Et brag af en kamp sluttede desværre med svensk sejr. Trods imponerende dansk fight, momentvis kølighed og en yderst spilbar matchbold, var det Markus Eriksson, der sluttede bedst og sejrede med 9-7 i femte mod Andreas Bjerrehus.

Det er næsten urimeligt. At små fem timers tennis skal afgøres med en enkelt bold. Danske Andreas Bjerrehus spillede sit livs første Davis Cup og livs første fem-sætter. Og hvilken gyser blev det. Fire tiebreaks med cifrene 7-6 (5), 7-6 (5), 6-7 (3), 6-7 (3) efterfulgt af 9-7 i femte. Begge spillere havde, selvsagt, chancer i samtlige sæt.

Første sæt: Dansk fight snyder svenskerne

I første sæt var den 23-årige college-knægt Andreas Bjerrehus således nede med 2-5 i sættet, nede med sætbold ved 3-5 i Markus Erikssons serv og nede 2-5 i tiebreaken, før han vandt sættet 7-5. Køligt? I den grad. Ufortjent? Måske en smule. Men så igen – tennis handler om at vinde de store point, og det gjorde Andreas i kampens første sæt.

Han gik uimponeret til opgaven mod den mere erfarne 25-årige modstander, der spillede sin 10. Davis Cup-kamp. Bjerrehus lagde ud med en stopbold og tilspillede sig breakbold i kampens allerførste parti. Desværre kunne han ikke holde sit passerslag inde, hvorpå svenskeren holdt sin serv.

Derefter fulgtes de pænt til 2-3, hvor Eriksson brød, da Bjerrehus sendte sin flugtning ud af banen på et serve & flugt-forsøg. Inden da havde de begge imponeret med flotte passerslag, dueller og stopbolde i partiet.

Og så troede man vel egentlig lidt, at den mere erfarne svensker ville løbe af sted med sættet. Bjerrehus ville det dog anderledes. Ved 3-5 kom han på 15-40. Eriksson vandt dog begge breakbolde og fik sin egen sætbold. Den reddede Bjerrehus.

Partiet bølgede frem og tilbage, og Bjerrehus fik endnu en breakbold på et eminent point – efter en god returnering og en lang duel pressede Bjerrehus svenskeren i denne svagere baghånd, søgte mod nettet, hvor han fik en svær lav flugtning, som han slog en stopflugtning cross court på som det selvfølgeligste i verden. ”Han har gode hænder,” bemærkede Eriksson efter kampen. Jo tak, det tør siges.

Tredje chancer var ikke nok, men på fjerde breakbold lykkedes det, da svenskeren nettede en baghånd. Og lige pludselig var Bjerrehus med igen. Derefter holdt de begge serv frem til tiebreaken, som Andreas begyndte på dårligste vis: Et rammeskud med forhånden plus en dobbeltfejl. Nerver? Det lignede det. En lang baghånd og nogle gode svenskerserver senere stod det pludselig 5-2 til Eriksson, der havde to server i lommen.

Men, men, men – nok en gang kravlede Bjerrehus op af det hul, han delvis selv havde gravet. Først med en topspunden forhånd ned langs linjen for en ren vinder, derpå med en næsten Federersk slice vinder op af linjen, da Eriksson forsøgte sig med sin egen forhånd ned af linjen og søgte mod nettet i håbet om en nem retur. Bjerrehus holdt sine egne server, og da svenskeren så sendte et forsøg på en forhåndsvinder langt ud af banen, stod der pludselig 1-0 til Danmark i sæt.

Andet sæts gentagelse

Andet sæt forløb stort set på samme vis. Svensken fik det første brud, servede for sættet ved 5-4 og havde tilmed hele tre sætbolde i egen serv (40-15 plus en fordel). Men lige lidt hjalp det. Bjerrehus ville ikke give sig og fik igen kæmpet sig flot tilbage.

