Et nostalgisk tilbageblik fra Nordea Open frem mod dette års udgave, hvor Elmer Møller ikke udnyttede mulighederne for sin første ATP sejr
Da Båstad kun er ca. 2 timers kørsel i bil fra hovestadsområdet, er det nærliggende for danske tennis-entusiaster at møde talstærkt op for at give opbakning, når der er dansk deltagelse, hvilket bl.a. var tilfældet i 2017, hvor Caroline Wozniacki nåede finalen, som dog blev vundet af Katerina Siniakova (CZE) 6-3, 6-4.
Undertegnede var sammen med fruen på weekendtur til Landskrona, og derfor benyttede vi lejligheden til at smutte til Båstad og overvære finalen, og efterfølgende blev udgivet denne øjenvidneberetning fra turneringen.
I 2021 deltog Holger Rune i ATP 250 Nordea Open, og undertegnede og fruen kombinerede en uges ferie i Ängelholm med at tage den korte køretur til Båstad om tirsdagen for at følge Holger Rune, der efter sko-skift vendte et truende nederlag til sejr 4-6, 6-3, 6-0 over Radu Albot (MDA).
ATP Båstad: Opvisning af Holger Rune efter sko-skift på “supertirsdag”
Om onsdagen var Frederik Løchte Nielsen i aktion, og han fik ved den lejlighed brudt en stime på 9 nederlag i træk med skiftende makkere, da han sammen med Andre Goransson vandt 6-4, 6-3 over det argentinske par, Facundo Bagnis og Federico Coria.
ATP Båstad: Stime af nederlag afbrudt med ren vinder fra Frederik Løchte
Om torsdagen var der set frem til den skandinaviske duel mellem Holger Rune og Casper Ruud, der 3 måneder forinden havde vundet deres første indbyrdes opgør ved Monte Carlo Masters 6-2, 6-1, men den 18-årige dansker var fortsat langt fra at kunne matche nordmanden, der vandt en knusende sejr 6-0, 6-2.
Ruud vandt turneringen med sejr i finalen 6-3, 6-3 over Federico Coria (ARG), og de 2 efterfølgende uger vandt han desuden titlen ved både ATP 250 Gstaad og Kitzbuhel.
ATP Båstad: Holger Rune igen chanceløs mod Casper Ruud’s klassespil. Løchte også færdig
Året efter gik ferieturen igen til Ängelholm, så der blev mulighed for at se tennis i Båstad med håb om et revancheopgør mod Casper Ruud, som Holger i mellemtiden var blevet i stand til at give kamp til stregen, selvom nordmanden dog både vandt ved Masters Monte Carlo og French Open.
Det blev dog aldrig aktuelt, da Holger led et skuffende nederlag 3-6, 4-6 i 1. runde mod Marc-Andrea Huesler (SUI), og det var mindst ligeså overraskende, at 1. seedede Casper Ruud, der var oversidder i 1. runde, i sin første kamp blev besejret 6-4, 3-6, 7-5 af Francisco Cerundolo (ARG), der vandt turneringen med finalesejr 7-6(4), 6-2 over sin landsmand Sebastian Baez.
ATP 250 Båstad: Skandinavisk topmøde aflyst med Rune og Ruud tidligt ude
Cerundolo nåede i 2023 semifinalen, som Andrey Rublev vandt 7-6(6), 6-7(7), 6-3, og Rublev vandt desuden finalen 7-6(3), 6-0 over Casper Ruud.
I 2024 blev begge finalister fra 2023 sendt ud i deres første kamp, da Thiago Agustin Tirante (ARG) vandt 7-6(5), 3-6, 6-4 over 1. seedede Rublev, og Thiago Monteiro (BRA) vandt 6-3, 6-3 over Casper Ruud.
Til gengæld gik turneringens absolutte hovednavn Rafael Nadal, der havde fået wildcard, hele vejen til finalen, hvor han dog til de fleste overraskelse blev besejret af Nuno Bores (POR), der vandt 6-3, 6-2.
Top 20-30 topnavne ved Båstad 2025
Tidligere har Managing Director Christer Hult overfor Tennisavisen givet udtryk for, at turneringen i Båstad er så populær blandt spillerne, at deltagerfeltet kan sammenlignes med ATP 500 kategorien, og derfor var det fra en økonomisk betragtning en fordel at fortsætte som ATP 250
Tournament Director Magnus Norman blev dog i Dagens Nyheter for 3 år siden citeret for, at “Vi är redo att uppgradera tävlingen”, men turneringen er dog fortsat i ATP 250 kategorien.
I dette års Nordea Open er hverken Casper Ruud eller Andrey Rublev med, idet de i stedet deltager – og er seedet 1 – i henholdsvis ATP 250 Gstaad og Los Cabos, og de 4 topseedede i turneringen er no. 20 Francisco Cerundolo, no. 29 Tallon Griekspoor, no. 35 Nuno Borges og no. 37 Sebastian Baez, og derfor kan turneringen i år næppe helt sammenlignes med en ATP 500.
De fraværende absolutte topnavne hindrer dog ikke, at der siden tirsdag har været udsolgt alle dage på Center Court, og derfor opgav flere på forhånd at få billet til tirsdagens sidste kamp på Center Court, hvor Elmer Møller ifølge spilleprogrammet skulle møde no. 105 Filip Misolic (AUT), der var seedet 1 i kvalifikationen.
Undertegnede fik dog – trods overskredet ansøgningsfrist – akkreditering, og efter et par timers køretur i tirsdags fra Amager kunne bilen parkeres på den store parkeringsplads i gåafstand fra tennisanlægget.
Efter lidt fumleri blev app’en “Parkster” installeret på telefonen, så bilen kunne parkeres lovligt.
I den første kamp på Center Court havde arrangørerne valgt at placere kampen mellem 7. seedede Damir Dzumhur BIH og Sebastian Ofner AUT, og derefter var planlagt 2 kampe med de svenske Ymer-brødre – først Elias Ymer mod Tristan Boyer (USA) og derefter Mikael Ymer mod Botic van de Zandshulp NED – inden Elmer skulle møde Misolic.

