Mirjam Bjorklund takkede for holdkaptajn Mattias Arvidssons tillid, da hun fik chancen i 2. single, ved at bringe Sverige foran, hvorefter Johanna Larsson sikrede sejren

I den sidste kamp i pulje B ved Fed Cup Group I Europe/Africa i Zielona Gora i Polen kunne Sverige sikre sig en finale-kamp lørdag mod Rusland om en plads i World Group II play-offs.

I de første 2 opgør mod Ukraine og Estland har svenskerne udelukkende benyttet de to topnavne 23-årige no. 54 Rebecca Peterson og 30-årige no. 71 Johanna Larsson i både single og double, men da opgøret mod Bulgarien blev indledt med 2. singlen, havde holdkaptajn Mattias Arvidsson valgt at benytte WTA-ranglistens no. 474 Mirjam Bjorklund, som mødte 27-årige no. 251 Isabella Shinikova.

Bulgareren havde i det første opgør mod Estland vundet 7-6(6), 6-3 over Valeria Gorlats, og mod Ukraine havde hun tabt knebent 5-7, 4-6 til stortalentet Marta Kostyuk.

Bjorklund kvitterede for tilliden ved at vinde 1. sæt efter et break i bulgarerens 2. serveparti og igen, da hun sikrede sig sættet 6-3.

Bulgareren brød straks til 1-0 i 2. sæt, men på den 5. break-mulighed i det efterfølgende meget langstrakte parti, brød Bjorklund tilbage, hvorefter hun bragte sig på 2-1 efter et rent serveparti, og hun bevarede sit momentum ved at bryde til 3-1.

Shinikova havde mulighed for at bryde tilbage ved 2-4, men Bjorklund holdt stand og bragte sig på sejrskurs til 5-2, og i bulgarerens næste serveparti havde hun den første matchbold, som dog blev afværget, men på den næste matchbold sendte Shinikova bolden i nettet til svensk sejr 6-3, 6-2.

Johanna Larsson sikrer svensk puljesejr

Mattias Arvidssons taktik gav derved pote, så Rebecca Peterson fik mulighed for at spare på kræfterne efter at have spillet 1. single mod både Ukraine og Estland.
I stedet blev det 30-årige Johanna Larsson, som spillede 1. single mod 23-årige no. 158 Viktoriya Tomova, som mod Estland vandt et enkelt sæt mod topnavnet Anett Kontaveit, og mod Ukraine vandt hun 1. singlen mod Kateryna Kozlova 6-3, 6-2.

Bortset fra en enkelt svensk break-mulighed holdt begge spillere serv uden for alvor at være i problemer, men da Tomova servede ved 4-5, kom Larssons større rutine til udtryk, da hun skærpede koncentrationen og udnyttede den første sætbold ved at bryde til 6-4.

Fed Cup
Foto: Georg Beyer Clausen

Koncentrationen blev dog slækket en smule igen i starten af 2. sæt, hvor Larsson satte 40-15 overstyr og med en dobbeltfejl hjalp bulgareren til break-mulighed, som blev udnyttet til at komme i front 1-0, men Larsson brød straks tilbage til 1-1, og Larsson havde i bulgarerens næste serveparti break-muligheder ved 15-40, hvilket dog ikke blev udnyttet, men en baghånds vinder på tværs betød endnu en mulighed, som blev misbrugt på det skammeligste med en enkel flugtning i nettet.
Larsson fik en ny chance, som denne gang blev udnyttet, da hun pressede Tomova til fejl, og bragte sig foran 3-1 med et muligt afgørende break, som blev underbygget ved at holde serv til 4-1.

I løbet af sættet kom der stadig flere tilskuere til Court 2, hvor kampen blev afviklet. Hovedparten af disse kom formentlig fra Centre Court, hvor Ukraine havde bragt sig foran 2-0 mod Estland, efter at Marta Kostyuk vandt 6-3, 6-0 over Saara Orav i 2. singlen, hvorefter Estlands 1. single Elena Malygina fik en lektion på 6-0, 6-0 af Kateryna Kozlova.

Larsson bragte sig foran 5-2, da begge havde holdt serv, og i Tomovas efterfølgende serveparti havde Larsson sin første matchbold, som blev afværget, men svenskeren pressede derefter sin modstander til at sende bolden i nettet til endnu en matchbold, som ikke blev udnyttet, da servereturneringen blev en anelse lang.
I stedet sikrede Tomova sig partiet til 3-5, så Larsson selv måtte serve for kampen.

Larsson kom bagud 0-30 i sit serveparti, men hun fik udlignet til 30-30, hvorefter en dobbeltfejl gav bulgarsk break-mulighed, som blev misbrugt, da en satset baghånd endte i grøften, men Tomava fik endnu en mulighed, som blev udnyttet, da Larsson sendte bolden over baglinjen og lukkede bulgareren ind i kampen.

Tomova kom bagud 0-30 i serven, men hun fik udlignet, hvorefter Larsson fremtvang en fejl til sin tredje matchbold, som mirakuløst blev reddet af en netruller.
Larsson fremtvang derefter den fjerde matchbold, som denne gang blev udnyttet til svensk sejr 6-4, 6-4.

Dermed havde Sverige med en afgørende 2-0 føring sikret sig 1. pladsen i puljen, og både Johanna Larsson og Rebecca Peterson fik mulighed for at spare på kræfterne i doublen, hvor Sverige stillede med Mirjam Bjorklund og Cornelia Lister, som cementerede sejren, da de vandt 6-2, 6-3 over Petia Arshinkova/Gergana Topalova til svensk slutsejr 3-0.

Herunder nogle optagelser fra 1. singlen samt et interview med Johanna Larsson

I den anden kamp i pulje B vandt Ukraine 3-0 over Estland, der således lørdag møder taberen af kampen mellem Danmark og Polen om at undgå nedrykning, mens vinderen møder Ukraine i en placeringskamp om 3-4. pladsen.
Lørdag kl. 16 spiller Sverige og Rusland om en plads i World Group II play-offs 20-21. april

 

Forrige artikelFed Cup: Livestream fra afsluttende puljekampe fredag
Næste artikelFed Cup: Polen vinder begge singler – debut til Hannah Viller Møller
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.