Frederik Løchte og Mikael Torpegaard var suverænt bedst i fejlfrit 1. sæt i doublen, men manglende skarphed i starten af 2. sæt og på 3 matchbolde hindrede dansk sejr

Efter fredagens singler i Davis Cup opgøret mellem Indien og Danmark i World Group I Play-offs hang Danmarks muligheder for at sikre den samlede sejr i en meget tynd tråd, og derfor var dansk sejr i doublen en absolut nødvendighed.

Davis Cup: Danmark har ryggen mod muren efter 0-2 inden afgørelsens falder lørdag

Ifølge den holdopstilling, som blev offentliggjort forud for fredagens kampe, var 24-årige Johannes Ingildsen (Joe) udtaget til doublen sammen med den 38-årige spillende holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen, men som nævnt i slutningen af ovenstående omtale, kan der foretages ændringer inden kampstart.

Den mulighed benyttede Løchte sig af, da Joe oprindeligt også optrådte i holdopstillingen som Løchtes double-makker inden Knock-out opgøret mod Marokko i Marrakesch i slutningen af november, men i stedet blev Christian Sigsgaard ifølge Dansk Tennis Forbund valgt af “taktiske årsager”, hvilket kan hænge sammen med, at både Løchte og Joe har baghåndssiden som favorit.

Davis Cup: Efter sejr i doublen sikrede August Holmgren oprykning i ren opvisning

Derfor var det ikke den helt store overraskelse, at Løchte igen ændrede på den oprindelige opstilling, da han som makker valgte 27-årige Mikael Torpegaard (Torpe), der i fredagens single havde haft mulighed for at blive endnu mere fortrolig med det hurtige græs-underlag.
Desuden havde Torpe i slutningen af januar vundet en ATP Challenger double titel på hans daglige hjemmebane i Columbus i Ohio.

En smule overraskende valgte danskerne at modtage serven, men hvis taktikken skyldtes det håb, at den indiske veteran Rohan Bopanna, der netop er fyldt 42 år i fredags, ville være en smule rusten i starten af kampen, lykkedes det ikke helt, idet Indien indledte med en rent serveparti.

Danskerne udlignede straks, da de vandt Torpes serveparti rent, hvorefter der blev en lille åbning i 36-årige Divij Sharan’s serveparti, hvor Torpe med en direkte vinder i grøften på den første servereturnering satte pres på den indiske venstrehåndsspiller, og på Torpes næste servereturnering blev Sharan presset til en fejl til 15-30.
Løchte fik derefter mulighed for at lægge endnu større pres på Sharan med en kvalificeret returnering, som fremtvang en passiv flugtning, men selvom Løchte 2 gange forsøgte at passere Sharan eller presse ham til fejl, holdt inderen bolden i banen, indtil Løchte sendte bolden for langt.
Torpe havde derefter en god mulighed for at følge op på en skarp returnering, men en forhånd i nettet hindrede dansk break-mulighed.

Mønstret fra de første 4 partier gentog sig, da de næste 3 servepartier blev vundet sikkert, hvorefter Indien igen kom under pres i Sharans serveparti, der blev indledt med en dobbeltfejl, og presset blev øget, da en refleksredning fra Løchte gav 0-30, men skarpheden manglede i de næste returneringer, så Indien fortsat fulgte med i sættet.

Der var fortsat ingen problemer i de danske servepartier, hvor samtlige point i Løchtes servepartier blev vundet, og frem til stillingen 6-6 vandt Indien kun 2 point i Torpes servepartier.

Det danske momentum fortsatte i den afsluttende tiebreak, som blev indledt med dansk minibreak til både 0-1, og 1-4, og da begge danskernes server forsat blev vundet, endte sættet 7-3 til Danmark.

