Da Johannes Ingildsen for første gang i karrieren fik mulighed for at deltage i en ATP Challenger double, blev makkeren skadet, men han får alligevel chancen i både single og double. Mikael Torpegaard deltager i samme turnering

Siden afslutningen på University of Florida sidste sommer har 24-årige Johannes Ingildsen (Joe) været flittig deltager på ITF Men’s World Tennis Tour, hvor han i slutningen af året vandt sin første M15 titel i Santo Domingo.

M15 Santo Domingo: Johannes Ingildsen vinder karrierens første professionelle titel i single

Joe er i mellemtiden avanceret fra en rangering udenfor top 1.000 til no. 748, der er hans hidtil højeste rangering.

I double er Joe rangeret som no. 561, hvilket 5 double-titler har bidraget til.
2 af titlerne er vundet sammen med Alfredo Perez (USA), som Joe ofte spiller sammen med, og de gode resultater har givet dem mod på at forsøge at gøre sig gældende på ATP Challenger niveau, hvor deres rangering gav mulighed for at deltage i double ved den kommende uges ATP Challenger i Savannah i Georgia, USA.

Imidlertid har Perez brækket hånden, som han tidligere på ugen slog ind i en væg, efter at han var sendt ud af en M15 turnering i Orange Park i Florida af sin danske double-makker, og derfor måtte de melde fra i doublen, hvor de var seedet 2.
Joe måtte også forlade turneringen i single efter 2. runde mod 22-årige Yibing WU (CHN), der vandt 6-3, 3-6, 6-3, og efter yderligere 2 sejre spiller kineseren søndag finale mod 18-årige Michael Zheng (USA).

Skaden betyder også, at Joe og Perez blev nødt til at trække sig fra doublen i Challenger turneringen i Savannah, men Joe var ikke indstillet på at opgive håbet om en Challenger debut, og derfor undersøgte han muligheden for at stille op med en anden makker.

En oplagt mulighed kunne være at spørge Davis Cup kollegaen Mikael Torpegaard (Torpe), som er tilmeldt samme turnering, men da Torpe havde aftalt at spille sammen med Tennys Sandgren, som han for nylig vandt en Challenger titel sammen med på Torpes hjemmebane i Columbus i Ohio, var det ikke en mulighed.

Joe får alligevel muligheden for at deltage i double, hvor han i stedet spiller sammen med 25-årige Felix Corwin (USA), der er no. 573 på double-ranglisten og no. 499 i single.

Selvom Joe ikke figurerer på entrylisten i single, er det alligevel lykkedes at snige sig med i kvalifikationen, hvor han søndag ved 1730-tiden møder 17-årige no. 437 Arthur Fils (FRA), der sammen med landsmanden no. 389 Luca Van Assche og no. 419 Juncheng Shang (CHN) er de eneste i top 450 fra 2004-årgangen.

I tilfælde af sejr i 1. kvalrunde møder Joe i kvalfinalen vinderen af 11. seedede no. 603 Donald Young (USA) og no. 1149 Kiranpal Pannu (NZL).

Davis Cup Indien 2022
Foto: Dansk Tennis Forbund – Mikael Torpegaard ved Davis Cup i Indien 2022

Torpe undgår at spille kvalifikation, da han slap ind på en af de sidste pladser i hovedturneringen, hvor han ikke fik den mest heldige lodtrækning, idet han møder 4. seedede no. 139 Jack Sock (USA), der har vundet begge deres indbyrdes opgør i 2 sæt.

På grund af udeblevne resultater er Torpe faldet markant på ATP-ranglisten, hvor han er no. 331, og derfor har han i de seneste 2 ATP Challenger turneringer været henvist i at spille kvalifikation, hvor han dog i begge tilfælde har vundet sine kampe komfortabelt i 2 sæt, men både i Sarasota forrige uge og i Tallahassee i den forløbne uge måtte Torpe forlade turneringen efter 1. runde i hovedturneringen.
I begge turneringer vandt Torpe 1. sæt i 1. runde, og i Tallahassee havde han tilsyneladende kampen under kontrol i 2. sæt mod Emilio Gomez (ECU), der dog på mirakuløs vis alligevel vandt kampen 3-6, 7-5, 6-4.

Tilsyneladende kæmper Torpe stadig med at bryde den “onde cirkel”, hvor det mest er “stolpe ud” i de afgørende situationer, hvor selvtilliden – eller mangel herpå – ofte er den udslagsgivende faktor i tætte kampe.

Kampe fra både hovedturnering og kvalifikation ved ATP Challengers kan som regel følges direkte på Livestream.com/ATP, hvor Joe forventes at blive streamet, når han spiller 1. kvalrunde ca. 1730 søndag.
Kampen fremgår dog i skrivende stund ikke på oversigten med “upcoming” kampe, og derfor tages forbehold for, at kampe muligvis ikke bliver vist alligevel.

Tilføjelse: Kampene fra Savannah kan ses via Live scores: https://www.atptour.com/en/scores/current-challenger/savannah/5067/live-scores – klik på “Watch live”, når kamp begynder.