Efter at have modtaget adgangskort blev dog foretrukket at se de 2 første kampe på Court 1, hvor no. 91 Hugo Gaston (FRA) mødte no. 98 Chun-Hsin Tseng (TPE), der som junior var dominerende i årgang 2001, idet han i 2018 var finalist ved Australian Open, og han vandt titlen ved både French Open og Wimbledon, og han toppede desuden junior-ranglisten, og både i 2017 og 2018 var han i finalen ved Junior Masters.
Efter juniortiden har han dog ikke formået at nærme sig top 10, i modsætning til hans 2 efterfølgere på juniorernes 1. plads, Lorenzo Musetti og Holger Rune, der begge aktuelt er i top 8.
Tseng vandt forleden en Challenger 75 titel i Vicanza i Italien, og han var ugen efter i finalen ved Challenger 100 Prostejov i Tjekkiet, men i både ATP 250 Eastbourne og ved Wimbledon blev det nederlag i 1. runde, og det samme var tilfældet ved ATP 100 Trieste for en uge siden

I Båstad blev 1. runde også endestation, idet Hugo Gaston vandt komfortabelt 6-4, 6-3.
Gaston er dog efterfølgende ude af turneringen efter 1/8-finalen mod 7. seedede Damir Dzumhur (BIH), der vandt 4-6, 6-2, 6-2.
Selvom Casper Ruud i år har fravalgt Båstad, var der alligevel norsk deltagelse, idet både no. 230 Viktor Durasovic og supertalentet Nicolai Budkov Kjaer, der sluttede junior-karrieren som no. 1, deltog i kvalifikationen, hvor sidstnævnte var med som “Alternate”.
Durasovic blev dog en smule overraskende besejret i 1. kvalrunde af no. 491 Olle Wallin (SWE), der havde wildcard, men svenskeren mødte derefter i kvalfinalen Filip Misolic, der vandt 7-6(2), 6-2 og derfor blev Elmers modstander i 1. runde af hovedturneringen.

Budkov Kjaer vandt med møje og besvær kvalfinalen 3-6, 7-6(4), 6-3 over Pablo Llamas Ruiz (ESP), der var med på en beskyttet rangering som no. 196.