Denne gang var heldet dog også på hans side. En mistimet forhånd blev til et vinderlob, et forhåndspasserslag tog netkanten og snød Eriksson fuldstændig, en alt for lang stopbold blev gavmildt sendt retur i Bjerrehus’ ketcher, og endelig sendte Eriksson til sidst en baghånd marginalt ud – 5-5.

I den efterfølgende tiebreak kom Andreas faktisk foran. Men så fulgte en knap så klog stopbold (Andreas slog sig selv i hovedet med sin ketcher efterfølgende), og så lidt senere et godt passerslag fra svensken, som pludselig var foran 5-3. Men et par gode returneringer og fornuftige angreb mod svenskerens svagere baghånd resulterer i svenske fejl og endnu et vundet dansk sæt – igen med 7-5.

Angreb og variation mod solidt baglinjespil

De to spillere stod godt til hinanden. Eriksson, som foretrækker grus, søgte at styre duellerne med sin tunge, topspundne og bundsolide forhånd. Lidt ala Ferrer. Bjerrehus spillede omvendt med meget variation og finesse i sit spil. Han blokerede mange server, han slicede fra tid til anden sin baghånd (med stor succes), enkelte gange angreb han også nettet bag en slicet forhånd, han spillede stopbolde i tide (og utide), og han var generelt netsøgende – både med serve & flugt, men også bag sine grundslag og sine stopbolde.

Det var en fornøjelse at se en ung spiller spille med stor variation og så stort mod i sit spil i en tid, hvor flere og flere kun går til nettet, når de bliver tvunget til det af modstanderen eller er helt og aldeles sikre på en svag returbold.

Erikson parkerede sig dog ikke kun bag sin baglinje – han søgte også nettet, når muligheden bød sig, men slicer og stopbolde var der stort set ingen af.

Tredje sæt – dommeren gør så småt sin entré

Fra og med tredje sæt og kampen ud, begyndte dommeren for alvor at gøre sig bemærket. Første gang er det svenskerne, der kommer op i det røde felt, da en linjedommer først dømmer et es ude, derpå irettesætter sig selv, hvorpå dommeren dømmer ny førsteserv frem for es. Det var svenskerne mildest talt ikke tilfredse med og med god grund. Eriksson vandt dog både bolden og partiet alligevel i den ombæring.

Fejldommene fortsatte desværre kampen ud i form af mystiske overrules, manglende overrules og gentagne server og grundslag, der blev dømt forkert inde eller ude. I femte sæt blev Andreas så gal p.g.a., hvad han, denne skribent og de fleste omkringsiddende (inkl. svenske journalister) opfattede som fejldomme, at dommeren bad Kenneth Carlsen om at få Bjerrehus til at styre sig. Hvortil Carlsen svarede: ”Så må du dømme ordentligt” og råbte derpå opmuntrende ord til sin spiller.

Der var situationer, hvor et ellers fair hjemmepublikum samstemmende buhede af dommeren, fordi han så bolde anderledes end resten af en desværre langt fra fyldt Slagelse hal.

Men dommeren til trods blev der stadig spillet tennis. God tennis. Tredje sæt var det eneste uden breaks – på trods af chancer til begge parter. Der var løbende forhænder, flotte passerslag, smukke stopbolde og elegante stopflugtninger.

Men hvor Eriksson måske egentlig spillede bedst, men tabte både første og andet sæt, var det Bjerrehus’ tur til måske at være den bedste spiller i sættet, men ikke have tur i den på de afgørende bolde.

Tiebreaken startede, symbolsk, med hvad der lignede endnu en dommerfejl, da en tvivlsom svensk forhånd blev vurderet til at have fat i linjen. Derefter gik det hurtigt ned af bakke for Bjerrehus, der tabte de næste fire bolde med en lidt for vovet baghånd, et fejlslaget serve & flugt-forsøg og en mistimet forhånd. 0-5 var et lidt for dybt hul, selv for en Bjerrehus med troen på at kunne vende alt. 3-6 kom han op på, før Eriksson tog sit første sæt på vejen mod, hvad der skulle blive et imponerende comeback.

