I 1974 så den turnering vi idag kender som BNP Paribas Open dagens lys. Den startede som en mindre ATP turnering i Tucson Valley, Arizona, hvorefter den flyttede til Californien og er blevet spillet på fire forskellige anlæg i Californien. I 1987 endte den så i Indian Wells, hvor den har haft til huse siden.

Grunden til at turneringen endte der, var et entusiastisk arbejde fra den tidligere tennisspiller, Charlie Pasarell. Selvom man fra 1981 til 1986 havde afholdt turneringen på La Quinta Hotel, hvor der var et tennisstadion med 7000 pladser, blev turneringen simpelthen så stor at Pasarell og hans medhjælpere måtte finde på noget andet.

De valgte simpelthen at bygge et skræddersyet anlæg til en turnering der efterhånden var en af de mest betydende på touren. Der blev bygget et hotel med 350 værelser og et tennisanlæg med 12 baner, hvor centercourt kunne rumme 10.000 tilskuere. Der var en hel masse andre faciliteter der også blev bygget samtidig. Det var så top moderne som det kunne være.

Men turneringen blev ved med at vokse og det endte med at der i 2000 blev færdiggjort et nyt center med et tennisstadion med plads til 16.100 tilskuere. I 2014 blev stadion 2 bygget med plads til 8.000 tilskuere.

Interessen for turneringen er konstant vokset og da man i 2009 ændrede turneringsstrukturen i både ATP og WTA endte det som den turnering, det er idag. Sammen med Spillernes turnering i Florida der spilles lige efter denne turnering, spilles der over to uger. Derfor er der også en slags “Grand Slam” stemning over turneringen.

Præmiesummen er også blandt de absolut største på touren. Over 10 mio. $ er på spil. Heraf går der $900.400 til vinderen både hos herrerne og damerne.

Også på tilskuerantallet er den afgjort og uden diskussion den største turnering, når man ser bort fra “Grand Slams.” I 2014 oversteg tilskuer antallet 431.000. Det er dybt imponerende.

Det er stort set alle verdensstjernerne der er mødt op. Så der er god grund til at følge med i “Ørkenturneringen” i Californien.

På billedet ses Ryan Harrison, USA da han deltog i Indian Welss turneringen i 2013.

 

Forrige artikelTV Kampe: Indian Wells lørdag aften med Caroline og nat med Djokovic og Bouchard
Næste artikelWTA: Indian Wells – Serenas comeback
Ralph Elm Hansen
Ralph Elm Hansen er inkarneret tennisnørd og har mange års erfaring som tennisskribent. Han har tidligere drevet et af Danmarks mest seriøse tennissites, Tenaro, og har været med i redaktionen på Tennissporten.dk.