Stanislas Wawrinka har været de seneste års helt store åbenbaring. Tegningerne til noget stort har været der længe, men det er først med svenskeren Magnus Norman i boksen, at Wawrinka har fået det hele til at stemme på samme tid. Nu er han blevet den modstander, ingen ønsker at se på den anden side af nettet i en slam-finale. Vi tegner et portræt inden aftenens US Open-finale.
I mange år var han blot været kendt som ’ham den anden schweizer’. Når journalisterne interviewede Wawrinka efter en kamp, kunne halvdelen af deres spørgsmål dreje sig om Federer. Wawrinka kunne sidde og vride sig lidt undrende i stolen, men høflig og ydmyg som han er, svarede han alligevel som oftest på spørgsmålene.
For Federer har stået i centrum i langt størstedelen af Wawrinkas karriere – i en grad så Wawrinka har omtalt sig selv som: ’I’m the Swiss guy, who loses’.
En smuk baghånd, men et ustabilt spil og en mangel på kynisme og mental styrke, når en tæt kamp spidsede til. Sådan lød dommen.
Den tid er nu forbi og har været det i nogle år efterhånden. Stan the Mans transformation fra en talentfuld andet geleds spiller til den absolutte verdenstop rummer mange elementer, såvel tekniske som mentale.
Før 2013 havde Wawrinka to gange spillet sig frem til kvartfinalen i en grand slam efter otte år på ATP-touren. Siden da er han nærmest blevet fast inventar.
Det hele startede reelt med en kamp mod manden, han møder igen i aften. Vi befinder os i 4. runde i Melbourne ved Australian Open 2013. Novak Djokovic er verdensetter, dobbelt forsvarende mester og tårnhøj favorit til at vinde for tredje år i streg i sin favorit-slam. Bookmakerne giver 1,05 gange retur på en Djokovic-sejr og hele 16 gange pengene igen på Wawrinka. Det spiller ingen rolle for Wawrinka.
De to spillere giver os årets bedste kamp, der ender 12-10 til Djokovic i femte sæt. Men mere afgørende for, hvad der følger, giver kampen samtidig Stan troen på, at han kan spille helt lige op med de bedste. At han hører til. Det er en ny følelse for den før så ydmyge schweizer:
“When I played Novak in 2013,” says Wawrinka now, “I had the click inside me that said, ‘OK, I might maybe one day beat him in a grand slam. I know I can do it, I have not only the game but I’m also ready mentally to do it… I could have mentally really gone down like other players did when they were so close. I took the other way”
Kampen bliver en del af Wawrinkas ‘fail better’-filosofi (mere herom nedenfor) og året fortsætter med en række imponerende resultater, men hvor han dog samtidig fortsætter med at tabe til de tre store.
I foråret 2013 tabte han således knebet med 5-7 i tredje sæt til Federer i Masters-turneringen i Indian Wells, han slog Murray i Monte Carlo, Ferrer i finalen i Portugal og Dimitrov, Tsonga og Berdych på vejen mod et finale-nederlag i Madrid til Nadal.
I French Open nåede han kvartfinalen efter endnu en fantastisk femsætter, denne gang mod franskmanden Richard Gasquet, før han nok en gang måtte give fortabt mod Nadal.
Den stærke forårssæson blev bakket op i efteråret, hvor han slog både Berdych og Murray i US Open på sin vej mod sin første slam-semifinale og en ny femsæts-klassiker mod Djokovic, som denne gang sluttede 4-6 i femte, efter Wawrinka ellers havde ført 2-1 i sæt:
Sæsonen blev kronet med Wawrinkas første deltagelse i sæsonfinalen World Tour Finals i London, hvor han, som jeg spåede, nåede helt frem til semifinalen, hvor han – igen, igen – tabte til Djokovic.
Tennis: Et spil fuldt med tabere
På indersiden af sin venstre underarm har Wawrinka et citat af den irske digter og forfatter, Samuel Beckett. Det lyder:
Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail Better
Da 2014 begyndte, havde Wawrinka blot vundet fire tennisturneringer, tre på grus og én på hard court, i næsten 500 kampe på ATP-touren. Alle var de i kategorien ATP-250, dvs. de mindst værdifulde hvad angår penge, prestige og ranglistepoint.
Ved hver tennisturnering er der typisk 32, 64 eller 128 spillere til start. Kun én af dem kan vinde. Og når man uge ud og uge ind ikke står med trofæet over hovedet søndag eftermiddag, kræver det sin mand at bevare troen på egne evner. Deraf Becketts ord.
Ordene, sagde Wawrinka efter sin Australian Open-sejr i 2014, har været “in my head for a long time”. Han forklarede:
“It was part of my life, how I see life, and especially how I see tennis life. Before today, I always said that unless you are Roger, Rafa or Novak, you lose every week.”
Når man næsten med sikkerhed taber, nytter det ikke noget at slå sig oven i hovedet med det. Man må tage det positive med fra nederlaget og “tabe bedre” næste gang. Og netop det er, hvad Wawrinka har forsøgt på og været i stand til.
