Johannes Ingildsen er tæt på et af sæsonens store delmål, som er kvalifikation til French Open

Johannes Ingildsen (Joe) indledte 2015, som er hans sidste sæson som junior, i Australien, hvor han kvalificerede sig til hovedturneringen ved Grade 1 Traralgon forud for Australian Open, hvor det blev til en enkelt kamp i kvalifikationen, da han tabte i 3 sæt til no. 66 Yosuke Watanuki (JPN).

Efterfølgende har Joe spillet 2 Grade 4 turneringer, hvor han i begge tilfælde nåede finalen. I Copenhagen Wintercup tabte han finalen til Christian Sigsgaard (Sigs), som gentog kunststykket ved DM inde, men i Antalya, Tyrkiet vandt Joe turneringen efter lutter 2-sæts sejre.

Måske vil nogle indvende, at Grade 4 ikke er “noget særligt”, men ingen ITF-turneringer er nemme, og derfor vil det altid gavne selvtilliden, hvilket blev tydeligt illustreret, da Joe ugen efter sejren i Antalya vandt 5 kampe i en ITF $10.000 turnering samme sted.

Herefter gjaldt det for Joe om at udnytte dette momentum til at optjene point til ITF junior-ranglisten, så han forhåbentlig kan komme med til French Open, hvor både Benjamin Hannestad og Emilie Francati er sikret deltagelse.

Som omtalt i sidste uge ITF Junior Plovdiv: Ingildsen og Sigsgaard snublede på første trin blev det ikke til point i single i første omgang, da både Joe og Sigs i Plovdiv tabte i 1. runde, hvor han følte sig en smule mæt efter de mange forudgående kampe.

Pausen inden denne uges Grade 2 turnering Kenana Cup i Haskovo, Bulgarien har tilsyneladende givet Joe nye kræfter, og han har taget hul på endnu en sejrsrække i single, hvor han i 1. runde vandt over 4. seedede ()6) Bogdan Borza (ROU) 6-4, 6-4, hvilket han torsdag fulgte op med at vinde 6-3, 6-3 over (246) Emil Ruusuvuori (FIN).

Fredag spillede Joe kvartfinale mod 5. seedede (99) Alexey Aleshchev (RUS), og det blev til en ny imponerende sejr på 6-3, 6-3. Joe fortæller om sejren

[quote_box_center]”Jeg spillede igen meget solidt. Taktikken virkede perfekt, og jeg holdte hovedet koldt på de vigtige tidspunkter. Kampen var klart tættere end cifrene siger. Jeg var nede 3-0 i første. Jeg bevæger mig bedre og bedre for hver kamp på gruset.”[/quote_box_center]

Modstanderen i semifinalen bliver 1. seedede (61) Patrik Niklas-Salminen (FIN), som i sin kvartfinale vandt 6-3, 6-2 over (230) Alexandru Vasile Manole (ROU). Joe har respekt for den kommende modstander

[quote_box_center]”Imorgen bliver tough. Patrik server godt og slår tungt fra begge sider, men jeg tror på det!”[/quote_box_center]

Joe har 232,5 på den seneste rangliste, og sejren i kvartfinalen gav 50 point. Sidste år var cuttet til French Open ifølge Benjamin Hannestad ca. 200 point, så mulighederne ser lovende ud for Joe, mens løbet formentlig er kørt for Sigs.

 

 

Forrige artikelWTA Stuttgart: Caroline uddeler æg – semifinaleklar
Næste artikelTwitter: Agnieszka Radwanska stopper sammenarbejdet med Martina Navratilova
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.