Davis Cup Indien 2022
Foto: Dansk Tennis Forbund

Derved fik Danmark fordelen at serve først i 2. sæt, men selvom samtlige point i Løchtes servepartier som nævnt blev vundet, vokser træerne sjældent ind i himmelen, og det første indiske point i Løchtes serv var resultatet af en dobbeltfejl til 15-15, og det næste point fulgte lige efter, da inderne trak sig sejrrigt ud af en netduel.
En løs flugtning fra Løchte efter en indisk servereturnering havnede derefter i nettet, hvorved danskerne for første gang i kampen var i problemer i egen serv ved 15-40.
En servevinder afværgede dog den første break-muighed, men endnu en dobbeltfejl bevirkede, at Indien nærmest fik foræret kampens første break til 1-0.

Dette koncentrationssvigt afgjorde reelt 2. sæt, idet danskerne på intet tidspunkt i sættet fik chancen for at bryde tilbage, og derfor blev kampen afgjort i 3 sæt.

De første 4 partier i det afgørende sæt blev vundet sikkert bag serven, men derefter opstod for alvor problemer for danskerne i Torpes serveparti, da Torpe gled på græsset, da han nåede ud til en skarp cross retur, som han fik over nettet, men han nåede ikke at rejse sig op, inden den næste bold blev spillet forbi ham, og da Torpe blev presset til vinderoplæg efter endnu en skarp retur fra modsatte side, var danskerne nede 0-30.
En velplaceret 2. serv pressede derefter Sharan til et vinderoplæg, som Torpe på det skammeligste misbrugte ved at sende bolden for langt, gav 3 indiske break-muligheder, men Torpe skærpede derefter koncentrationen, og faren blev afværget med 5 point direkte efter serven.

De næste 3 partier blev derefter vundet rent, og Torpes næste serveparti blev ligeledes vundet sikkert efter 40-15, men i Bopannas efterfølgende serveparti ved 4-5 fulgte danskerne med til 40-40 uden dog at spille sig frem til matchbold.
Til gengæld havde danskerne flere muligheder for at lukke kampen, da Sharan ved 5-6 servede med nye bolde, idet en servereturnering fra Torpe direkte på kroppen af Bopanna fremkaldte fejl til 15-30, og en skarp returnering på den næste 1. serv i fødderne på Sharan fremtvang derefter 2 matchbolde ved 15-40.

På den første matchbold blev Torpe lidt for ivrig, da han med et rejehop returnerede 2. serven i nettet, og på den næste matchbold satte Løchte returneringen efter 1. serven i fødderne på Bopanna, men på det næste slag manglede skarpheden, da Løchte sendte bolden for langt.
Danskerne fik en endnu en matchbold, da en servereturnering fra Torpe i fødderne på Sharan blev fulgt op med indgreb ved nettet.
Sharan reddede dog matchbolden med en modig 2. serv i T’et, hvor Løchte ikke fik kontrol over returneringen, der havnede i nettet.
Efter endnu en serv i T’et udlignede inderne derefter til 6-6, selvom Løchtes næste servereturnering sad i fødderne på Sharan og fremtvang en defensiv halvflugtning, som gav Torpe en stor mulighed for at afgøre pointet, hvilket han gjorde ved at sende bolden for langt.

I den afsluttende tiebreak havde Torpe ved 1-1 en stor chance for et minibreak efter en skarp returnering på kroppen af Sharan, som blev presset til et højt oplæg, hvor Torpe forivrede sig og sendte bolden ud.
I stedet kom danskerne for alvor under pres, da en dobbeltfejl fra Løchte blev fulgt op med et minibreak til 1-4, da Løchte sendte en høj servereturnering i nettet med baghånden.
Det ene minibreak blev dog vundet tilbage, da Torpe efter sidebyttet ved 5-1 presssede Bopanna til fejl med en servereturnering på kroppen, og med 2 point direkte på serven sørgede Torpe for, at kontakten blev bevaret ved 4-5.
En velplaceret 1. serv fra Bopanna skaffede Indien den første matchbold, og selvom Torpe satte en god returnering på 2. serven, bevarede Bopanna initiativet i duellen og pressede Torpe til en fejl, hvorved kampen endte med sejr til Indien 6-7(3), 6-4, 7-6(4).