Fjerde sæt – Eriksson trækker igen tidligt fra

Som i første og andet sæt kom Andreas Bjerrehus ned med et brud. Han reddede ellers to breakbolde i første parti, men i sættets tredje parti gik det galt, da Erikssons returnering tog netkanten på breakbolden, og Andreas efterfølgende ikke kunne håndtere Erikssons inside-out forhånd.

Men nede med et break var selvfølgelig også den position, Andreas var mest komfortabel i denne dag. Da svensken server ved 3-2, kommer Bjerrehus da også på 40-0, men Eriksson redder den første med en forhånd, den anden ved hjælp af nok en fejlagtig overrule fra dommeren (Kenneth Carlsen protesterer højlydt) og den tredje med en baghåndsfejl fra Bjerrehus, før Eriksson selv vandt partiet.

Det lod Bjerrehus sig dog ikke slå ud af, og i stedet brød han i næste parti via dejligt insisterende spil, en god stopbold, der gav ham 15-40 og en god returnering på breakbolden, der pressede Eriksson til at nette sit skud. 3-4.

Bjerrehus må dog kæmpe endog meget hårdt for at komme på 4-4. Han begynder partiet suverænt med et brag af et passerslag og et es og kommer på 40-0. Men Eriksson kommer tilbage, og partiet bølger frem og tilbage – flest fordele til Andreas, men han kan bare ikke lukke det. Først på sin sjette eller syvende mulighed for at vinde partiet lykkedes det, da en svensk retur går ud.

Inden da kan publikum bl.a. nyde en vanvittig god stopflugtning fra Bjerrehus, der møder anerkendende nik fra den svenske lejr.

De to spillere holder serv sættet ud, og så var vi ude i kampens fjerde tiebreak i træk. Nok en gang havde Bjerrehus kæmpet sig tilbage, men ligesom i tredje sæt, var det desværre Eriksson, der sprintede afsted med tiebreaken.

Først får Bjerrehus en retur i fødderne på sit serve & flugt forsøg, derpå oversatser han på sin egen returnering (hvor svenskens serv – igen, igen – så lang ud uden at blive dømt lang), derpå et svensk es: 0-3. Så får Andreas et tilsyneladende let smash, som han misser, hvorpå han råber ’lys mand, jeg kan ikke se en skid’.

Bjerrehus kommer på 1-4 med en god baghåndsflugtning, men taber den næste, da dommeren – igen, igen – overruler og dømmer en bold ude, der synes at have fat i linjen. Stor dansk utilfredshed, men til ingen nytte.

Eriksson kommer på 6-1 med en servevinder, og selvom Andreas vinder sine to server, er det ’too little too late’, da endnu en tilsyneladende lang svensk andenserv bliver dømt inde, og Bjerrehus misser returen.

Magen til dommerpræstation skal man lede længe efter. Og så var comebacket en realitet. Det hele skulle afgøres i femte sæt.

Femte sæt: Drama for alle pengene

Eriksson har momentum efter tiebreaken, men det er Bjerrehus, der kommer bedst ud. Med dejligt insisterende spil tilspiller han sig 0-40 i første parti, bl.a. via en smuk, smuk stophalvflugtning.

Desværre for Danmark så fandt Eriksson nogle gode server frem, et es, en dansk mistimet forhånd på en svær, dyb bold og en servevinder mere bringer stillingen på deuce. Derefter oversatser Bjerrehus’ desværre på to forhænder i træk på svenskerens serv i noget, der ligner ren frustration. Øv.

Endnu en alt for risikabel forhånd giver svensk 0-15 føring i næste parti, før Bjerrehus får rystet det af sig og begynder at spille med hovedet igen. En god svensk inside-in forhånd og et fejlslagent dansk forsøg på en cross-court forhåndsvinder giver dog svensk breakbold.

Den redder Andreas med en god serv og en mere giver ny svensk fordel. Men derpå følger endnu to missede danske forhænder, hvor den første ser endog meget træt ud – Bjerrehus kommer slet ikke i position til slaget.

En enkelt god forhånd og nogle gode server redder dog partiet, og dermed er vi på 1-1 efter en tæt og intens start.

