Elmer Møller i storform vandt sin hidtil største ATP Challenger titel i Portugal søndag, og han tog direkte videre til Madrid og kvalificerede sig til deltagelse i Masters 1000 Madrid

Få sekunder efter den sidste bold var spillet i kvalfinalen mellem Elmer Møller og ATP-ranglistens no. 90 Kamil Majchrzak (POL) var Dansk Tennis Forbund hurtig på tasterne med opslaget herunder, hvor det konstateres at Elmer tirsdag har kvalificeret sig til at deltage i hovedturneringen ved ATP Masters 1000 i Madrid.

Kvalifikationen er den foreløbige kulmination på en forrygende uge, hvor Elmer har fundet et ekstremt højt niveau, som i søndags resulterede i Elmers hidtil største titel, da han i finalen ved ATP Challenger 125 Oeiras i Portugal vandt med de suveræne cifre 6-0, 6-4 over ranglistens no. 61, Francisco Comesana (ARG), der var seedet 1 i turneringen.

Den største udfordring i turneringen var i 1. runde mod 4. seedede no. 94 Thiago Monteiro, der vandt over Holger Rune i 3 sæt, da Brasiliens Davis Cup hold vandt 3-1 over Danmark i Hillerød i september 2023.
Brasilianeren var også i 3 sæt mod Elmer, der dog fik overtaget i 3. sæt og vandt 6-3, 6-7(2), 6-1.

I 1/8-finalen kunne Elmer spare på kræfterne, da han vandt på walkover over Mikhail Kukushkin (KAZ), hvorefter han i kvartfinalen vandt 6-1, 7-6(5) over no. 283 Remy Bertola (SUI), der var videre fra kvalifikationen.

I semifinalen vandt Elmer komfortabelt 6-2, 6-4 over 2. seedede no. 68 Roman Safiullin, der for et år siden var i top 40.

Allerede dagen efter finalen i Portugal var Elmer på banen i Madrid, hvor han i 1. kvalrunde vandt 6-1, 6-1 over 19-årige Nishesh Basavareddy (USA), der imponerede ved ATP Next Gen Finals i december 2024, og han har i 2025 bl.a. vundet over Alejandro Tabilo og taget sæt fra Novak Djokovic ved Australian Open.

I finalen mod no. 91 Kamil Majchrzak (POL) blev en dobbeltfejl 5-6 15-30 fatal og gav modstanderen 2 sætbolde, men Elmer trak det længste strå i de 2 efterfølgende sæt og vandt 5-7, 6-4, 6-4.

Efter sejren i Portugal er Elmer avanceret 34 pladser, og han er derved no. 114 på den seneste rangliste.
De 2 sejre i kvalifikationen udløser 20 point, og derved er Elmer no. 111 på liverankingen med 549 point, og han er ca. 40 point fra top 100.

Efter kampe de seneste 5 dage i træk er Elmer uden tvivl godt tilfreds med, at han ved indplaceringen af kvalvinderne blev placeret i den nederste halvdel af lodtrækningen, da han derved får en ekstra fridag, inden han i 1. runde torsdag møder det 18-årige brasilianske supertalent Joao Fonseca, der i suveræn stil vandt ATP Next Gen Finals.
Fonseca indledte 2025 med at vinde ATP Challenger 125 Canberra, hvorefter han ved Australian Open vandt over Andrey Rublev i 1. runde.
I marts vandt han desuden en ATP Challenger 175 titel i Phoenix i Arizona.

Kampen bliver højst sandsynligt vist på TV 2 Sport X, der dækker turneringen massivt.
Vinderen af opgøret møder i 2. runde lørdag 11. seedede Tommy Paul, der ligesom de øvrige seedede er oversidder i 1. runde (R128).

Hvis Elmer ikke leverer en større sensation og spiller sig videre til 2. uge i Madrid, kan han i stedet deltage i Challenger 75 Ostrova, og i de 2 efterfølgende uger er han tilmeldt Challenger 75 Prag og Challenger 100 Oeiras.

Den nye rangering bevirker, at Elmer ved fremtidige tilmeldinger har gode muligheder for at gå direkte ind i kvalifikationen eller i enkelte tilfælde hovedturneringen til flere ATP turneringer, og han kan være tæt på at få direkte adgang til Wimbledon.
Rangeringen har ikke indflydelse på tilmeldingen til French Open, hvor han dog har gode chancer for at blive blandt de 16 topseedede.

Forrige artikelATP 500 Barcelona: Verdensklasse sikrer Holger Rune titlen med sejr over Carlos Alcaraz
Næste artikelUge 17: 3 tidligere danske topjuniorer deltager på den store scene i Madrid
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.