I den 2. kamp på Court 1 mødte den 18-årige nordmand i 1. runde den 31-årige brasilianer Thiago Monteiro, som Elmer havde besejret i 3 sæt i 1. runde, da han i april 2025 vandt sin hidtil største titel ved Challenger 125 Oeiras i Portugal.

Et jævnbyrdigt 1. sæt var tilsyneladende på vej mod et afgørende break til Monteiro ved 4-4 15-40, men nordmanden afværgede begge muligheder.

Det var dog en stakket frist, idet han blev brudt i sit næste serveparti, og Monteiro vandt derefter sættet 7-5.
Imidlertid vandt nordmanden derefter 2. sæt, og i 3. sæt blev kampen afgjort i en tiebreak, som blev domineret af Budkov Kjaer, der vandt kampen 5-7, 6-3, 7-6(2).

Selvom de omtalte kampe blev afviklet i flot solskin, truede vejrmeldingen med regn i løbet af eftermiddagen, og derfor var der overhængende risiko for, at Elmer ikke kom på banen tirsdag.
På Center Court blev de 2 første kampe også færdigspillet, da Damir Dzumhur vandt 6-4, 6-4 over Sebastian Ofner, og derefter vandt no. 264 Elias Ymer 6-3, 3-6, 6-2 over no. 126 Tristan Boyer (USA).
Lillebror Mikael Ymer, der efter udstået karantæne blot er no. 618 på ranglisten, mødte derefter no. 100 Botic Van De Zandschulp (NED), men han mødte derudover også “vandskvulp”, som bevirkede at kampen måtte udsættes, og da regnen fortsatte blev resten af programmet udsat til næste dag, hvor Elmer blev programsat til kl. 11, inden Mikael Ymer og Zandschulp kunne fortsætte, efter at Zandschulp havde brudt til 5-4.

Derfor var der ingen grund til at blive hængende på anlægget, og en stor del af køreturen tilbage til Amager foregik i øsende regnvejr.
Efter hjemkomsten blev vejrudsigten for onsdag studeret, og meget tydede på, at der var udsigt til regn det meste af dagen, og derfor blev konkluderet, at der ikke var grund til at stille vækkeuret med udsigt til endnu en forgæves køretur til Båstad uden at se Elmer i kamp.
Det “indre vækkeur” blev dog aktiveret ved 08-tiden, og et nyt kig på vejrudsigten i Båstad viste nu, at der ville overskyet uden regn indtil ved 14-tiden, og derfor blev det besluttet at tage endnu en køretur til Båstad.
Først skulle bilen dog lige tankes ved OK-tanken på Kongelundsvej kl. 08:48 ved brug af OK app’en på telefonen, og turen fortsatte direkte til P-pladsen i Båstad, hvor betaling for parkering i “Parkster” dog blev afvist, fordi banken havde spærret kortet på grund af en mistænkelig transaktion kl. 08:48.
Da transaktionen dog blev bekræftet og godkendt af undertegnede, blev kortet genåbnet, og betaling for parkering kunne gennemføres.
Da kampen mellem Elmer og Misolic blev indledt, satte undertegnede sig på en af pressepladserne lige ved siden af Elmers håndklæde, og derfor dukkede Tennisavisens udsendte jævnligt op i TV-billedet.

Kampen startede helt skævt for Elmer, der virkede både usikker og nervøs, og inden længe var han bagud 0-4, inden han dog tog det ene break tilbage og derefter vandt sit serveparti til 2-4, men tættere på kom han ikke, og Misolic vandt sættet 6-3 i løbet af 38 minutter.

I 2. sæt fulgte Elmer dog med fra start, men ved 2-2 kom han under pres ved 15-40, og selvom han afværgede den første østrigske break-mulighed, var Misolic tilsyneladende på sejrskurs, da han brød til 3-2.
Imidlertid brød Elmer straks tilbage, og selvom han derefter kom bagud 0-40 i sit næste serveparti, fik han snoet sig ud af problemerne og vandt partiet til 4-3.
Derefter fulgte et længere parti, hvor Elmer udnyttede sin 3. break-mulighed i partiet, og i løbet af 41 minutter vandt han 2. sæt 6-3 og sikrede, at kampen skulle afgøres i 3. sæt.