 

Derefter holder de begge serv i nogle partier, og Markus Eriksson er i det hele taget begyndt at serve overordentligt godt. Ved 2-2 server han således fire esser i streg fra 0-15 – delvis hjulpet af at Bjerrehus har mistet en smule eksplosion i benene i forhold til at nå ud til serverne, men alligevel imponerende.

Bjerrehus lader sig dog ikke skræmme af et par esser og holder selv flot i næste parti med to servevindere, en modig slicet forhånds approach og en hård flad baghåndsvinder cross court. Det er dog tydeligt, at han er blevet en smule træt – han står og strækker ud mellem de enkelte partier. Det kan ikke undre, eftersom kampen er godt inde i sin femte time.

Ved 3-3 server Eriksson sit femte sæt i træk, men derefter kommer Bjerrehus på 15-30 via en dejlig baghåndsvinder på returen og en god forhåndsreturnering, der åbner op for et drømmehug ned af linjen med baghånden.

Men, men, men – hvis Eriksson ikke kan vinde point, når duellen er i gang, kan han stadig serve esser, i hvert fald ifølge dommeren. Bjerrehus er uenig og brokker sig nok en gang, men der er ingen Hawk Eye til at hjælpe ham mod den halvblinde dommer.

En ny god baghånd ned af linjen giver sættets fjerde danske breakbold, men en helt almindelig forhånd skydes desværre derpå i nettet, hvorpå Eriksson lukker partiet med endnu et par esser.

I pausen forsøger Carlsen at banke noget gejst ind i en åbenlyst skuffet og frustreret Bjerrehus. Fire timer og tyve minutter er spillet.

Det er lige ved at gå galt i næste parti ved 3-4, da en dobbeltfejl og en sjusket forhånd giver 0-30. Men en stor andenserv, en god forhånd og en smuk stopbold efter en god baghånd giver 40-30, og Bjerrehus holder serv.

Næste parti holder Eriksson rent – igen med lidt dommerhjælp, da en forhånd ned af linjen er klart ude ifølge samtlige mennesker i hallen – lige bortset fra ham, der dømmer den, som må modtage buh-råb for sin ‘blindhed’.

Næste parti er ‘så må du dømme ordentligt’-partiet, da nok en tvivlsom svensk bold bliver dømt inde til 30-30. Andreas raser, men dommeren er ikke lydhør og beder som nævnt Carlsen om at få styr på Bjerrehus. Heldigvis håndterer Bjerrehus det yderst professionelt og vinder partiet med to servevindere, 5-5.

Et par lette partier følger for begge spillere, og denne gang er der ikke en tiebreak til at skille dem af, 6-6.

Et par gode danske returneringer og en nettet svensk forhånd giver 15-40 og to livsvigtige breakbolde. Den første ryger i nettet, da Andreas satser på andenserver, den næste forhånd dømmes sent ude og en tilsyneladende lang svensk servevinder giver derpå svensk fordel.

Men der er nerver på nu. Eriksson giver en dobbeltfejl, og flot dansk spil giver ny breakbold, der vindes med en presset svensk forhånd i nettet. Bjerrehus knytter næven. Syv breakbolde skulle der til i femte sæt. Men nu kan han serve for kampen.

Men ak, det starter skidt, da Andreas netter en forhånd, han ikke helt kommer i position til efter serven. På næste point blander dommeren sig igen uheldigt, da han overruler en dansk førsteservsvinder, der havde fat i linjen. Carlsen viser publikum med hånden, at den var inde. I stedet netter Bjerrehus endnu en bold og 15-lige bliver til 0-30 i stedet.

En lang svensk forhånd og en nettet svensk bold giver 30-lige og en modig serve & flugt & smash-kombo giver dansk matchbold.

Andreas får en kort retur på sin serv, men det er som om, fødderne ikke helt er med. I hvert fald synes han ikke helt at komme frem til bolden, som han forsøger at afgøre med en stopbold. Kampen igennem har stopboldene vundet ham flere point, end de har kostet, og var den kommet over, var den uden for Erikssons rækkevidde. Desværre tager den nettet lige under selve netkanten.

