Frederik Løchte Nielsen fik en meget kort pause efter Davis Cup, da han allerede onsdag spillede både single og double i Virginia - med succes

Frederik Løchte Nielsen har i flere uger forud for Davis Cup matchen mod Sverige deltaget i en række Challenger turneringer i Californien uden større succes i single.
I hans første kamp ved Davis Cup mod det 17-årige svenske stortalent Mikael Ymer kunne man godt have den fornemmelse, at de udeblevne sejre påvirkede selvtilliden mod svenskeren, som dog spillede en fremragende kamp, hvor han efter svensk 1-0 føring ikke var belastet af det helt stor forventningspres i den kamp.

Til gengæld spillede Løchte sammen med Thomas Kromann en glimrende double mod Sverige, og i søndagens single mod Marcus Eriksson spillede han nærmest opvisnings-tennis, da han udlignede til 2-2 og skabte fornyet spænding, indtil Mikael Ymer slukkede lyset i 5. sæt mod Christian Sigsgaard i den afgørende single.

Hverken Frederik Løchte eller Johan Brunstrom, som inden de stod som modstandere i Davis Cup matchen havde vundet 2 turneringer sammen i double i Californien, fik ret meget tid til at slappe af efter den hæsblæsende Davis Cup match, inden de begge satte kursen mod Charlottesville i Virginia, hvor de i denne uge spiller double sammen i Charlottesville Men’s Pro Challenger, hvor Løchte desuden og er tilmeldt i single.

Onsdag spillede Løchte 1. runde mod 7. seedede no. 154 Blaz Kavcic (SLO), som er rangeret væsentlig højere end Løchte, der er no. 290.
Imidlertid spiller rangering ikke den store rolle, når der er tale om Frederik Løchte Nielsen, som på sine gode dage kan gøre sig gældende mod top 100 spillere, og på mindre gode dage kan tabe til mange lavere rangerede spillere.

Kampen mod slovakken tilhørte den første kategori, hvilket man kan forvisse sig om ved at gense kampen på livestream herunder.
Måske var hans gode kampe ved Davis Cup – ikke mindst i søndagens single – medvirkende til, at han fik spillet op på så højt et niveau, at han kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 6-3, 5-7, 6-4.

Efter sejren blev på samme bane (court1) spillet en double, hvor 2. seedede Chase Buchanan/Tennys Sandgren (USA) vandt over Liam Broady/Daniel Evans (GBR).

Efter denne kamp skulle Løchte og Brunstrom, der er seedet 1 i double i aktion mod David Rice/Marcus Willis (GBR).
Det dansk svenske par fortsatte de gode takter fra de 3 seneste turneringer, hvor de som nævnt vandt de 2 og var i semifinalen i den ene, og det blev til endnu en sejr, da de vandt 6-4, 6-4. Kampen kan genses herunder

Torsdag skal Løchte igen spille både single og double, denne gang på centrecourt og begge kampe kan følges på Livestream herunder – denne gang med kommentator-lyd.

I single møder Løchte no. 320 Tommy Paul (USA), og den følger umiddelbart efter kampen  mellem de 2 kvalspillere Stefan Kozlov (USA) og David Rice (GBR), som startede kl. 17 dansk tid.

Efter Løchtes single, som starter ca. 1930, følger kampen mellem 6. seedede Jared Donaldson og kvalspilleren Noah Rubin, begge USA, inden Løchte tidligst kl. 23 dansk tid igen skal i aktion sommen med Johan Brunstrom, når de i kvartfinalen i double møder Adrien Bossel (SUI)/Mitchell Krueger (USA)