ITF vil dårlig opførsel til livs, og derfor accepteres verbale udbrud, kast med ketsjer, brok til referee mv. hverken på banen eller andre steder med tilknytning til turneringen

For både WTA og ATP spillerne og mange af de bedste juniorer er det meste fokus rettet mod Australian Open, som allerede er i fuld gang med kvalifikationen, og der blev torsdag morgen dansk tid trukket lod til hovedturneringen, hvor Caroline Wozniacki skal forsøge at forsvare sin titel.

Næsten samtidig blev der trukket lod til Grade 1 juniorturneringen 2019 AGL Loy Yang Traralgon Junior International, som hovedparten af deltagerne bruger som optakt til juniorernes udgave af Australian Open, som afvikles i uge 4.

Efter lodtrækningen var deltagerne indkaldt til møde med ITF om de nye regler, som forsøger at opdrage den næste generation af ATP og WTA spillere ved at signalere, at dårlig opførsel ikke bliver tolereret, og derfor vil der blive uddelt advarsler for selv de mindste bagateller.
Verbale udbrud, ketsjer i jorden, diskussioner med referee bliver ikke accepteret, og det er ikke kun på selve tennisbanen, at der bliver slået ned på dårlig opførsel, men også på anlægget og endda på hotellet og andre steder, hvor deltagerne færdes, bliver der strammet op.

Som noget nyt bliver der ved Grade 1 og Grade A indført mulighed for coaching for både drengene og pigerne. Sidstnævnte har hidtil haft muligheden ved Grand Slams, men fremover bliver det højst en enkelt gang i hvert sæt.
Der bliver fremover i løbet af en kamp kun tilladt et enkelt toilet-besøg, som skal foregå inden for “rimelig tid”, så det undgås at blive misbrugt til at få en ekstra pause.

Clara, Holger og Christian Lerby kan følges på livescore

16-årige Clara Tauson er seedet 1 hos pigerne, og hun spiller sin første kamp fredag kl. 10 lokal tid, hvilket allerede er ved midnat i Danmark natten til fredag, hvor hun møder 17-årige Veronika Pepelyaeva (RUS), der er videre fra kvalifikationen.

Samtidig spiller 16-årige Himari Sato (JPN), der er no. 78 på ranglisten, mod no. 175 Anastasia Berezov (AUS), der har wildcard, og vinderen af de to kampe mødes i næste runde.

Stillingen fra alle kampe kan følges undervejs på livescore på dette link – http://scores.tennisticker.de/aus/sb.html?tournid=4079

Hos drengene bliver 15-årige Holger Vitus Nødskov Rune kastet for løverne helt fra start, når han fredag ved 0430-tiden møder den 5. seedede spanier Nicolas Alvarez Varona, der er no. 10 på ranglisten, hvor Holger er no. 30.

Samtidig er der en anden kamp med dansk islæt, idet 17-årige dansk-hollandske Christian Lerby, der er no. 68 på ranglisten, møder 15. seedede no. 23 Liam Draxl (CAN), som han tabte til 3-6, 0-6 ved Orange Bowl i slutningen af 2018.

Oprindelig var det planen, at 17-årige Eric Vanshelboim, der er ukrainer og spiller for KB, skulle have deltaget, men på grund af problemer med at få visum til tiden måtte planerne ændres, så han i stedet spiller en Grade 3 i Japan, hvor han efter 2 sejre er i kvartfinalen.
Det er stadig uvist, om han når at få visum, inden Australian Open, hvor han også er tilmeldt.