 

 

En lang forhånd senere giver svensk breakbold, og Andreas kan ikke sætte sin førsteserv. Som han står og skal serve andenserven tikker der en endog meget højlydt sms ind et sted blandt publikum. Andreas venter et øjeblik – og så server han ellers sin første dobbeltfejl i meget lang tid. Jeg håber vedkommende med telefonen har røde ører.

Og dermed er vi på 7-7 frem for dansk sejr!

Et par svenske esser og et par frustrerede Bjerrehus-bolde senere, står det 8-7 til svenskerne, og Bjerrehus må serve for at blive i kampen.

Et es giver 15-0, derpå en forhånd i nettet og en træt dansk baghånd, der er mistimet. Små fem timer inde er træthedsfejlene mere synlige på dansk side end på svensk. Og så er det Erikssons tur til at få matchbolde, to styk, da han flot passerer Bjerrehus.

Én er desværre mere end nok, da Andreas ikke kan holde sin flugtning inde på sit serve & flugt-forsøg. Eriksson synker i knæ bag baglinjen, Andreas taber sin ketcher og står foroverbøjet ved nettet og venter på sin overmand.

Én bold skilte dem. Tennis kan være et ondt, ondt spil fra tid til anden.

Reaktioner på pressemødet

Markus mente efterfølgende, at “det var skønt at se den stopbold gå i nettet. Han satte næsten alle sine stopbolde. Han har vældig gode hænder, jeg var meget imponeret over hans stopflugtninger”. Derudover mente han, det var en “syg kamp”, og at Andreas spillede med mere risiko og flere vindere end ham selv.

Bjerrehus konstaterede på sin side, at “kampen var så tæt, som den kunne være – fire tiebreaks, jeg servede for kampen og havde matchbold. Omvendt havde han sætbolde i første og andet sæt, hvor jeg kom ud positiv. Sådan er det jo i sport, én eller to bolde afgør alt”.

Trods nederlaget var Andreas “stolt af min præstation og tilfreds med den kamp, jeg leverede. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Selvfølgelig er jeg skuffet, men en bold må ikke tage hele min feeling af den her kamp fra mig. Jeg gav alt, hvad jeg havde. Det er ligesom min mentalitet. Og det var virkelig fedt at spille, virkelig fed oplevelse på banen”

Han tilføjede, at det “helt klart er min største oplevelse som tennisspiller. Det er noget særligt i rød-hvide farver, nationalmelodi, hele hallen bag mig, maser af venner og bekendte og så et rigtigt godt hold til at bakke mig op”.

Trætheden kunne “helt klart mærkes i femte sæt, både fysisk og mentalt. Vi servede begge godt i femte, men vi gættede også meget på returneringerne”.

Og dommeren? Trods uenighederne på banen, var Andreas diplomatisk efterfølgende: “Det er svært, når det er hard court. Det kan være, mine øjne ikke ser perfekt. Og hans heller ikke er. Derfor vil der altid være ting, man er uenige om. Men det har ingen betydning for kampens udfald”.

Herfra skal der lyde et stort tillykke med præstationen og et bedre helt næste gang.

Det var i øvrigt ikke første gang, at Markus Eriksson gjorde det onde ved det danske hold. I 2013-kampen var det således Frederik Løchte Nielsen, der tabte 9-7 i femte efter at have ført 2-1 i sæt.

 

Forrige artikelDavis Cup: Sigsgaard tæt på sensation i afgørende single
Næste artikelKlubnyt: TCO er en historisk perle i international tennis
Anders Høeg Lammers er tennisfan, tennisnørd og tennisspiller. Han følger ATP-touren særligt tæt, men al tennis har hans interesse. Favoritterne er bl.a. Lendl, Edberg, Agassi, Hingis, Safin, Henin, Nalbandian, Djokovic og Federer. Han har i flere år skrevet tennisartikler på sportssitet Sport Fortalt.