Trods nedrykning var Danmarks holkaptajn tilfreds med indsatsen. Sverige viste format til oprykning, men umuligt mod russere med World Cup niveau

På forhånd ville Danmarks holdkaptajn, Jens Anker Buus Andersen betegne det som en succes, hvis Danmark kunne undgå at rykke ned fra Fed Cup Group I Europe/Africa, hvor kampen sidste lørdag mod Estland netop handlede om at undgå nedrykning.

Kampen blev spillet kl. 12 i hallen med betegnelsen Court 2, og derfor måtte Tennisavisens udsendte for 3. gang i ugen transporteres over den hullede “bombekrater-vej” i Zielona Gora for at gøre klar til optagelser, som det ses herunder, hvor der desuden var dansk support i baggrunden fra både forældre og kæreste til en af de danske spillere, som i øvrigt ikke kom i aktion på sidstedagen.

Fed Cup
Foto: Inge Ejsing – Georg Beyer Clausen gør klar til dagens optagelser – i baggrunden er danske supportere på plads.

Inge Ejsing og John Sellerup Pedersen var som altid på plads med små og store dannebrogsflag, og på billedet herunder ses endvidere, at både Tennisavisens skribent og DTFs Pressechef, Thomas Hansen sad klar ved PC’en.

Fed Cup
Foto: Georg Beyer Clausen

Kort før kampen blev det oplyst, at der var sket en ændring i den sædvanlige danske holdopstilling i single, idet Clara Tauson var blevet syg, og derfor måtte Hannah Viller Møller træde til som 2. single.

Hannah sørgede for, at kampen kom i 3 sæt, men da Estlands Valeria Gorlats pludselig løftede sit spil til uanede højder, kunne Hannah ikke stille meget op.

Karen Barritza blev under hele turneringen stillet overfor de vanskeligst tænkelige opgaver mod spillere fra verdens-toppen, og selvom hun spillede en glimrende kamp mod Anett Kontaveit, kunne hun ikke hindre, at Estland afgjorde nedrykningskampen efter singlerne, hvorefter doublen ikke blev afviklet, og derfor kom Maria Jespersen ikke i kamp om lørdagen.

Kampene er tidligere omtalt herunder.

Fed Cup: Estland sender Danmark tilbage til Group II

Efter et afsluttende interview med både holdkaptajn og spillere var det tid til den sidste tur over “bombekrateret” til Centre Court i Hala Widowiskowo-Sportowa, hvor Rusland og Sverige spillede om adgang til World Group II play-offs 20-21. april.

Sverige stillede ligesom i de 2 første kampe med Johanna Larsson i 2. single og Rebecca Peterson i 1. single, men de kunne ikke for alvor true Rusland, der reelt ikke burde befinde sig nede på det tredje-højeste Fed Cup niveau i betragtning af, hvor mange russiske spillere, der findes i top 100, men nederlag sidste år til både Slovakiet og Letland havde sendt russerne ud af World Group II.

Kampen blev afgjort efter at Natalia Vikhlyantseva vandt over Johanna Larsson, og Anastasia Pavlyuchenkova fulgte op med sejr over Rebecca Peterson, hvorefter russerne fik overrakt medaljer ved en præmie-ceremoni, hvor svenskerne var passive tilskuere i baggrunden, men den svenske holdkaptajn blev dog senere set med en medalje om halsen.

Finalen er omtalt herunder.

Fed Cup: Rusland til World Group II play-offs med 2-0 sejr over Sverige

Ovenstående artikel blev færdiggjort næste morgen, efter at det igen blev “natmad” for både Inge, John og Tennisavisens udsendte, der lørdag kl. 10 satte kursen mod Rostock og kunne nyde buffet’en på færgen til Gedser.

Fed Cup
Foto: Inge Ejsing – Buffet på færgen mellem Rostock og Gedser på vej hjem efter Fed Cup i Zielona Gora.

Derefter gik turen videre til Haslev, hvor turen sluttede for Inge og John, men Georg blev derefter afleveret i Kastrup Lufthavn, hvor han for en sjælden gangs skyld ikke kom uforskyldt for sent til et fly, og han landede derefter i god behold i Stockholm.

Klik på videoen herunder for at se sidste afsnit af “5 rødglødende dage i Polen”