Trods massiv opbakning fra tilskuere med tilråb til "Sampras" og "Federer" lykkedes det ikke for Holger Vitus Nødskov Rune at sikre finaleplads ved Grade A turnering i Mexico

15-årige Holger Vitus Nødskov Rune havde god grund til at være både tilfreds og stolt over, at han ved Grade A turneringen Mundial Juvenil Yucatan HSBC FMT i Merida i Mexico både havde levet op til sin 12. seedning med 1/8-finalen samt yderligere to runder med sejre over såvel 6. seedede og 3. seedede.

ITF Junior Merida: Holger i semifinale efter opvisning mod amerikansk top-junior

For en spiller med Holgers tårnhøje ambitioner om at blive Verdens bedste er man dog først helt tilfreds, hvis man til sidst står på sejrsskamlen som titelvinder og kan hæve pokalen, og derfor var det en skuffet 15-årig dansker, der måtte bøje sig for den snart 17-årige canadier, Liam Draxl, der vandt semifinalen 7-5, 6-1.

Holger fortsatte med at spille på et højt niveau i kampens 1. sæt, men canadieren modstod presset med massivt toppede bolde, som tvang Holger tilbage i banen, og et meget jævnbyrdigt sæt med mange hårde dueller endte 7-5 i canadisk favør.

I 2. sæt formåede Holger ikke at mobilisere det nødvendige mentale overskud til at vende kampen, selvom han fik stor opbakning fra tilskuerne, der kom med tilråb, hvor Holger både blev kaldt “Sampras” og “Federer”, der er Holger helt store forbillede.

Med semifinalen optjener Holger 185 point til ITFs junior-rangliste, hvilket er det hidtil højeste antal point, som forinden var 160 point fra Grade 2 titlen i Cairo i september måned.
Dermed har Holger 770 point, hvorved han rykker ind i top 50, og fraregnes årgang 2000, vil Holger til Nytår formentlig som den eneste i sin årgang 2003 være i top 30.

Finalerne ved turneringen i Mexico kan følges på livestream på turneringens facebook-side fra midnat dansk tid, hvor der indledes med finalen i Girls singles, der bliver et rent fransk opgør mellem den 1. seedede vinder af Junior Masters, Clara Burel og 6. seedede Diane Parry.
Derefter følger finalen i Boys singles, hvor Liam Draxl møder Santiago De La Fuente (ARG).

Junior Grand Slam og Davis Cup prioriteres i 2019

Sammenholdt med at Holger i 2018 både har vundet titler i Grade 3 og Grade 2 er hans mål for året til fulde indfriet, og der er al mulig grund til optimisme forud for 2019 sæsonen, hvor Grand Slam samt Grade 1 og Grade A får højest prioritet blandt individuelle turneringer.

Desuden bliver U16 EM både individuelt og for hold samt junior Davis Cup formentlig prioriteret, og Danmark vil med både Holger og Elmer Møller som 2. års U16 være blandt medalje-kandidaterne.

Da Holger allerede som 14-årige fik debut på Danmarks Davis Cup hold – endda med sejr over ATP-ranglistens no. 311 – er han formentlig også kandidat til holdet i 2019, hvor Danmark fortsat spiller i Group II Europe/Africa.

Formentlig vil Holger også deltage i enkelte Futures turneringer i $15.000 kategorien, og han er tilmeldt en enkelt 15K turnering i Tunesien i midten af december, men da han 3 dage før withdrawal-deadline er no. 244 på alternate-listen, er det urealistisk at komme ind uden wildcard.
Med den nye struktur, som træder i kraft til Nytår, er der reserveret pladser til de bedste juniorer i 15K, hvilket åbner langt bedre muligheder for, at Futures kan indgå i planlægningen for Holgers 2019 sæson.

Forrige artikelRådgivning til WTA-spillerne er en varm kartoffel
Næste artikelKampe uge 48: Olga i Thailand og Elmer fortsat i Israel samt U14 i både Sverige og Norge
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.