I interviewet med DTF herover fremhæver Torpe et par gange, at han mere følte, at Indien havde vundet kampen, end at danskerne havde tabt den, og derfor var ærgrelsen mindre, end den ellers ville have været.

Kampen kan dog ikke undgå at efterlade det indtryk, at en væsentlig årsag til Indiens sejr i doublen skyldes danskernes manglende skarphed i nogle afgørende situationer.
2. sæt blev reelt afgjort, da Løchte efter et fejlfrit 1. sæt, hvor samtlige point bag serven blev vundet, pludselig lavede 2 dobbeltfejl, og i 3. sæt manglede skarpheden ligeledes, da der var muligheder på et par af matchboldene, og i den afsluttende tiebreak blev de 2 minibreaks til 1-4 i Løchtes serv efter en misbrugt dansk mulighed for minibreak udslagsgivende.

Danske dobbeltfejl hjalp Indien i bonus single

Da Indien havde sikret den samlede sejr, var den efterfølgende single en bonuskamp, som ikke havde afgørende betydning, men for spillerne selv vil der alligevel være prestige og professionel stolthed på spil.

Danmark valgte at lade Johannes Ingildsen spille mod Indiens 1. single, 28-årige no. 170 Ramkumar Ramanathan, der dagen forinden vandt 6-3, 6-2 over Christian Sigsgaard.

Davis Cup Indien 2022
Foto: Dansk Tennis Forbund

Joe viste glimrende takter mod den indiske favorit, som på grund af flere kvalificerede danske servereturneringer i hele 1. sæt måtte kæmpe mest for at vinde sine servepartier, men indtil stillingen 5-5 blev ingen af spillerne konfronteret med break-muligheder.
Den første åbning opstod, da Joe i Ramanathans næste serveparti lagde et perfekt lob på baglinjen til 0-15, og han fulgte det op med en cross forhånd, der fremtvang fejl til 0-30, hvorefter Joe brændte en oplagt mulighed til 0-40, men han gjorde straks skaden god med en direkte retur-vinder efter 2. serven til 15-40, og efter endnu en skarp servereturnering blev inderen presset til at sende bolden i nettet til dansk break til 6-5.

For første gang i sættet kom Joe derefter bagud 15-30, men han holdt hovedet koldt og vandt sættet 7-5 på den første sætbold ved 40-30.

2. sæt fulgte nogenlunde samme mønster, indtil Ramanathan for første gang i kampen fik break-mulighed ved stillingen 4-5, idet Joe ved 30-15 mistimede en oplagt smash-mulighed og efterfølgende lagde en meget løs førhånd i nettet til 30-40, hvilket betød indisk sætbold, men inderen misbrugte en stor mulighed for at afgøre point’et, så Joe slap med skrækken og vandt alligevel sit serveparti til 5-5.

Da Joe ved 5-6 igen servede for at blive i sættet, opstod atter problemer efter danske dobbeltfejl til både 15-30 og 30-40, og med endnu en dobbeltfejl fik Ramanathan 2. sæt foræret på et sølvfad.

Da kampen ikke havde afgørende betydning, blev 3. sæt afgjort i match-tiebreak, hvor det første minibreak fulgte efter en mindre velvalgt dansk stopbold, men Joe brød straks tilbage til 2-2 efter en returnering i fødderne på inderen.
Endnu en dansk dobbeltfejl gav Ramanathan minibreak til 4-2, og efter sidebyttet øgedes forspringet med endnu et minibreak, da Joe blev presset til at sendte en flugtning i nettet.
Det ene minibreak blev dog taget tilbage, men da Joe ikke udnyttede sine chancer kunne inderen igen sikre et minibreak til 7-3, og kort tid efter havde Ramathan 5 matchbolde ved 9-4.
Joe vandt derefter begge sine server, og en indisk dobbeltfejl til 7-9 tændte et lille håb, som dog straks blev slukket med en servevinder, som sikrede Ramanathan sejren 5-7, 7-5, [10-7].