I 3. sæt brød Elmer ved 1-1 østrigerens serv på den den 3. break-mulighed, men selvom han i sit eget serveparti havde 3 chancer for at konsolidere forspringet, brød Misolic tilbage til 2-2.
Derefter brød Elmer igen serven efter 15-40, men han kom derefter selv bagud 0-40, som han dog fik udlignet, inden Misolic fik en ny mulighed, som blev udnyttet til 3-3, og begge vandt derefter omsider deres næste serveparti uden at være i alvorlige problemer frem til 4-4.
Da undertegnede undervejs i kampen live opdaterede i en tennis facebook-gruppe blev der fremsat flere opfordringer til at kigge op fra telefonen, når der var TV-kamera på.
Også kommentator på TV 2 Sport X undrede sig over, at der var tid til at kigge på telefonen, når kampen var allermest spændende.
Det kan dog garanteres, at undertegnede alligevel ikke gik glip af en eneste duel under kampen.

Partiet ved 4-4 fortjener betegnelsen “nøgleparti”, idet Misolic afværgede alle 3 danske break-muligheder ved 0-40, og han afværgede yderligere en break-mulighed i partiet, der blev kampens længste med i alt 16 spillede point, hvor flere fatale elementære fejl, som må tilskrives nervøsitet, forhindrede at Elmer fik mulighed for at serve for kampen.
Der var dog ingen slinger i valsen, da Elmer udlignede til 5-5 efter 40-15, og han fik igen en break-mulighed, inden Misolic vandt sig serveparti til 6-5 og lagde alt presset over på Elmer, der igen var tvunget til at vinde sit serveparti for at bevare muligheden for en afgørelse i tiebreak.
Tilsyneladende blev det ikke et problem, da Elmer førte både 30-0 og 40-15, men stadig større usikkerhed sneg sig ind i spillet, hvorved flere elementære fejl – som følge af presset fra scoreboard’et – forhindrede, at Elmer fik udnyttet 3 muligheder for at lukke partiet, hvor han til gengæld reddede 2 matchbolde, inden en cross forhånd efter en længere slagudveksling til sidst havnede i nettet og sikrede Misolic sejren 6-3, 3-6, 7-5 efter i alt 2 timer 41 minutter, hvor 3. sæt varede 81 minutter.

På det efterfølgende pressemøde erkendte Elmer, at der selvfølgelig var nerver med i spillet, da kampen skulle afgøres, da alt andet ville være mærkeligt.
Han følte hverken, at han havde kontrol over kampen eller var på vej til at tabe den, da kampen var helt jævnbyrdig og kunne gå til begge sider.
Han var dog tilfreds med sin indsats, selvom resultatet ikke blev som ønsket, men han fremhævede også sin modstanders evne til at finde kloge modtræk, når Elmer forsøgte at få ham til at løbe mest muligt.
På spørgsmål fra en svensk deltager i pressemødet om fremtidige mål svarede Elmer, at han ikke har defineret konkrete mål, men at det handler om at forsøge at vinde flest mulige kampe, og han kunne derfor heller ikke svare præcist på, om ambitionen er primært at blive etableret på ATP-touren.
Han kunne dog bekræfte, at han i næste uge er direkte inde i hovedturneringen ved ATP 250 Umag.
I de efterfølgende 2 uger er Elmer tilmeldt Challenger 100 Porto og Challenger 75 Bonn.
Formentlig slipper Elmer for at spille kvalifikation til US Open, idet han er 1. Alternate til at gå direkte i hovedturneringen.
Der blev også spurgte om baggrunden for, at Elmer tidligere var tilknyttet GoodToGreat akademiet i Stockholm, hvilket Elmer begrundede med, at der ikke var optimale træningsmuligheder i Aarhus, hvor han voksede op, og derfor valgte han i en meget ung alder at flytte til Stockholm.
Elmer kom dog ikke ind på, at hans udvikling for alvor begyndte at rykke, efter at han vendte tilbage til Danmark og fik træningsbase i KB og blev tilknyttet Elitecentret samme sted.

