Frederik Løchte Nielsen og hans brasilianske makker blev stoppet i 2. runde af hans "normale" makker Johan Brunström, der vandt titlen sammen med Andreas Siljeström

Et velkendt Uffe Ellemann citat lyder: “If you can’t join them, beat them” med henvisning til, at danskerne i 1992 stemte NEJ til Maastricht-traktaten, hvorefter det danske fodbold-landshold på stribe bankede EU-nationerne Frankrig, Holland og Tyskland og blev Europamestre med et hold, som end ikke var kvalificeret men udelukkende kom med på afbud på grund af krigen på Balkan.

Det samme citat kan svenske Johan Brunstrom passende anvende, når det gælder hans double-makkerskab i tennis med danske Frederik Løchte Nielsen.
Brunstrom har nemlig som tidligere omtalt givet udtryk for, at han gerne vil indgå i et fast makkerskab med Løchte, som selv ønsker at holde flere muligheder åbne, så hans prioritering af single også kan tilgodeses.

I den forløbne uge havde Løchte set i “bagklogskabens ulideligt klare lys” dog formentlig været bedst tjent med holde fast i makkerskabet med Brunstrom, idet den oprindelige plan om at samle point til double-ranglisten gik i vasken, da det ved ATP 250 turneringen i Chennai ikke lykkedes at komme ind i double-rækken. Han var dog med i kvalifikationen til single, hvor det blev til nederlag i 1. runde.

I stedet ændrede Løchte som tidligere omtalt planerne og fløj til Bangkok, hvor han blev tilmeldt i double sammen med Marcelo Demoliner (BRA).
Lodtrækningen magede det således, at det 2. seedede dansk-brasilianske par efter sejr i 1. runde i kvartfinalen skulle møde netop Johan Brunstrom, der sammen med landsmanden Andreas Siljestrom ligeledes havde vundet 1. runde.

Kampen blev afviklet torsdag, og efter en yderst jævnbyrdig affære blev det til svensk sejr med de tætte cifre 7-5, 7-6(5), og for første gang i flere måneder måtte Løchte forlade en double-række inden semifinalen, efter at han sammen med Brunstrom havde vundet tre turneringer og været i semifinalen i to andre.
Kampen kan genses på Livestream herunder

Brunstrom/Siljestrom klarede også skærene i semifinalen, hvor de med stort besvær vandt over 4. seedede Ken Skupski/Neal Skupski (GBR) 2-6, 7-6(2), [10-8], og i lørdagens finale tog de også titlen en med sejr over 1. seedede Gero Kretschmer/Alexander Satschko (GER) 6-3, 6-4, hvilket indbragte 90 point til ranglisten, hvor Løchte må nøjes med 17 point.

Brunstrom har udover denne titel og de tre titler sammen med Løchte tidligere vundet en double-titel sammen med Nicholas Monroe (USA), da de juli 2015 vandt Nielsen Pro Tennis Championships i Winnetka, Illinois. Turneringen er dog ikke er navngivet efter Løchte Nielsen.

Løchte befinder sig fortsat i Bangkok, hvor han deltager i kvalifikationen til den kommende uges ATP Challenger turnering Bangkok II Open, og han indledte lørdag med sejr 6-4, 6-2 i 1. runde over Nutthasith Kunsuwan (THA), som har wildcard til turneringen.

Søndag kl. 0500cet skal Løchte forsøge at spille sig i kval-finalen, når han i 2. runde møder  Shuichi Sekiguchi (JPN), der er rangeret 396, hvilket er 21 pladser lavere end Løchte.
Klarer han den opgave, møder han i kval-finalen vinderen af (402) Takanyi Garanganga (ZIM) vs. (WC) Dmitry Tursunov (RUS).

Topseedet i hovedturneringen er 33-årige Mikhail Youzhny (RUS), der tilbage i 2008 var no. 8 på ATP-ranglisten, hvor han nu er no. 127.
Der er endnu ikke trukket lod til double-rækken.