Efter 2. pladsen ved lørdagens finale i double trådte Elmer Møller Påskedag yderligere et trin op på præmieskamlen, da han vandt sin første ITF titel i single

14-årige Elmer Møller hører ikke til de allerstørste tennisspillere rent fysisk i en sport, hvor fysikken især hos drengene spiller en stor rolle.
Til gengæld er han en af de største, når det gælder fight og vilje på en tennisbane, og med disse egenskaber fik han Påskesøndag belønning med sin første ITF titel for den målrettede træningsindsats, som han altid har lagt for dagen.

Grade 5 turneringen 14th ITF Junior Monastir i Tunesien var 13. gang, at Elmer har deltaget i en ITF turnering, hvor modstanderne for det meste er fysisk langt større og ofte 2-3 år ældre.
Alligevel var Elmer allerede som 13-årig i sin første optræden i slutningen af 2016 ved en Grade 5 turnering i Stavanger i stand til at vinde 2 kampe i kvalifikationen og en enkelt kamp i hovedturneringen, inden han tabte i 3 sæt til den 4 år ældre Erik Carlsten (SWE).

I sidste sæson deltog Elmer 8 gange i forskellige ITF turneringer, primært i Grade 5 kategorien, og både i Edinburgh i juli måned og Nabeul i Tunesien i september nåede han til semifinalen.

I indeværende sæson har Elmer haft resultatmæssig fremgang efter hver enkelt turnering, idet han i ved Grade 4 turneringen i Malmø nåede 2. runde (R32), og en måned senere 1/8-finalen i Antalya i Tyrkiet, hvor han ugen efter nåede yderligere en runde til kvartfinalen.

Hvis mønstret skulle fortsætte, måtte det betyde, at Elmer i denne uges turnering i Tunesien ville nå semifinalen, men Elmer så ingen grund til at nøjes med det, da han lørdag både vandt semifinalen i single over Elyes Marouanii (TUN) samt sikrede sig 2. pladsen i double sammen med Caleb Ralston (IRL), hvilket blev omtalt i Tennisavisen i samme forbindelse som double-titlen til klubkammeraten fra Skovbakken, Olivia Gram.

ITF Junior Monastir: Double titel til Oliva i Tunesien, hvor Elmer er i single finale

Turneringen er Elmers 13. ITF turnering siden den første optræden i Stavanger, men 13 blev ikke et uheldigt tal for Elmer, som sikrede sig sin første ITF titel, da han vandt finalen 6-1, 7-5 over den jævnaldrende Joshua Dous Karpenschif (FRA).

Tennisavisen ønsker Elmer stort tillykke med sejren. Desværre er det ikke lykkedes at få fremskaffet præmiebillede fra Tunesien, men det var ikke svært at finde et vinderbillede fra en tidligere turnering, som i dette tilfælde er fra TE U14 i Riga 2016.