Så blev det tid til et tronskifte i herrernes Elitedivision, for KB måtte overlade DM-trofæet til Gentofte, som aldrig før har vundet holdmesterskabet. Det blev en finale med masser af spænding, intensitet og fantastisk tennis, da de to hold leverede en yderst jævnbyrdig holdkamp.
Finalen blev spillet i flot solskin og overværet at hundredvis af tilskuere på KBs anlæg på Pile Alle, som oplevede en af de bedste finaler i mange år. Gentofte endte fortjent med guldmedaljer og trofæ.
Finale:
KB – Gentofte 2-4
Det blev en finale som sent vil blive glemt, for der var spænding og intensitet i næsten samtlige kampe, hvilket også illustreres ved at fem af de seks kampe blev afgjort i MTB!
Gentofte var med August Holmgrens hjemkomst i stærkeste opstilling, og gik da også ind til opgøret mod de forsvarende mestre fra KB som favorit, men favoritværdigheden var ikke større end at KB godt kunne se muligheder til at forsvare titlen.
De to hold har stået overfor hinanden i finalen flere gange, men hver gang med Frederiksbergholdet som vinder, og da KB noget overraskende starter med at vinde de to første singler efter MTB, så flyttede favoritværdigheden sig til KBs fordel. Det sørgede Gentoftes to bagerste singler så for igen blev ændret, da begge kampe gik til Gentofte. 2-2 efter singlerne var før holdkampens start nok et resultat, som især KB kunne leve med, da doublespillet er en disciplin som KB altid har været gode til.
Da double-opstillingerne blev offentliggjort kunne det godt ligne en deling af de to doubler, men i går var Gentoftes doublekonstellationer stærkt opsat på at afslutte kampen inden en eventuel Golden MTB afgørelse. Det var måske lige den ekstra tænding eller sult efter det første sæt guldmedaljer hos Gentofte-spillerne, der gjorde udslaget, for Gentofte vandt begge doubler omend begge var på de yderste marginaler.
Guldet gik fortjent til Gentofte, som således skrev historie, da det var klubbens første hold-DM for herrer nogensinde, og det blev behørigt fejret på anlægget og sandsynligvis også senere.
Resultater:
1. HS: Eric Vanshelboim – August Holmgren 36 61 10/4
2. HS: Carl Emil Overbeck – Christian Sigsgaard 62 67 10/7
3. HS: Benjamin Hannestad – Oskar Brostrøm Poulsen 46 62 3/10
4. HS: Johannes Ingildsen – Valdemar Frederik Pape 26 16
1. HD: Vanshelboim/Hannestad – Holmgren/Sigsgaard 36 63 7/10
2. HD: Ingildsen/Overbeck – Pape/Poulsen 75 46 8/10
Bronzekamp:
Lyngby – B 93 0-4
B 93 vandt bronzemedaljer efter en meget overbevisende sejr mod Lyngby
Resultater:
1. HS: August Brostrøm Poulsen – Yanais Yanais Laurent 36 36
2. HS: Tristan Thomas Engelschmidt – Nikolaj Katic 36 36
3. HS: Facundo Encizo – Yakup Uzunel 36 26
4. HS: Andro Kranjcevic – Maxim Landa 16 26
Lørdagens semifinaler:
KB – Lyngby 4-0
Semifinalen er nok den hurtigst spillede semifinale nogensinde i DH-historien. Som ventet fik KBs forvarende mestre ikke megen sved på panden i den utrolige ensidige kamp mod Lyngby. Lyngby manglede tre stamspillere, og selv med dem på holdet var slutresultatet nok blevet det samme, men to af Lyngbys reserver havde aldrig spillet kampe på det her niveau og det kunne ses!
Resultater:
1. HS: Eric Vanshelboim – August Brostrøm Poulsen 61 60
2. HS: Carl Emil Overbeck – Tristan Thomas Engelschmidt 61 61
3. HS: Benjamin Hannestad – Facundo Encizo 62 61
4. HS: Sebastian Grundtvig – Andro Kranjevic 60 60
B.93 – Gentofte 0-4
Det blev en walk-in-the-park for Gentofte, som ikke brugte unødige kræfter på at besejre B 93. Kun B 93s førstesingle, franske Yanais Laurent, fulgte pænt med mod August Holmgren, men var reelt aldrig tæt på at gøre det spændende.
Resultater:
1. HS: Yanais Laurent – August Holmgren 36 57
2. HS: Nikolaj Katic – Christian Sigsgaard 16 36
3. HS: Yakup Uzunel – Oskar Brostrøm Poulsen 36 36
4. HS: Maxim Landa – Valdemar Pape 26 36














































