Selvom Clara Tauson ikke fik udnyttet fire sætbolde ved 5-3, bevarede hun koncentrationen og sikrede sig en plads i semifinalen i sin ITF Pro Cirucuit debut

Mens mange tennis-interesserede danskere ventede på, at Caroline Wozniacki dukkede op på TV-skærmen for at møde Dominika Cibulkova i Tokyo, kun man på livescore følge 14-årige Clara Tauson, da hun i $15.000 turneringen Tennis Organisation Cup i Antalya, spillede kvartfinale mod 18-årige Suzan Lamens (NED).

Da Clara både i kval-finalen og i de to første kampe i hovedturneringen havde vundet overbevisende sejre, var det nærliggende at antage, at en ny sikker sejr var på vej, da Clara i 1. sæt havde bragt sig afgørende foran 5-2, og ikke mindst da hun ved 5-3 havde 2 sætbolde ved 15-40 i modstanderens serv.
Ganske vis afværgede Lamens begge sætbolde, men Clara spillede sig frem til yderligere 2, som heller ikke blev udnyttet i kampens længste parti, hvor der blev spillet 16 point, inden Lamens fik reduceret til 4-5, og hun kom helt tilbage i sættet, da hun derefter brød Clara til 5-5.

Ofte har man set spillere med væsentlig større erfaring end den 14-årige dansker miste modet, når sådanne muligheder ikke er udnyttet, men Clara bevarede koncentrationen, og hun spillede sig endnu en gang frem til 2 break-muligheder ved 15-40 i modstanderens serv, og denne gang blev chancen udnyttet på den anden mulighed, og Clara fulgte op på breaket ved at serve 1 sæt hjem rent til 7-5.

I 2. sæt indledte Clara med at bryde Lamens, som derefter kun vandt et enkelt parti i resten af kampen, som Clara således vandt 7-5, 6-1.

Dermed er Clara efter 4 sejre klar til semifinalen, hvor hun møder 18-årige 5. seedede Amina Anshaba (RUS), der er no. 536 på WTA-ranglisten og no. 73 på ITFs junior-rangliste, hvor Clara er no. 80.
Russeren har også tidligere i år været i en semifinale i Antalya, hvor hun desuden har været i en enkelt finale i starten af maj.

Sejren betyder, at Clara har optjent 4 point til WTA-ranglisten, og vinderen af semifinalen kan sætte yderligere 3 point på kontoen, men for at få sit navn på WTA-ranglisten, skal der som tidligere omtalt optjenes point i mindst 3 turneringer eller optjenes mindst 10 point, hvilket kræver, at Clara vinder turneringen.