En sejr i en historisk kulisse mod et stjernespækket serbisk mandskab og et møde med verdens bedste nation. To synlige beviser på, at dansk landsholdstennis aktuelt er at finde på et skyhøjt internationalt niveau. Aldersgennemsnittet på de to mandskaber tilsiger, at der kan blive endnu mere at juble over de kommende år.

Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men det kunne det så alligevel.

Det er sport, når det er bedst. Det der strider mod al logik, sker. Når et undertippet dansk herrelandshold rejser til Kazakhstan og vinder uden Holger Rune, når samme mandskab med den danske superstjerne vinder over Serbien i en udsolgt Royal Arena og når en jurastuderende der lagde ketsjeren på hylden for flere år siden, går på banen til Danmarks første hjemmebanekamp i Billie Jean King Cup nogensinde og er med til at sikre sejren.
Tilfældigheder sker sjældent tre gange indenfor kort tid. Hvis man tager udgangspunkt i den logik, så er det der sker i disse år indenfor dansk landsholdstennis alt andet end en bold der lige ruller over på den anden side efter berøring med netkanten. Det er frugten af hårdt arbejde hos de enkelte spillere og evnen til at skabe rammerne for gode landsholdsmiljøer i Dansk Tennis Forbund.

Danmarks Billie Jean King Cup hold vinder 3-2 over Mexico
Danmarks Billie Jean King Cup hold vinder 3-2 over Mexico. Sportsfotograf.com

Tilbage i november sikrede det danske damelandshold sig via sejren på hjemmebane mod Mexico en plads i de såkaldte ”Qualifiers”. Det er den bedste præstation af et dansk damelandshold i mange år. Da strukturen er ændret en del de senere år, kan det være svært præcist at måle, om det er det bedste nogensinde. Qualifiers handler, som navnet beskriver, om at kvalificere sig. Til det højeste man kan opnå indenfor dametennis i landsholdsregi: Finals, hvor otte nationer deltager i en vind eller forsvind turnering i november måned. Danmark blev ramt af et ærgerligt afbud, da Clara Tauson måtte melde fra kort før kampene mod USA og Slovakiet i Bratislava. Det til trods kæmpede det danske hold en brav kamp mod nationer, der på papiret ikke burde levne danskerne en jordisk chance. Ser man isoleret på resultaterne gik alt efter, hvad logik og ranglister kunne forudsige. Alligevel var det en flok stolte danskere, der efter to nederlag og dermed farvel til drømmen om finals, gjorde status.
• ”Det betyder rigtig meget at have spillet her. Det er en ære at få lov til at spille de her landskampe, og at det så ovenikøbet er i en så stærk gruppe mod så gode modstandere, det synes jeg bare er virkelig fedt. Jeg er beæret og taknemmelig for, at jeg får lov til at spille de her kampe. Jeg tror, at det kommer til at være rigtig godt for min udvikling. Jeg får udstillet mine mangler i sådan nogle kampe som her, men finder også ud af, hvad der gør mig stærk, og hvad der virker for mig mod spillere på det her niveau, og at jeg også har nogle kompetencer som godt kan være med deroppe.” fortæller Rebecca Munk Mortensen.
Johanne Svendsen supplerer.
• ”Det er kæmpestort at spille qualifiers. Og at møde de top-50 og top-100 spillere, som er det vi stræber efter til daglig. Så at få lov til at prøve det af her i holdregi, det er genialt for os lavere rangerede spillere.”
Jens Anker Andersens, holdets kaptajn, summerer det hele op.
• ”Det har været en god uge. Vi fik ingen sejre, men tager meget med os herfra. Og jeg tror på, at vi kan nå til Shenzhen. Måske ikke næste år, men jeg tror, at Danmark på et tidspunkt vil få muligheden for at komme i Finals og kæmpe med om titlen.”
Resultat betyder, at Danmark skal ud i en Play-Off kamp til efteråret. En kamp der, hvis lodtrækningen arter sig, vil være på hjemmebane i Danmark.

Kan magien leve videre i Marbella?

Hvis finalekampen ved ATP-turneringen i Barcelona mellem Holger Rune og Carlos Alcaraz var en forsmag på, hvad der venter, når Danmark og Spanien mødes til september i Marbella, så kan vi godt glæde os.

Glæde sig gjorde også en helt unik kulisse i Royal Arena tidligere på året. For selvom Holger Rune skuffende tabte på førstedagen, så bed det danske hold fra sig i sidste ende og besejrede Serbien med 3-2. Mange af de fremmødte havde uden tvivl købt billet i forhåbningen om at se Novak Djokovic. Ham måtte de spejde langt efter. Til gengæld gik rigtig mange hjem med et tydeligt billede af hvem Elmer Møller er. Danskeren steppede op og vandt den femte og afgørende kamp på sidstedagen, hvilket sendte Danmark i armene på Spanien ude til september.
“Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er bare megaglad. At vi ender med at vinde 3-2. Jeg tror måske det er historie, “ fortalte en både rørt og lykkelig Elmer Møller efter opgøret.
Lykken må i den grad fortsat være at finde hos den unge dansker. For siden opgøret mod Serbien har han leveret tennis på et niveau, der aktuelt har sendt ham tæt på top-100 i verden. Dermed er han med til at gøre Danmark til et endnu mere slagkraftigt mandskab, der har mere at byde på end Holger Rune.
Danmarks kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, satte følgende ord på sejren.
“Det er et af de største resultater for dansk tennis. Vi bliver ved med at høvle fantastiske Davis Cup-kampe hjem til Danmark. I dag ender det med en eventyrafslutning her på så fantastisk en hjemmebane. Når det ikke blev en overlegen sejr, så var det her vilde drama det bedste, “ sagde Frederik Løchte Nielsen på pressemødet efter sejren og uddybede;
“Det her er kæmpestort. Det er det største, jeg har prøvet i min Davis Cup-tid både som spiller og kaptajn. “

Om eventyret fortsætter med flere sejre og magi i Marbella må tiden vise. Sikkert er det i al fald, at de danske tennisspillere aktuelt viser sig frem på fornemste vis internationalt. Både individuelt og på de danske landshold.

Forrige artikelKurhotel Skodsborg: Deluxe spahotel til en perfekt tennisweekend
Næste artikelUge 22: Elmer Lucky Loser møder Tommy Paul. Holger og Clara lodtrækning med perspektiver
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.