Efter Angelique Kerbers nederlag til Elena Vesnina ser Venus Williams ud til at være den alvorligste forhindring for ny finale til Caroline Wozniacki

Efter sejren over Madison Keys i 1/8-finalen har Caroline Wozniacki fortsat direkte kurs mod den semifinale, som med hendes nuværende form berettiger til at tro på, at hun kan nå ved Premier Mandatory turneringen BNP Paribas Open i Indian Wells.

Forinden skal hun dog i kvartfinalen besejre 28. seedede Kristina Mladenovic (FRA), der i 3. runde vandt 6-3, 6-3 over 4. seedede Simona Halep (ROU), hvilket normalt vil betegnes som en større overraskelse, men ikke når man tager rumænerens sæsonstart i betragtning.

Mladenovic vandt med de samme cifre (6-3, 6-3) over no. 38 Lauren Davis (USA) i 1/8-finalen, og dermed er hun klar til at møde Caroline i kvartfinalen torsdag aften eller natten til fredag.

Selvom Franskmanden har vist god form på det seneste, vil Caroline uden tvivl være oplagt favorit i den kamp, hvilket både kan begrundes med hendes øjeblikkelige form, samt at hun har vundet alle 3 indbyrdes opgør – seneste i finalen i Hong Kong 2016.

Hvis Caroline klarer opgaven slipper hun for at møde ranglistens no. 1 Angelique Kerber (GER) i semifinalen, idet tyskeren i 1/8-finalen tabte 3-6, 3-6 til 15. seedede Elena Vesnina (RUS).
Kerber har vist svingende form i starten af året, og derfor var det ikke helt uventet, at hun kunne få problemer undervejs, og allerede runden forinden (R32) var hun i store problemer mod no. 62 Pauline Parmentier (FRA), der førte 5-2 i 3. sæt, og udelukkende tabte på grund af den omstændighed, at undertippede spillere ofte “forkramper”, når de er ved at vinde over en topspiller, som til gengæld hiver det bedste frem på de afgørende bolde.

Caroline Wozniackis største forhindring på vejen til endnu en finale er uden tvivl veteranen 12. seedede Venus Williams (USA), som er den eneste blandt de nuværende topspillere, som Caroline aldrig har vundet over i de hidtidige 7 indbyrdes opgør.

Caroline var godt på vej til at vinde over Venus, da de i 2015 mødtes i finalen i Auckland, hvor Caroline spillede glimrende i 1. sæt, som hun vandt 6-2, men i resten af kampen blev hun usikker – som om hun ikke rigtig troede på sejren – og Venus løftede samtidig sit niveau og vandt kampen 2-6, 6-3, 6-3.

Den samme recept anvendte Venus både i sin første kamp, da hun vandt 1-6, 7-6(5), 6-1 over Jelena Jankovic (SRB), og i 1/8-finalen mod no. 49 Shuai Peng (CHN), som Venus besejrede 3-6 6-1, 6-3.
Forinden havde hun dog vundet overbevisende 6-4, 6-2 i 3. runde over no. 40 Lucie Safarova (CZE).

Resultaterne betyder, at Venus i den anden kvartfinale i nederste halvdel møder Vesnina, og hvis Venus fortsætter på det niveau, som hun viste ved Australian Open og i de seneste kampe, når man ser bort fra den træge start i et par af kampene, er en semifinale mod Caroline højst sandsynlig.
Hvis Caroline kan undgå at lade sig påvirke mentalt af den negative indbyrdes statistik, og hun holder dampen oppe gennem hele kampen, er finalepladsen absolut indenfor rækkevidde.

Svitolina sendt ud af Muguruza

Inden turneringen blev 3. seedede Karolina Pliskova (CZE) sammen med 10. seedede Elina Svitolina (UKR) og 11. seedede Johanna Konta (GBR) betegnet som Caroline Wozniackis mest seriøse konkurrenter til den endelige titel, og i 3. runde blev favoritfeltet reduceret, da Konta tabte til Caroline Garcia (FRA).

I 1/8-finalen forlod Svitolina turneringen, da hun blev besejret 7-6(5), 1-6, 6-0 af 7. seedede Garbine Muguruza (ESP), der efter en række svingende præstationer tilsyneladende er ved at finde et stabilt niveau.

Muguruza må derfor tages alvorligt i fortsættelsen af turneringen, hvor hun natten til torsdag tidligst kl. 03cet møder Karolina Pliskova, der kom meget nemt videre fra 1/8-finalen mod 15. seedede Timea Bacsinszky (SUI), der trak sig fra kampen, da hun var bagud 1-5 i 3. sæt.

Den anden kvartfinale i øverste halvdel spilles onsdag ved 21-tiden, hvor 19. seedede Anastasia Pavlyuchenkova (RUS) møder 8. seedede Svetlana Kuznetsova (RUS).

Pavlyuchenkova vandt i 1/8-finalen 6-4, 3-6, 6-2 over den til tider flyvende 5. seedede Dominika Cibulkova (SVK) i en yderst seværdig kamp.

Kuznetsova indledte med et par jævnbyrdige opgør mod no. 57 Johanna Larsson (SWE) og 26. seedede Roberta Vinci (ITA),

men i kampen mod Caroline Garcia blev der ingen tvivl om udfaldet, da russeren vandt 6-1, 6-4.

Den første af kampene kan følges på TV2 Play, og ikke på TV2 Sport, som iflg. programoversigten sender håndbold.
Nattens kamp kan dog følges på TV2 Sport.

 

Forrige artikelChallenger Drummondville: Løchte/Arvidsson slået af 1. seedede – Teenagere på Livestream
Næste artikelITF Junior Kramfors: Jesper Andi gennem tre megalange tiebreaks
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.