Martin Nygård og Eric Vanshelboim tabte begge i 2. kvalrunde, mens William Gormsen på off-day ikke fik point. Amanda Rommetveit Rohde tabte knebent i 1. kvalrunde, hvor Sarah Marie Granhof vandt sikkert, men tabte næste runde i 3 sæt

14-årige ukrainske Eric Vanshelboim, der er opvokset i Danmark og spiller i KB, har flere gange vist, at han er blandt de bedste i sin årgang.
Som nyoprykket U16 forsøger han derfor at prøve kræfter i ITF-turneringer, og han opnåede i sidste uge sine første 10 rangliste-point, da han i KB vandt 2 kampe i hovedturneringen, hvor han vandt 6-2, 6-3 over Tobias Lentz og i 2. runde 6-1, 6-2 over 14. seedede Anton Ornberg (SWE).
I 3. runde kunne han dog intet stille op mod den 2 år ældre suveræne 1. seedede vinder af turneringen Emil Ruusuvuori (FIN), der vandt 6-1, 6-0.

Eric er sammen med KB-træner Rune Thomsen og flere andre danske spillere draget til Oslo, hvor han lørdag spillede 1. runde i kvalifikationen til Grade 4 turneringen Oslo Open mod 15-årige Karl Henrik Hoff Raaholt (NOR).
Eric vandt 7-5, 6-1 i en kamp, som Rune Thomsen mener blev unødvendig tæt i 1. sæt.

I 2. kval-runde mødte Eric 5. seedede Gustaf Navarp, der er i top 5 i svensk årgang 2000.
Kampen blev et drama, som mindede Rune om sidste års finale hos pigerne, da Rebekka La Cour Hillingsø vandt titlen, men i dette her tilfælde faldt marginalerne ud til svenskeren, der vandt 6-2, 4-6, 7-6(6), så der bliver ikke tilføjet nye rangliste point i single i denne omgang.

For 15-årige William Gormsen var der tale om en decideret “off-day”, da han tabte 0-6, 0-6 til den 3 år ældre Remy Alexander Johansen (NOR). Rune fortæller, at han ved, at William har et højere niveau, end han viste i kampen.

Tennisspilleren William Gormsen
Foto: Sportsfotograf.com

16-årige Martin Nygaard vandt fredag en sikker sejr 6-0, 6-2 over den 1 år yngre nordmand Alexander Foss, men i 2. kval-runde mødte han 18-årige 2. seedede Pavel Mirobyan (RUS), som trods aldersforskellen fik god modstand af danskeren, der i 2. sæt havde break ved 3-1 og desuden chancer for at bevare føringen til både 4-1 og 4-2, men i stedet vandt russeren 4 partier i træk, inden Martin holdt serv til 4-5, hvor det var for sent, idet russeren derefter servede kampen hjem 6-3, 6-4.

Tennisspilleren Martin Nygård Knudsen
Martin Nygård Knudsen – Foto: Sportsfotograf.com

Heller ikke hos pigerne slap danske spillere videre til hovedturneringen.
16-årige Sarah Marie Granhof mødte i 1. kvalrunde 15-årige Julia Skarpholt (NOR), hvis ketsjer muligvis var “skarp-holdt”, men til gengæld var danskerens “skarp-ladt”, da hun sikkert vandt 6-0, 6-0, og dermed videregav de “briller”, som hun i sidste uge modtog i KB af Sara Salemyr (SWE).

Søndag stod Sarah Marie overfor en større udfordring, da hun i 2. kvalrunde mødte 2. seedede Liisa Vehvilainen (FIN), der selvom hun er årgang 2001 alligevel var i stand til at følge godt med i KB, inden hun tabte 5-7, 5-7 til Karoline Laursen.
Den unge finne tabte 1. sæt 5-7 i tiebreak, men det lykkedes hende alligevel at sikre sig adgang til kvalfinalen efter sejr på 6-7(5), 6-2, 6-4.

Tennisspilleren Amanda Rommetveit Rode
Foto: Sportsfotograf.com. Amanda Rommetveit Rohde

15-årige Amanda Rommetveit Rohde (DEN) havde ifølge Rune Thomsen fuld kontrol over kampen, da hun i 1. kvalrunde vandt 1. sæt 6-1 over 17-årige Malin Olafsen (NOR), men nordmanden blev lukket ind i kampen, som hun vandt 1-6, 6-3, 6-4.

Det lykkedes således ikke at få nogle af de hjemlige deltagere videre til kvalfinalen, men Danmark er alligevel godt repræsenteret i hovedturneringen, hvor Patrick Kristensen, Sebastian Grundtvig og Kasper Elsvad er med hos drengene, og hos pigerne deltager Hannah Viller Møller, Olivia Gram og finalisten fra KB, Helena Francati.

1. seedet hos pigerne er 16-årige (årgang 1999) norske Malene Helgo, som har vist imponerende resultater på det seneste i Grade 1 turneringer med semifinaler i Venezuela og Ecuador og kvartfinaler i Costa Rica og Colombia, så hun må formentlig acceptere at blive betragtet som storfavorit til at vinde turneringen.