I den afbrudte kamp, som fulgte efter på Center Court, vandt Botic van de Zandshulp over Mikael Ymer 6-4, 6-1, og da Elias Ymer senere på dagen blev ekspederet ud 6-2, 6-2 af 6. seedede Luciano Darderi (ITA), var der ikke flere svenskere tilbage i single.
I onsdagens sidste kamp vandt 4. seedede Sebastian Baez 3-6, 6-2, 7-5 over Nicolai Budkov Kjaer, og dermed var den sidste skandinav ude af turneringen, hvor Sveriges Andre Goransson dog er fremme i semifinalen i double sammen med Orlando Luz (BRA).
I torsdagens 1/8-finale havde Filip Misolic igen marginalerne på sin side, da sidste års vinder Nuno Borges i 2. sæt havde matchbolde ved 40-0 i egen serv, men på mirakuløs vis fik Misolic brudt tilbage, og han vandt derefter kampen 3-6, 7-6(1), 6-3.
Træerne voksede dog ikke ind i himlen, da Misolic i fredagens kvartfinale blev besejret 6-3, 7-5 af 5. seedede Camilo Ugo Carabelli, der kan sikre, at finalen ligesom i 2022 bliver et rent argentinsk anliggende, hvis han i lørdagens semifinale vinder over Jesper de Jong, der overraskende vandt 4-6, 7-6(3), 6-3 over sin 2. seedede landsmand Tallon Griekspoor, og hvis 1. seedede Francisco Cerundolo i den anden semifinale vinder over Luciano Darderi, der med en overbevisende sejr 6-0, 6-2 over Sebastian Baez forhindrede, at semifinalen blev et rent argentinsk opgør.
Francisco Cerundolo’s lillebror no. 109 Juan Martin Cerundolo er sensationelt helt fremme i semifinalen i Gstaad, hvor han i kvartfinalen vandt 7-5, 7-6(6) over Casper Ruud.
Modstanderen i semifinalen er no. 167 Ignacio Buse (PER), der sensationelt har spillet sig hele vejen fra kvalifikationen.
Eneste seedede i semifinalen er 2. seedede Alexander Bublik (KAZ), der møder no. 116 Arthur Cazaux (FRA).
I Los Cabos blev semifinalerne afviklet lørdag morgen dansk tid, og i den første semifinale vandt 3. seedede Denis Shapovalov (CAN) 6-2, 6-2 over 8. seedede Adam Walton (AUS), og umiddelbart inden udgivelsen af denne artikel vandt 7. seedede Aleksandar Kovacevic (USA) 3-6, 6-4, 6-4 over 1. seedede Andrey Rublev, der med semifinalen dog er tilbage i top 10, men nederlaget forhindrer, at han overhaler Holger Rune, der mandag rykker en enkelt plads tilbage som no. 9, når sidste års 100 point fra Hamborg forældes.
Elmer mod 19-årig kroat i Umag
Fredag blev trukket lod til ATP 250 Umag, hvor Elmer i 1. runde møder 19-årige no. 157 Dino Prizmic, der betegnes som et kroatisk supertalent, der har fået wildcard.
Hvis Elmer klarer den opgave, møder han i 1/8-finalen enten 8. seedede no. 79 Roberto Carballes Baena (ESP) eller no. 112 Nikoloz Basilashvili (GEO).
Vinderen kan i kvartfinalen møde 2. seedede Luciano Darderi, der som nævnt er i semifinalen i Båstad.
R32
1 Francisco Cerundolo ARG – bye
Carlos Taberner ESP vs. Pierre-Hugues Herbert FRA
Jesper De Jong NED vs. WC Mili Poljicak CRO
5 Mariano Navone ARG vs. Tomas Barrios Vera CHI
—
4 Damir Dzumhur BIH – bye
Stan Wawrinka SUI vs. Q
Cristian Garin CHI vs. Q
8 Vit Kopriva CZE vs. Raphael Collignon BEL
==
7 Kamil Majchrzak POL vs. Q
Dusan Lajovic SRB vs. Terence Atmane FRA
Ffrancesco Passaro ITA vs. WC Matej Dodig CRO
3 Camilo Ugo Carabelli ARG – bye
—
6 Roberto Carballes Baena ESP vs. Nikoloz Basilashvili GEO
Elmer Møller 🇩🇰 vs. WC Dino Prizmic CRO
Chun-Hsin Tseng TPE vs. Q
2 Luciano Darderi ITA – bye












































