For første gang åbner den 24-årige amerikanske tennisspiller Nicole Gibbs i et interview med The Telegraph op for historien om en depression, der via livet som professionel tennisspiller kun er blevet værre.

På ydersiden en attraktiv ung kvinde, der lever livet som professionel tennisspiller med stadig bedre resultater. I en alder af 24 år står mulighederne for at sikre sig selv økonomisk uafhængighed stadig åbne. Det handler i høj grad om at bygge videre på de byggesten Nicole Gibbs allerede i barndommen grundlagde for livet som professionel tennisspiller.

Bag den blankpolerede facade, den facade de fleste tennisspillere sjældent åbner op for et kig ind bag, gemmer sig en helt anden historie. Historien om tvivl, angst og frygten for at fejle og ikke være god nok. En udfordring Nicole Gibbs er sikker på hun ikke er ene om at have, men i en verden fyldt med rivalisering om de eftertragtede pladser i toppen af sporten ikke et emne der bliver debatteret i omklædningsrummet.

”Når du ikke er i top 50 i verden er der en konstant identitetskrise. Du stiller dig selv spørgsmål om, hvad du kan gøre bedre? Gør jeg alt jeg kan? Hvordan kan jeg nå til et højere niveau, der hvor jeg gerne vil være. Der er tidspunkter, hvor den konstante forandring i tennisverdenen gjorde disse ting næsten ubærlige for mig,” fortæller Nicole Gibbs til The Telegraph.

Hun er en af kun få aktive tennisspillere, der åbent har fortalt om mentale udfordringer som aktiv atlet. Tidligere har en anden amerikaner, Mardy Fish, åbent og ærligt fortalt om angst i slutningen af karrieren. Det faktum at flere tidligere spillere efter deres karriere har fortalt om mentale problemer indikerer, at problemet nærmere bliver ignoreret og er tabubelagt end er i nærheden af en løsning. Pat Cash, Andre Agassi og Cliff Richey er blot nogle af dem, der efter ketsjeren er lagt på hylden har åbnet om et svært mentalt liv i tennissporten. Australieren Ashleigh Barty trak sig som 18-årig tilbage fra tennis grundet mentale udfordringer. Hun er nu tilbage, efter en selvvagt sabbat fra sporten, bedre end nogensinde.

Tennis en udsat sport

Nicole Gibbs er i dag ”på den anden side”. Hun har bedre lært at acceptere og leve med de konstante bearbejdelser og spørgsmål tennissporten stiller hende, eller rettere lært at behandle dem, så hun fortsat kan præstere. Undervejs er det kun blevet til få samtaler med de nærmeste kollegaer på WTA-touren om emnet. Samtaler hun kunne ønske sig, der var mange flere af.

”Når folk hører og læser min historie, tror jeg der vil være meget solidaritet og medfølelse for mig. ”Good for you” vil mange nok sige. Mange gange er folk så beskyttende over for sig selv, når det kommer til den her slags mentale udfordringer. De er så bange for, hvad andre skal tænke om dem, at de slet ikke siger noget. Det er med til at skabe et tabu, hvis flere talte om det åbent ville flere også turde konfrontere depressionen og angsten. En konfrontation, der er første skridt mod en bedre mental tilstand,” lyder det fra Nicole Gibbs.

Skal man tro sportspsykolog Andy Lane fra Center for Health and Human Performance skal en del af udfordringen findes i selve tennissportens opbygning. Lane forklarer, hvordan man på vej mod et smertefuldt nederlag konstant bliver konfronteret med stillingen i kampen. På den måde bliver der trampet i et truende nederlag, der i sig selv er slemt nok. Derudover er rejselivet, med kun ganske få uger derhjemme, ekstremt udfordrende for psyken. Det konstante skifte mellem kønsløse hotelværelser på ukendte destinationer er det diametrale modsætning til en tryg hjemmebase, hvor selvtillid og selvværd kan bygges op, lyder det fra psykolog Lane.

”Jeg har ikke haft et normalt familieliv siden jeg var 10. Jeg har nærmest ikke haft en juleaften hjemme siden dengang. Da jeg var yngre holdt jeg jul ved det nationale træningscenter. Nu flyver jeg altid til Australien juleaften. Det betyder, jeg lander dernede den 26.december, fordi det er cirka 4000 kroner billigere end andre datoer,” forklarer Gibbs.

Systemet rækker hånden ud – er det nok?

Hun understreger udfordringen for hende i tennisverdenen i høj grad handler om hele pakken som professionel tennisspiller. En pakke der ligger så langt fra et almindeligt liv. Et liv der, for en i forvejen skrøbelig psyke, bliver en tikkende bombe for individets velbefindende.

”Den konstante tvivl om penge, resultater og fremtid kan ryste selv den mest stabile person. Så for mig er det en stor kamp. Hvis jeg levede et ordinært liv derhjemme, behøvede jeg måske ikke medicin. Men som det er nu, så gør jeg. Hvis man i forvejen er eksponeret for en depression, så vil tennis få den frem i lyset,” lyder det fra en ærlig Nicole Gibbs.

Hun understreger, at hun har valgt at angribe udfordringen med et positivt mindset. At se det som en gave, at tennissporten udløste den depression, der lå og lurede i kroppen. At hun på den måde kunne få handlet, og ikke senere i livet skulle opdage sygdommen.

Kvindernes organisation, WTA, kender til flere sager som den Nicole Gibbs har valgt at stå frem med. De opfordrer spillerne til at være åbne og ærlige omkring udfordringerne. Både for selv at få hjælp, men også for at undgå spillere, der lukker i og gemmer deres sygdom væk, det kan gøre ondt værre på den lange bane. WTA-spillere under 18 år gennemgår alle obligatorisk online og face-to-face træning for at lære, hvordan man håndterer mentale udfordringer.

ATP og ITF har lignende ordninger. Ofte er det dog i høj grad op til spilleren selv at åbne op. Noget flere har kritiseret systemet, særligt spillere med lavere rangering uden økonomisk mulighed for selv at købe konsulentydelser hos sportspsykologer og andre eksperter. Omvendt er det svært at se, hvordan man skal tvinge svære tanker om angst og depression ud af en spiller, der mest af alt ønsker at beskytte sig selv.

For Nicole Gibbs er Yoga og Mindfulness elementer i dagligdagen der, kombineret med medicin, kan holde hende i live i det internationale tenniscirkus. Hun drømmer om en dag, hvor hun ikke længere skal tage medicin for at få kroppen til at håndtere det pres en tennisspiller er under.

”Min kæreste er god til at hive mig ud, sende mig på stranden eller noget andet, hvis han kan se, jeg er ved af falde ind i den onde spiral. Jeg tror og håber på, jeg kan arbejde mig i retning af en dagligdag, hvor jeg ikke er på medicin, når jeg er i konkurrence. Men lige nu er det nødvendigt, hvis jeg skal kunne håndtere den slags udfordringer tennissporten konstant giver mig,” lyder det afsluttende fra Nicole Gibbs.

Nicole Gibbs rangerer aktuelt som nummer 118 i verden i single. Hun opnåede denne sæsons højdepunkt, da hun ved årets første Grand Slamturnering, Australian Open, spillede sig i anden runde.

Forrige artikelITF Junior Vrsar: Clara Tauson belønnes for vinterens træningsindsats
Næste artikelDagens kampe fredag 23. marts: Wozniacki mod OL Guldvinder midt om natten
Per Colstrup Vinkel
Per Vinkel er professional journalist og tenniskommentator. Hans mangeårige arbejde, interesse og engagement i tennissporten, gør Per til en af de bedste danske tennisjournalister.