Trods feber og forkølelse overlevede Holger Rune 3 matchbolde mod Stan Wawrinka. Næste dag var energien tilbage, og no. 10 Hubert Hurkacz måtte kapitulere i 2. sæt

I finalen ved ATP 500 Swiss Indoor Basel kunne 19-årige Holger Vitus Nødskov Rune ikke for alvor true formstærke Felix Auger-Aliassime, og en medvirkende årsag – foruden canadierens eminente form – var, at Holger tilsyneladende ikke kunne mobilisere den nødvendige energi, som er nødvendig for at spille på et stabilt høj niveau gennem hele kampen.

ATP 500 Basel: Træt Holger Rune manglede lige det sidste mod formstærk canadier

Allerede dagen efter skulle Holger efter planen deltage i double sammen med Stefanos Tsitsipas ved ATP 1000 Rolex Paris Masters, men da Holger både var træt og forkølet, meldte han afbud til doublen, og derved fik han en enkelt dag til at lade op til tirsdagens 1. runde opgør i single mod den tidligere 3-dobbelte Grand Slam vinder Stan Wawrinka, der efter et års pause har kæmpet for at genfinde fordoms styrke.

Bookmakerne forventede dog som følge af Holgers seneste bedrifter med 3 ATP finaler i træk, at danskeren ville vinde over den schweiziske veteran, og forløbet af 1. sæt indikerede da også, at det meget vel kunne blive tilfældet.

I starten af 1. sæt vandt begge deres servepartier komfortabelt, men midt i sættet begyndte Holger at få bedre fat i schweizerens server, og han havde – i det psykologiske 7. parti – ved 3-3 30-40 en break-mulighed, som dog ikke blev udnyttet

Derefter vandt Holger sit serveparti rent til 4-4, og det lå i luften, at Holger kunne få nye chancer for at presse Wawrinka i serven, men det gik præcis modsat, da Holger i sit næste serveparti ved 4-5 spillede et sløset serveparti, hvor han nærmeste forærede et break til Wawrinka, som derefter servede sættet hjem på den 2. sætbold efter 40-15.

I 2. sæt indledte Holger med et break, der blev fulgt op af et rent serveparti, hvor nedenstående “moment of magic” blev fremhævet.

Forspringet blev bevaret, da Holger reddede 2 break-muligheder og vandt sit serveparti til 3-1, og efter et rent serveparti førte Holger fortsat ved 4-2, men han skabte derefter problemer for sig selv, da han i et sløset serveparti kom bagud 0-40, og selvom han afværgede den første break-mulighed, blev Wawrinka lukket tilbage i sættet, da han brød til 4-4 og vandt sit eget serveparti til 5-4, hvorved Holger skulle serve for at blive i kampen.

Det så sort ud for Holger, da han derefter kom bagud 15-40, men det er i sådanne situationer, at de bedste spillere ofte formår at skærpe koncentrationen, og den evne førte til, at Holger afværgede begge matchbolde og udlignede til 5-5, og til gengæld slog han selv til på den første break-mulighed, da Wawrinka kom bagud 15-40, hvorefter Holger med et sikkert serveparti vandt sættet 7-5.

I det afgørende 3. sæt vandt begge deres servepartier, men i Holgers serveparti ved 5-6 kom Holger under pres ved 0-30, men han fik dog udlignet til 40-40, hvor reelt havde vundet det næste point med en bold på baglinjen, men da bolden blev dømt ude og derefter spillet om, ramte Wawrinka baglinjen og fremkaldte fejl og dermed en ny matchbold.

ATP 1000 Paris 2022
Tennistv – 3. matchbold til Stan Wawrinka

En perfekt 1. serv i T’et blev fulgt op med en vinder på 2. bolden, hvorefter Holger med en servevinder og en fremprovokeret schweizisk fejl fik presset opgøret ud i en tiebreak, hvor Holger havde minibreak til 3-1 og igen til 6-2, hvorefter han  i egen serv afgjorde kampen, som Holger vandt 4-6, 7-5, 7-6(3) efter 2½ time.

Sejren var først og fremmest resultat af det mentale vinderinstinkt, som især kommer til udtryk, når Holger er allermest presset på “Big points”, idet Holger langt fra spillede sin bedste kamp, men i betragtning af at Holger både var træt efter mange kampe og oveni døjede med både feber og forkølelse, sætter det sejren i yderligere relief mod den schweiziske stjerne, som desuden havde markant størst opbakning blandt publikum.

