Serena Williams var for stor en opgave for Caroline Wozniacki i finalen

Hvis man skal have en chance for at besejre Serena Williams i en Grand Slam finale, er det nødvendigt at spille næsten fejlfrit, og frem for alt skal serven fungere optimalt.
Det blev desværre ikke helt tilfældet for Caroline, som  blev brudt i sit første serveparti til 0-2. En medvirkende årsag hertil var, at hun for ofte måtte ty til 2. serven, og et par dobbeltfejl gjorde det heller ikke nemmere.

Serena havde som sædvanlig en frygtindgydende serv, og hun satte Caroline under et gevaldigt pres med sine tunge grundslag. Alligevel var Caroline i kraft af sin formidable evne til at få mange bolde i spil ganske godt med i Serenas 3 første servepartier.  I Serenas første serveparti havde Caroline endda en enkelt break mulighed, som dog blev afværget efter en kanon-serv, men i de 2 næste servepartier lykkedes det faktisk Caroline at bryde serven.

1. serv og forhånd fungerede ikke optimalt

Til gengæld tabte Caroline selv sine 3 første servepartier, hvor hun fik for få 1. server i spil, og hun måtte derfor kæmpe hårdt i hver eneste duel, hvor hun var under konstant pres, ikke mindst fordi hverken forhånden eller serven fungerede optimalt, og derved kom Caroline bagud 2-5, inden hun omsider holdt sin serv.

Serena fortsatte med at dominere i 2. sæt, hvor Caroline igen blev brudt tidligt i sættet. Da Serena hele sættet fortsatte med at serve på et højt niveau, fik Caroline aldrig for alvor muligheden for at bryde tilbage.

Drømmetennis i slutningen af kampen

Mod slutningen af kampen var der flere medrivende dueller, som fik publikum op af stolene i begejstring. Caroline blev kostet rundt på banen af Serenas tunge slag, men hun løb det hele op med returneringer af høj klasse. Serena spillede dog fejlfrit og trak i de fleste af disse dueller det længste strå, og hun blev en fuldt fortjent vinder af finalen, som endte med cifrene 6-3, 6-3.

Selvom man med danske briller godt kan ærgre sig en smule over, at Carolines serv og forhånd ikke ramte samme niveau som i nogle af de forudgående kampe, er det alligevel svært at forestille sig, at hun kunne have vundet kampen, når Serena spiller på det niveau, som hun præsterede, ikke mindst i 2. sæt.

Højdepunkter i Carolines karriere

For Caroline Wozniacki var finalen mod Serena et af  hendes glorværdige karrieres store højdepunkter, hvoraf de fleste blev opnået i 2010 og 2011, da hun var no. 1 i 67 uger, og vandt 10 titler på under 1 år i 21 turneringer. I samme periode var hun desuden i 3 Grand Slam semifinaler og i finalen ved WTA-slutspillet.

Her følger en oversigt med Carolines bedste resultater

Grand Slam:
Finalist: 2009 US Open 2014 US Open
Semifinale: 2010 US Open2011 Australian Open, 2011 US Open

WTA-slutspil:
Finalist: 2010 Qatar
Semifinale: 2009 Qatar

Premier Mandatory (obligatorisk for alle i top 10):
Vinder: 12. titel  2010 Beijing,  14. titel  2011 Indian Wells
Finalist: 2009 Madrid2010 Indian Wells2013 Indian Wells
Semifinale: 2011 Rome,   2012 Miami

Premier 5 titler (top 10 SKAL deltage i mindst 4 af 5 turneringer)
9. 2010 Montreal,  11. 2010 Tokyo, 13. 2011 Dubai

Premier titler (1 fra Top 6 og 2 fra Top 10 – ELLER  2 fra Top 6)
2. 2008 New Haven, 5. 2009 Eastbourne, 6. 2009 New Haven, 10. 2010 New Haven, 15. 2011 Charleston,  16. 2011 Brussels, 18. 2011 New Haven, 20. 2012 Moskva

International titler mv. (top 10 højst 1 turnering pr. halvår)
1. 2008 Stockholm, 3. 2008 Tokyo, 4. 2009 Ponte Vedra Beach, 7. 2010 Ponte Vedra Beach, 8. 2010 Copenhagen, 17. 2011 Copenhagen, 19. 2012 Seoul, 21. 2013 Luxembourg, 22. 2014 Istanbul

Ranglistens top 2
No. 1 i 67 uger (2010 uge 41 > 2012 uge 4 – borset fra  2011 uge 7, hvor Kim Clijsters var no. 1 en enkelt uge)
No. 2 i 9 uger (2010 uge 33 > 40, samt 2011 uge 7)

Præmieindtjening
Karrieren til dato: $18.276.314
2014  til dato: $2.325.799

Tilbage i top 10 med kurs mod WTA-slutspillet

Med finalepladsen ved US Open er Caroline tilbage i top 10, hvor hun nu er no. 9 på både ranglisten og racelisten. For at være sikker på deltagelse i WTA slutspillet, som afvikles uge 43 i Singapore, skal Caroline være i top 8 på racelisten, hvor afstanden til de nærmeste foranliggende lige nu er 159 point til Ana Ivanovic (SRB) og 410 til Eugenie Bouchard (CAN).

Caroline er forinden tilmeldt 3 turneringer, hvor hun forhåbentlig kan optjene de nødvendige point. Hun får kun en uges pause, inden hun igen skal i aktion i Premier 700 turneringen Toray Pan Pacific Open i Tokyo i uge 38, med mindre hun efter et sammenpresset program springer den turnering over, inden de 2 næste større turneringer, Premier 5 Wuhan Tennis Open i uge 39, og Premier Mandatory China Open Beijing i uge 40, hvor der er henholdsvis 900 og 1000 point til vinderen.

Forrige artikelHvor spiller danskerne henne i uge 37?
Næste artikelITF Luzern Junior: Rebekka La Cour Hillingsø vandt 2 kampe i Schweiz
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.