Direktør i Dansk Tennis Forbund, Klaus Nørby Jakobsen, har valgt at opsige sin stilling.

Efter 22 måneder som direktør i Dansk Tennis Forbund har Klaus Nørby Jakobsen indgivet sin opsigelse til bestyrelsen med fratræden ved udgangen af december 2018.

”Det er med stor beklagelse, at jeg har modtaget nyheden om, at Klaus stopper som direktør i Dansk Tennis Forbund. Klaus har gjort en forskel, men ønsker nu nye udfordringer, og det må vi respektere. Dansk tennis bevæger sig i en rigtig retning, og det har Klaus været med til,” siger formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen.

Blandt de mest markante tiltag i Klaus Nørby Jakobsens tid som direktør kan nævnes implementeringen af en ny holdturneringsstruktur, oprettelsen af DTF Trænerhuset og etableringen af talentmiljøer i 11 klubber over hele landet. Senest er DTF’s nye tennisplatform, Tournament Software, blevet lanceret.

Bestyrelsen i Dansk Tennis Forbund sætter nu en proces i gang, der skal føre til ansættelsen af en ny direktør, som kan stå i spidsen for sekretariatet og de engagerede medarbejdere. Bestyrelsen forventer at have en afløser klar i starten af det nye år.