Efter en stensikker sejr over 5. seedede Cristian Garin ovenpå flere overbevisende præstationer stiger forventningerne til dansk succes i Beograd

Sejren i 1. runde ved ATP 1000 i Monte Carlo over no. 30 Aslan Karatsev og det knebne nederlag 6-7(5), 5-7 mod Casper Ruud, bevirkede at bookmakerne inden 1. runde ved denne uges ATP 250 turnering Serbia Open i Beograd havde 18-årige Holger Vitus Nødskov Rune som favorit til at vinde over no. 31 Cristian Garin (CHI), der er seedet 5 i turneringen.

Turneringer uge 16: Odds-sættere forventer sejr til Holger Rune mod no. 30 Garin

Det høje niveau, som Holger især i kampen mod Ruud diskede op med, har uden tvivl været stærkt medvirkende til, at han fik tildelt favoritrollen, selvom chileneren på ranglisten er 41 pladser foran på ranglisten, men parametre som forventet dagsform og de seneste resultater tages uden tvivl også med i betragtning, og her spiller det formentlig en rolle, at Garin i de sydamerikanske grus-turneringer i Cordoba, Rio og Santiago først på året ikke vandt en eneste kamp.
På det punkt var han dog i samme situation som Holger, der heller ikke vandt kampe i hverken Cordoba, Buenos Aires eller Santiago.

Efterfølgende fik Garin dog nye sejre på grus, da han for et par uger siden både vandt over Jack Sock (USA), Jordan Thompson (AUS) og vinderen af Miami Open Taylor Harry Fritz (USA), inden han i semifinalen blev besejret af John Isner (USA) i 3 sæt.

Tenniskampe afgøres dog ikke af matematiske formler, der udregner odds, men på selve tennisbanen, hvor Holger kom en smule skævt fra start, da han forivrede sig med en fejl fra forhånden på en kort bold og derefter sendte en stopbold i nettet til 15-30, og med endnu en fejl fra forhånden ved 30-30 var Holger allerede presset i sit første serveparti, hvor Garin derefter fulgte en servereturnering direkte på baglinjen op med en vinder på den fremprovokerede korte bold fra Holger.

I midlertid fik Holger derefter et solidt overtag i kampen, og i de næste 3 chilenske servepartier, var blev Garin brudt hver gang efter at have været bagud 0-40.
Ganske vist fik Garin hver gang reduceret til 30-40, og i det sidste tilfælde endda udlignet til 40-40, inden Holger bragte sig foran 5-1.

Da Holger derefter servede for sættet, indledte han med en servevinder, men derefter blev der slækket en smule på koncentrationen, da Holger lagde en stopbold, som Garin nemt kunne nå frem til og lægge en kontra-stopbold, som han fulgte op og afgjorde ved nettet.
Efter den næste serv sendte Holger 2. bolden på en kort returnering direkte i nettet, og med en dobbeltfejl ca. 1 meter ved siden af servelinjen efterfulgt af endnu en stor fejl på 2. bolden efter en kort returnering, forærede Holger unødvendigt det ene break tilbage til Garin, som derefter omsider vandt sit eget serveparti og reducerede yderligere til 3-5.

Da Holger igen servede for sættet, blev der pludselig skabt spænding om udfaldet af sættet, som Holger havde domineret fuldkommen indtil 5-1, idet han kom bagud 0-30 efter nye fejl, der kostede ketsjeren en tur i gruset i irritation over det mistede fokus.
Holger fik dog tålmodigheden tilbage i spillet, og i stedet for at gå for tidligt efter at afgøre boldene, byggede han igen spillet og lagde tryk i boldene og fremkaldte derved 2 fejl fra Giron til 30-30.
Tålmodigheden blev stadig bevaret i det næste point, indtil Holger valgte det helt rigtige tidspunkt til at lægge en stopbold, som Garin løftede ud over baglinjen, og på sætbolden var Holger igen spilstyrende og fremprovokerede en fejl, som sikrede ham sættet 6-3.

Bortset fra den korte periode, hvor Holger slækkede på koncentrationen og gik for tidligt efter at afgøre boldene, var der reelt klasseforskel på de to spillere, og det samme var tilfældet i 2. sæt, hvor Holger brød serven fra start og udbyggede føringen i egen serv til 2-0.
Garin afværgede derefter en dansk break-mulighed i sit næste serveparti, hvor han vandt det eneste parti i 2. sæt, idet Holger i det næste chilenske serveparti brød rent til 4-1, og han afværgede derefter Garins eneste break-mulighed i sættet og bragte sig foran 5-1.
I kampens sidste chilenske serveparti havde Holger matchbolde ved 15-40, men Garin afværgede begge, og han havde en fordel til endnu et parti, men efter yderligere 2 matchbolde lukkede Holger efter 84 minutter kampen til en overbevisende sejr 6-3, 6-1.

En serbisk fan, som fulgte kampen, lagde efterfølgende et videoclip fra kampen op på sin Instagram story med nedenstående tekst, som betyder “nu sker det” på dansk eller “here we go” på engelsk, når det serbiske ord Идемо oversættes af Google-Translate.

ATP 250 Beograd 2022
namanja_sirovica Instagram

Holger har besluttet, at det skal være “ugens ord”, mens han befinder sig i Beograd, hvilket kan blive en indikation på, at Holger efter en besværlig start på året, nu er godt på vej mod at opfylde sit sæsonmål, som er top 25 på ATP-ranglisten.

I sejrs-interviewet efter kampen fremhævede Holger, at de gode kampe i Monte Carlo sammenholdt med et vundet sæt mod Djokovic ved US Open sidste år og et sæt forleden mod Berrettini bekræfter, at han kan være med på det højeste niveau.

Flere faktorer kan give anledning til at tro på, at Holgers målsætning er realistisk, selvom resultaterne i de første 3 måneder af året ikke helt flaskede sig, som de 4 ATP Challenger titler og top 70 på racelisten sidste år kunne indikere.

ATP Challenger titlen i Sanremo forleden har uden tvivl haft stor betydning, da sejre altid er med til at give selvtillid, selvom alle sejrene var mod spillere udenfor top 200.
Desuden tyder meget på, at længere tids problemer med ryggen er afhjulpet, efter at Holger fik tilknyttet Matteo Tinelli som medrejsende fysioterapeut.

Challenger Sanremo
Foto: Privat – Holger Vitus Nødskov Rune og Matteo Tinelli

Især de 3 seneste kampe tyder på, at Holger er ved at få større stabilitet i sit spil, selvom der dog stadig opstår perioder med mindre udfald i koncentrationen, men der er grund til at forvente, at Holger sjældnere end tidligere taber kampe, hvor han ved at holde fokus er i stand til at dominere spillet på banen.

Der vil derfor uden tvivl være store forventninger til, at Holger også vinder onsdag, når han i 1/8-finalen enten møder no. 49 Dujsan Lajovic eller no. 106 Taro Daniel (JPN).

I så fald kan Holger i kvartfinalen møde 2. seedede no. 8 Andrey Rublev, hvilket kan give endnu en indikation på, hvor tæt Holger er på de bedste.

Forrige artikelHvad kan vi forvente af Holger Rune i det kommende Monte Carlo Masters?
Næste artikelMarienlyst Strandhotel samarbejder med Helsingør Tennis Klub om ny international tennisturnering
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.