Ligesom i doublen efterlades igen det indtryk, at dansk sejr var indenfor rækkevidde, men da både serven svigtede, og Joe ikke udnyttede sine muligheder, blev inderens større stabilitet i kampen afslutning afgørende for udfaldet.

Danmark spiller i World Group II til september

Alle resultater fra både Qualifiers, World Group I Play-offs og World Group II Play-offs er opdateret under Davis Cup sektionen i “Udvalgte turneringer uge 9” – https://www.tennisavisen.dk/turneringer-uge-9-danmarks-davis-cup-hold-paa-graes-i-indien-ukraine-paa-hjemmebane-i-tyrkiet/#DavisCup

Nederlaget betyder, at Danmark 16-17. eller 17-18. september igen deltager i World Group II, hvor deltagerne er de tabende nationer fra Group I Play-offs:
Slovenien, Danmark, Uzbekistan, Polen, Tunesien, Uruguay, Barbados, Litauen, Bolivien, Libanon, (Hviderusland?)
Der tages forbehold for, om Hviderusland fortsat vil være udelukket.

Desuden deltager vinderne fra World Group II Play-offs:
Irland, Dominikanske Republik, Letland, Taipei, Indonesien, Estland, Egypten, Grækenland, Monaco, Bulgarien, Zimbabwe, Benin

Vinderne fra World Group I Play-offs:
Chile, Indien, Tyrkiet, Portugal, Boznien/Herzegovina, Israel, New Zealand, Ukraine, Pakistan, Peru, Schweiz, Mexico
deltager 16-17. eller 17-18 september i World Group I sammen med de tabende nationer fra Qualifiers:
Ecuador, Rumænien, Finland, Columbia, Canada, Brasilien, Slovakiet, Ungarn, Norge, Japan

Det lykkedes således hverken Finland eller Norge at kvalificere sig til Davis Cup Finals gruppe-spillet, som afvikles i 4 forskellige byer 14-18. september.

Finland førte 2-1 efter doublen, da Harri Heliovaara og Emil Ruusuvuori vandt med de helt små marginaler 6-3, 2-6, 7-6(5) over Sander Gille og David Goffin, men Goffin udlignede til 2-2, da han vandt 6-4, 6-2 over Ruusuvuori, hvorefter Zizou Bergs vandt den afgørende single 6-4, 6-0 over Otto Viranen.

Norges muligheder forudsatte, at Casper Ruud kunne vinde begge sine singler, og han levede op til favoritværdigheden i det første opgør, hvor han vandt 6-1, 6-4 over Mikhail Kukushkin, men efter sejre til Kazakhstan i de 2 næste kampe forsvandt Norges teoretiske mulighed, da Alexander Bublik bragte Kazakhstan foran 3-1, da han vandt 6-4, 5-7, 6-4 over Ruud.

Sverige sørgede dog for, at Norden er repræsenteret ved slutspillet, selvom Mikael Ymer ikke kunne deltage i opgøret mod Japan, men hans storebror Elias Ymer blev den helt store helt, da han først vandt 7-5, 6-4 over Taro Daniel, og dagen efter vandt han sammen med Andre Goransson 2-6, 7-6(7), 7-5 over Ben McLachlan og Yasutaka Uchiyama, og i den 5. og afgørende kamp sikrede han den svenske 3-2 sejr, da han vandt 6-3, 6-3 over Yosuke Watanuki.

Sidste års finalister ved Davis Cup Finals, Rusland og Kroatien er direkte kvalificeret til gruppespillet, men hvis Rusland fortsat er udelukket, udpeges en afløser forinden.
Desuden deltager Storbritannien og Serbien, der begge har wildcards, sammen med vinderne af Qualifiers:
Frankrig, Spanien, Belgien, USA, Holland, Tyskland, Italien, Australien, Kazakhstan, Sverige, Argentina, Korea

 

Forrige artikelDavis Cup: Danmark har ryggen mod muren efter 0-2 inden afgørelsens falder lørdag
Næste artikelSpændingen bevares til sidste runde
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.