De mange sejre i de 3 seneste turneringer, hvor Holger hver gang nåede finalen, skyldes især at Holger meget sjældent bliver brudt, fordi der har været fuldt fokus på at vinde egne servepartier.
I etablerede dueller har Holger i kraft af sin formidable teknik, tempo og slagstyrke oftest et overtag, men i flere af kampene har modstanderne vundet mange point direkte på serven, fordi Holger ofte har satset for meget på returneringerne indtil han får læst serven og finder rytmen i returneringerne.

I onsdagens 2. runde (R32) mod no. 10 Hubert Hurkacz (POL) virkede Holger både fokuseret og oplagt fra starten af kampen, men i det meste af 1. sæt fulgte polakken først og fremmest med i kraft serven, som er hans største våben.
Alligevel havde Holger en enkelt break-mulighed ved 2-2 ved 30-40, hvorimod han vandt sine egne servepartier problemfrit, og han vandt ligeledes hovedparten af de etablerede dueller, hvor Holger var suverænt bedst.

Ved stillingen 5-5 satte Hurkacz både 30-0 og 40-15 over styr, hvorefter Holger ved 40-40 fra en presset position sendte en longline vinder forbi Hurkacz med baghånden til endnu en break-mulighed, som Hurkacz afværgede med en servevinder, men en dobbeltfejl gav Holger en ny mulighed, som blev udnyttet, da Hurkacz sendte Holgers returnering på 2. serven i nettet.
Der blev ikke rystet på hånden, da Holger derefter afgjorde sættet på den 2. sætbold efter 4-1 til 7-5.

I 2. sæt var den sidste anspændthed hos Holger – hvis der havde været nogen – kastet over bord, og han sprudlede med tennis på et niveau, hvor Hurkacz ikke kunne være med, og da polakken blev brudt til både 0-1 og 0-3 resignerede han nærmest og signalerede, at en tilskuer kunne overtag hans ketsjer, og selv fra hans eget team blev signaleret resignation uden forsøg på at opildne Hurkacz.

Det kan dog ikke tage noget fra Holgers præstation, som var den reelle årsag til, at Hurkacz indså, at han intet kunne stille op mod Holger i det spillehumør.
Polakken vandt dog et enkelt serveparti, hvor han satte et par server, som udsatte publikum på første række for stor risiko for at blive ramt, selvom der var et net til at opfange boldene.

Opvisningen sluttede med en suveræn sejr 7-5, 6-1 til Holger, der samtidig slukkede lyset for polakkens mulighed for at nå Nitto ATP Finals, og hvis Holger kan bevare både energi og selvtillid, vil han have en realistisk chance, når han onsdag ved 1430-1500 tiden møder Andrey Rublev, der med sejren 6-2, 6-3 over John Isner i 2. runde – og Holgers sejr over Hurkacz – sikrede den sidste plads i slutspillet.

Kun de færreste – udover Holger selv – tør formentlig tro på, at han kan gå hele vejen i Paris, hvilket formentlig vil række til top 10, men det er tilladt at drømme, men det forudsætter præstationer fra absolut højeste hylde, hvis det skal lykkes.

En eventuel dansk sejr mod Rublev kan betyde, at Holger kan møde Carlos Alcaraz, som gik glip af at møde Holger i finalen i Basel, da Felix Auger-Aliassime forhindrede det i semifinalen, inden han også forhindrede Holger i at vinde sin første ATP 500 titel.
Canadieren fortsatte sin imponerende sejrsrække med 3 titler og nu 14 sejre i træk, men det var dog med nød og næppe, at han vandt 6-7(6), 6-4, 7-6(6) over Mikael Ymer, der forinden havde vundet 2 kvalkampe og i 1. runde 6-1, 6-7(2), 6-4 over Alexandr Bublik.
Svenskeren havde ført 4-1 i 2. sæt, hvor han desuden havde 2 break-muligheder til 5-1, inden canadierens comeback.

Efter 2 måneders pause siden nederlaget til Frances tiafoe i 1/8-finalen ved US Open var ranglistens no. 2 Rafael Nadal tilbage på tennisbanen, men han var langt under sit normale niveau, da Tommy Paul med sejren 3-6, 7-6(4), 6-1 blev den første nogensinde, der har sendt Nadal ud af turneringen inden kvartfinalen.

Turneringen kan følges på Tennistv.com, som viser kampe fra alle baner, og der er desuden massiv dækning fra TV 2 Play og Sport X, der bl.a. viser Holgers kamp mod Rublev.

Umiddelbart inden udgivelsen af denne artikel vandt det 20-årige italienske stortalent Lorenzo Musetti 4-6, 6-4, 6-4 over no. 3 Casper Ruud.

Forrige artikelTurneringer uge 44: Dæmpede forventninger til Holger Rune ved Paris Masters inden Next Gen Finals
Næste artikelDH: Klare favoritter i alle opgør
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.