Frederik Løchte Nielsen har uden tvivl modtaget den advarsel, som fremgår af denne artikel i Tennisavisen, Asiatisk tennis: Pas på – Japanerne kommer!, da han natten til tirsdag (dansk tid) skulle spille 1. runde ved ATP Challenger turneringen i Seoul.

Modstanderen Hiroki Moriya var nemlig fra Japan, og som no. 173 væsentligt højere rangeret end Frederik, der er no. 316.
Det blev da heller ikke nogen nem opgave for Frederik, der tabte et jævnbyrdigt 1. sæt 5-7.
Også 2. sæt blev en jævnbyrdig affære, hvor Frederik vandt 7-4 i tiebreak.
I 3. sæt var der stadig stor jævnbyrdighed, men i sidste ende blev det sejr til Frederik 5-7, 7-6(4), 7-5, hvilket vidner om en god mental indsats.

I 2. runde skal Frederik ikke forvente, at det bliver spor lettere, idet han møder 3. seedede no. 88 Hyeon Chung (KOR), som de fleste med korttids-hukommelsen i behold husker vandt så sikkert som 6-0, 6-1 over Frederik i kvartfinalen i Busan i sidste uge, hvorefter han også vandt turneringen efter sikre sejre i både semifinalen og finalen.

Chung vandt i 1. runde tirsdag over (196) Jason Jung (USA), som dog fik presset ham ud i en tiebreak i 2. sæt.
Som bekendt forløber 2 kampe sjældent helt ens, så derfor bør Frederiks chancer i næste kamp ikke helt afskrives på forhånd.

Da Frederik spillede sin single på Court 13, er der ikke mulighed for at gense kampen på Livestream, men kampen mellem Chung og Jung kan genses herunder på Seoul 2015 – Centre Court.

Kampen mod Chung spilles formentlig torsdag, hvor der sandsynligvis bliver mulighed for at følge den på Livestream.
Onsdag kan man til gengæld følge 2. runde kampen i double, hvor Frederik og hans makker Toshihide Matsui (JPN) møder Hyung-Taik Lee (KOR)/Danai Udomchoke (THA).
Kampen spilles på Centre Court umiddelbart efter doublen mellem 1. seedede Mao-Xin Gong (CHN)/Hsien-Yin Peng (TPE) vs. Lucky Loser parret Soon Woo Kwon/Duckhee Lee (KOR), som er programsat til kl. 1500 (0800cet), hvor danskerne ikke behøver få nattesøvnen spoleret for at kunne følge med, hvis man benytter samme link herunder.

 

Forrige artikelITF Junior Santa Croce Sull’Arno: Hannestad en enkelt kamp i single og double
Næste artikelWTA Rom: Første runde færdigspillet – se resultaterne
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.