Når klubber kræver valuta for kontingentet presses frivillige bestyrelser til det yderste. Spørgsmålet er ikke, om vi skal vælge frivillighed eller professionalisme – men hvordan de to kan spille sammen i en ny virkelighed.
Udskiftninger i toppen af flere idrætsforbund. Bestyrelsesmedlemmer, der trækker sig i utide. Kritiske klubber, der stiller spørgsmål ved, hvad de får for pengene. Det er ikke bare tilfældigheder eller personlige konflikter – det er symptomer på en strukturel ubalance.
Som sportschef i KFUM Tennis, Thomas Skouboe, skriver i Altinget, er det på tide, at vi ser på, hvordan vi egentlig styrer idrætten i Danmark. “Konflikterne står i kø,” konstaterer han, og peger på, at det er på forbundsplan, det halter. I klubberne og i administrationerne er der professionalisme – men i bestyrelserne er det ofte frivillighedens gode intentioner, der kolliderer med virkelighedens krav.
Kernen i problemet er dette: Klubbers forventninger til forbundene vokser. De betaler kontingent og vil have synlige resultater – sportsligt, strategisk og organisatorisk. Men meget af beslutningskraften ligger hos frivillige bestyrelser, som har begrænset tid, svingende kompetencer og ingen løn for indsatsen.
“Der skal langt mere end ildhu og lyst til, hvis man skal lede komplekse organisationer,” skriver Skouboe – og peger på behovet for at tænke i kompetencebaserede, måske endda lønnede bestyrelser, ligesom i store NGO’er eller fonde.
Det synspunkt vinder genklang hos Dansk Tennis Forbunds formand Christian Lunøe – i hvert fald delvist. “Jeg kan godt være enig i flere af pointerne i Thomas Skouboes indlæg,” siger han. “Ikke mindst i forhold til professionalisme og hvordan vi styrer idrætten.”
Han fortæller, hvordan DTF op til seneste generalforsamling valgte at køre en åben rekrutteringsproces for at finde en ny kasserer med de rette kompetencer – en proces, der mundede ud i valget af Martin Eiler. “Det er vigtigt at se på sammensætningen af profiler i en forbundsbestyrelse – for nu at gribe i egen barm,” siger Lunøe.
Professionelle ansatte og pressede frivillige
Udfordringen opstår også i spændingsfeltet mellem ansatte og bestyrelser. Mange forbund har professionelle sekretariater med dygtige medarbejdere – men beslutningerne ligger stadig hos de frivillige. Det kan give gnidninger, når daglig drift, strategi og politik trækker i hver sin retning.
For de ansatte kan det opleves som frustrerende at skulle vente på beslutninger fra en bestyrelse, der måske kun mødes hver anden måned. For bestyrelsesmedlemmerne kan det føles, som om administrationen løber for hurtigt og sætter dagsordenen alene.
Midt i det hele står klubberne – med deres kontingentkvittering i hånden og spørger: Hvad får vi egentlig for det her?
Men netop her hæver Christian Lunøe pegefingeren. For selvom han anerkender behovet for nytænkning, advarer han også imod at smide barnet ud med badevandet.
“Man skal tænke sig godt om, før man helt forkaster ForeningsDanmark,” siger han. “Et forbund skal selvfølgelig styres ansvarligt og kompetent, men man skal samtidig være helt klar over, at professionalisme ser anderledes ud i civilsamfundet og foreningslivet end fx i erhvervslivet.”
”Det betyder ikke, at idrætten ikke kan lære af erhvervslivet – men modellen kan ikke kopieres én til én. Inspirationen skal altid tilpasses den særlige foreningsbiotop, hvor den skal implementeres,” understreger Christian Lunøe.
Thomas Skouboe er ikke uenig i det. Han skriver, at målet ikke er at skrotte det frivillige engagement – tværtimod. Men det skal sættes i spil på en måde, hvor de frivillige ikke efterlades alene med ansvaret for at drive komplekse systemer. “Vi har set nok eksempler på, hvor galt det kan gå,” skriver han.
Et fælles projekt – ikke en frontkrig
Så hvad er løsningen? Ikke en polarisering mellem frivillighed og professionalisme. Men en ny måde at kombinere de to kræfter på. En bevidst, gennemtænkt rollefordeling, hvor frivillige bestyrelser arbejder med strategisk retning og demokratisk legitimitet – mens ansatte driver den daglige drift med kompetence og kontinuitet.
“Det er ikke et spørgsmål om enten-eller, det er både-og. Men det kræver, at vi er bevidste om rollerne – og at vi tør tage debatten,” siger Christian Lunøe.
Hvis ikke, risikerer vi, at dygtige ansatte brænder ud i systemer, hvor der ikke er klar ledelse. At engagerede frivillige giver op, fordi presset er for stort. Og at klubberne trækker sig – enten mentalt eller økonomisk – fordi de ikke føler sig hørt.
Det er i alles interesse at finde en ny balance. Den gode nyhed er, at der er bevægelse. DTF’s åbne rekrutteringsproces er ét eksempel. Skouboes debatindlæg er et andet. Måske er vi endelig dér, hvor vi tør tale åbent om, at det ikke er utroskab mod ForeningsDanmark at tænke nyt. Det er en nødvendighed.
