Caroline varmer op på græsset i turneringen i Eastbourne 24. - 30. juni. 

Efter en ca. 3 ugers kamppause handler det for Caroline nu om den korte græssæson.

Turneringen Nature Valley International i Eastbourne er i år den eneste opvarmningturnering på græsbaner, som Caroline deltager i op til Grand Slam turneringen i Wimbledon. 

Træningsprogrammets omfang, andel og rolle i det samlede opvarmningsprogram kender vi ikke så meget til, udover at det er i gode hænder. Men med hensyn til kamptræning er det en noget afkortet opvarmning i forhold til den, der blev gennemført op til Grand Slam turneringen på Roland Garros, idet Caroline spillede i 3 opvarmningsturneringer umiddelbart før starten i Paris. Men Eastbourne er en turnering, hvor Caroline sædvanligvis får spillet 3-4 kampe – plus/minus, og det indgår måske netop i overvejelserne og planlægning af at optimere “klargøringen” til Wimbledon. 

Piotr blev i forbindelse med græssæsonen sidste år citeret for, at spil på græsbaner er meget hårdere for kroppen end på hard courts, så måske vurderer Wozniacki teamet, at en kort, intensiv opvarmning lige op til den store turnering er mere hensigtsmæssig end muligheden for flere kampe over en længere periode.

Tidligere resultater

Caroline har vundet turneringen i Eastbourne 1 gang, desuden spillet 1 finale, 3 semifinaler, 1 kvartfinale og har haft et par tidligere exits. Hun måtte i semifinalen mod Bencic i 2015 trække sig ved stillingen 03 i første sæt.

         Note: Caroline sad over i 1. runde I 2015 og 2017. 

Modstanderne

Caroline sidder over i første runde.
Efter seedning kan hun møde disse modstandere:
2. runde. Camilla Giorgi eller Irina-Camelis Begu (begge useeded)
3. runde. Johanna Konta (13)
4. runde, kvartfinale. Ashley Barty (8) alternativt Magdalena Rybarikova (10)
5. runde, semifinale. Angelique Kerber (4) alternativt Daria Kasatkina (7)
6. runde, finale. Karolina Pliskova (2) alternativt Petra Kvitova (3), Jelena Ostapenko (5), Julia Görges (6).

Nogle vil nok mene, der er nogenlunde gode chancer for, at Caroline kan nå mindst semifinalen. Andre kunne synes, at det kan blive svært nok allerede fra 2. runde, hvor såvel Giorgi som Begu kan være meget besværlige på en for dem god dag. Konta har ikke været så skarp på det seneste, men det kunne hun måske finde på at blive – vi har jo set, hvad hun er i stand til at præstere. Barty vil formentlig næppe være oppe på 100% igen før i Wimbledon, men men men ….

Skulle det blive til en finaleplads igen i år, står der muligvis en af Carolines to onde ånder Ostapenko eller Görges på den anden banehalvdel – eller Kvitova, som på en for hende bare nogenlunde god dag er meget, meget svær grænsende til umulig at have med at gøre på de hurtige græsbaner.

Men som sædvanligt kan det hele jo meget vel udspille sig ganske anderledes end seedningen – og spekulationerne tilsiger.

Forventningerne

Caroline stiller givetvis op for at vinde turneringen. Men det er nok næsten lige så meget for at få spillet nogle gode, givtige opvarmningskampe, inden det går løs i Wimbledon. Sidste år nåede Caroline finalen, og det vil vi publikummer jo nok håbe, hun gør igen i år – mindst. Men såfremt det ikke skulle blive tilfældet, kan man håbe på nogle gode seværdige kampe med en velspillende Caroline, der viser, hun er klar til Wimbledon.

Forrige artikelLørdag 23. juni: Tjekkisk finale i sigte i Birmingham. Serve-duel i London
Næste artikelSøndag 24. juni: Kvitova kæmpe favorit i Birmingham finale
Avatar photo
Ole Jørgensen har siden 1992 har været aktiv i den lokale tennisklub bl.a. som formand for klubben i 10 år, som træner, som holdleder på et motionist turneringshold og som aktiv spiller. På den globale scene er hans store interesse dels udvikling og tendenser på og omkring WTA-touren og dels den enkelte spillers udnyttelse af sit potentiale. Oles interesse for udviklingen på WTA-touren, som han har fulgt nøje, startede især da Caroline Wozniacki vandt Wimbledon som junior.