af Anna og makker, så hun er formentlig mere udhvilet end sin danske modstander.

 

 

Forrige artikelITF Ystad: Træt Francati tabte både i single og double
Næste artikelITF Palma Del Rio: Løchte med doubletitel inden Wimbledon
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.