Photo: ITA Tennis

Der er gennem de sidste par uger blevet spillet Conference Championships, og flere danskere var med til at gøre deres for at lige netop deres skoler kom så langt som muligt.

Conference Championships. En turnering som alle collegehold kæmper ihærdigt for at kunne deltage i. Den regulære sæson er ved vejs ende, og det er nu at det rigtigt sjove og spændende ved college tennis kommer frem. Nerverne hænger lidt mere udenpå tøjet, og samtlige spillere og coaches er alle lidt mere klar og ivrige efter at vinde. Hvis man tidligere på året har slået eller tabt til en skole som man er i conference med, så er det tid til pay-back. Man vil for alt i verden ikke tabe til en conference skole. Vinderne af de respektive conferences sikrer sig en billet til de nationale holdmesterskaber. 64 hold i alt deltager ved de nationale mesterskaber.

Emma Rønholt: Big West Conference. Cal State Uni Northridge kvalificerede sig til slutspillet, men tabte i første runde til California State University Fullerton med 4-3. Emma Rønholt tabte sin single i tre tætte sæt.

Amina Hadzic: Ohio Valley Conference. Murray State University kvalificerede sig til slutspillet, men måtte se sig besejret i en tæt match mod Eastern Kentucky med 4-2. Amina var i aktion, men kunne ikke færdigspille sin single eller double, idet kampen var afgjort inden.

Anna Rasmussen: Atlantic 10 Conference. VCU havde kvalificeret sig som nummer 1 efter regular season, og VCU kom også rigtig langt ved deres slutspil. I deres første runde kamp slog VCU Richmond University med 4-3. Her vandt Anna Rasmussen både sin single og double. I semifinalen blev Saint Luis besejret med 4-1, og som var det tilfældet i første runde, så vandt Anna Rasmussen også her både single og double. I finalen måtte VCU se sig besejret med 4-2 til Massachusetts. Anna Rasmusen forstatte dog de gode takter og nåede at vinde både sin single og double.

Christian Sigsgaard: Big 12 Conference. Texas havde kvalificeret sig til slutspillet, men det var en kort optræden for holdet. Oklahoma slog Texas med 4-3 i første runde. Christian Sigsgaard tabte sin double, men vandt dog en meget tæt og velspillet single.

Henrik Heise: Atlantic Coast Conference. Virginia Tech stod i deres første runde kamp over for NC State, men måtte desværre se sig besejret 4-3. Henrik Heise tabte en meget lang og tæt single, men vandt dog en svær double.

Simon Friis Søndergaard: Atlantic Coast Conference. North Carolina var på forhånd udset til at være en af de store favoritter til at vinde deres conference, og holdet kom også langt. I kvartfinalen slog North Carolina Florida State med 4-1. Simon Friis tabte både sin single og double. Han fik dog lidt oprejsning i North Carolinas semifinale mod Virginia. Her vandt Simon Friis sin single, men tabte sin double. Holdet tabte 4-3 til Virginia, som dagen efter vandt deres conference ved at besejre Wake Forest.

Mikael Torpegaard: Big Ten Conference. Ohio State var de største favoritter til at vinde deres conference, og holdet levede op til favoritværdigheden. I kvartfinalen vandt Ohio 4-0 over Minnesota, og her vandt Mikael Torpegaard sin single i to sæt. Doublen blev ikke færdigspillet. I semifinalen vandt Ohio 4-0 over Wisconsin, og her vandt Torpegaard både sin single og double. I finalen vandt Ohio 4-1 over Michigan. Torpegaard fortsatte det gode spil, og vandt også her både sin single og double.

Jonas Zacho Larsen: Big Ten Conference: Iowa måtte i deres førsterunde kamp se sig besejret med 4-0 til Penn State. Jonas Zacho Larsen var i gang med at vinde sin single kamp, men holdkampen blev afgjort inden at han havde færdigspillet sin kamp.

Johannes Ingildsen: Southeastern Conference. University of Florida viste høj klasse i deres kvartfinalekamp med Ole Miss som blev besejret med 4-0. Johannes Ingildsen vandt både sin single og double. I deres semifinale mod Georgia, viste Johannes Ingildsen storspil, og vandt igen både sin single og double. På trods af at Johannes havde gjort sit til at sikre Florida sejren, måtte Florida til sidst trække det korte strå. Georgia endte med at vinde 4-3, og vandt efterfølgende finalen 4-3 over Mississippi State.

Andreas Boers og Peter Foersom: Missouri Valley Conference. Illinois State havde også kvalificeret sig til conference, og vandt i deres første runde 4-3 over Stony Brook. Andreas Boers vandt både sin single og double, og gjorde dermed sit for at vinde vigtige kampe for holdet. I semifinalen måtte holdet dog se sig besejret 4-0 af Drake University. Andreas Boers tabte sine double og fik ikke sin single færdigspillet. Peter Foersom figurerede ikke på holdkortet til denne holdkamp.

Sander Gjøls Andersen: Mountain West Conference. San Diego State viste god figur gennem slutspillet. I første runde vandt holdet 4-2 over New Mexico, men Sander Gjøls vandt desværre ikke sin single. I doublen var Sander foran med makkeren, men fik ikke færdigspillet kampen idet doublepointet var blevet vundet forinden. I semifinalen tabte San Diego State 4-1 til Utah State. Sander Gjøls tabte sin single, og endnu en gang fik han ikke færdigspillet sin double.

Forrige artikelSofia Arvidsson skal udvikle helt unge piger sammen med EuroElite og Team Norden Match
Næste artikelITF Wiesbaden: Både Karen Barritza og Anna Zaja besejret af Bibiane Schoofs
Ondrej Kralik er 27 år, og har spillet i KB siden han var 8 år. Han har spillet på KB's 1., 2. ,og 3. hold og er desuden træner og sponsoransvarlig i KB. Ondrej er uddannet Tennis Coach og er rejsecoach både nationalt og internationalt. Desuden har han studeret på Campbell University i North Carolina fra 2009-2013 og har en Double Major i Marketing & Business Administration samt en Master in International Business Communication fra CBS i 2015.