Selvom hele 2013 var et lige ved og næsten-år for Wawrinka, var det alligevel et perfekt eksempel på, at han ‘fejlede bedre’: to gange pressede han således Djokovic til det aller, aller yderste i hhv. Australien og US Open, og da han tabte for 12. gang i træk mod Nadal ved World Tour Finals – endnu en gang uden at vinde et sæt – var han rent faktisk den bedste spiller på banen og endte med 83 vundne point mod Rafas 80.
Samtidig var han begyndt at slå alle andre end Djokovic, Nadal og Federer på rimelig regulær basis – eksemplificeret ved at kun Djokovic og Nadal havde flere sejre mod top-10 spillere end Stan.
2014: Det helt store gennembrud
Det helt store gennembrud lå altså tydeligvis lige om hjørnet. Op til Australien Open det år spurgte en flittig Sport fortalt-læser mig om, hvem der var favoritterne til dette års turnering. “Djokovic er klar favorit med Nadal i hælene som ligeså klar toer”, lød svaret. Men, tilføjede jeg, “p.t. – før turneringen er igang – er det altså Stan the Man og Juan Martin, der står med de bedste kort på hånden for at levere overraskelser”.
Det gjorde de så begge, Delpo med et tidligt exit (p.g.a. en begyndende håndledsskade, der desværre sendte ham ud resten af året), Stan med sin suverænt flotte sejr, hvor han først fik revanche mod Djokovic i kvartfinalen og derpå slog Rafael Nadal – som han inden da end ikke havde vundet et sæt mod – i finalen.
Sejren i Australian Open var blot anden gang siden Marat Safins sejr i Australian Open 2005, at en spiller uden for the Big Four vandt en slam-titel (Juan Martin del Potro, US Open 2009, er den anden undtagelse). Det var første gang nogensinde, at samme spiller slog både Djokovic og Nadal i en slam. Og 21 år siden at en grand slam-vinder slog de to førsteseedede ud.
Det ville være forkert at sige, at han ikke har set sig tilbage siden. Han har haft sine ups and downs, han har tabt til spillere, han ikke bør tabe til, han har været skadet og holdt fri. Men én ting ændrede sig for alvor med slam-sejren over Nadal, ja delvist allerede fra og med nederlaget til Djokovic i Australian Open 2013 – Stan var blevet til en spiller, der præsterede sit bedste, når det virkeligt gjaldt – i finaler og i grand slams.
Siden begyndelsen af 2014, har Stan således stået i 10 forskellige finaler og vundet alle 10! Inden 2014 havde han en finalestatistik, der lød på væsentligt mindre prangende fire sejre mod ni nederlag.
Tilsvarende med grand slams – jovist har han tabt tidligt tre gange, to gange i Wimbledon (senest til del Potro, som alle kan tabe til) og én gang i French Open umiddelbart efter sin første slam-sejr. Men resten af hans resultater lyder på én fjerde runde (hvor han var syg), tre kvartfinaler, tre semifinaler og én yderligere sejr, French Open 2015 mod Djokovic.
Det er bedre end alle andre end Djokovic og Murray.
I 2015 var han den eneste, der slog Djokovic i en slam-kamp. Og skulle man vælge en skrækmodstander for Djokovic i en slam-finale i de her år, er det hverken Federer, Nadal eller Murray – det er Stan the Man Wawrinka.
Tilbage til 2014 – få måneder efter sin Australian Open sejr slog han sin mere berømte landsmand, Roger Federer, i Monte Carlo Masters-finalen.
Hvor han før 2014 havde tabt 26 ud af 26 sæt mod Nadal, 14 kampe i træk mod Djokovic og 13 ud af 14 kampe mod Federer (den enlige sejr var fem dage efter Federer havde fejret sit bryllup), endte han med 2014 med 3-3 mod de selvsamme spillere (hvoraf to af nederlagene kom ved World Tour Finals-kongerne Djokovic og Federer, og det tredje til Wimbledon-kejseren Federer).
Kort sagt er hans topniveau på et niveau, hvor han kan slå hvem som helst når som helst. Og det er han heldigvis langt om længe blevet klar over.
Som han sagde efter Nishikori-sejren i fredagens semifinale:
“I saw so many players not even thinking they can beat them (the big 4) when they step on the court. I always try to believe in something, that maybe one day I can beat them, and that’s what happened in the past few years.”
Hvad har Stan egentlig forbedret?
Og dermed er vi fremme ved noget af det, der er grunden til Stans store succes de senere år. Hans mentalitet. Han tror på sig selv nu. Han tror på sit eget spil i de afgørende momenter. Og det er der – desværre – forbavsende mange tennisspillere, der ikke gør, når de står overfor en på papiret bedre modstander.
En stor del af æren for det må tilfalde den tidligere svenske topspiller Magnus Norman, som i sin tid også fik Robin Söderling til at tage to skridt op af karrierestigen.
Slagene har Wawrinka for så vidt altid haft. Men med Norman er han blevet bedre til at vælge de rigtige og tro på sit eget spil. Samtidig er han blevet stærkere og mere udholdende fysisk, så han kan stå og slå 20 bolde i streg mod Djokovic, Murray, Nadal, Nishikori eller hvad modstanderen nu hedder den dag.
Han har tabt et par overflødige kilo på maven, er blevet hurtigere og kan dermed forsvare sig bedre, når modstanderen forsøger at trykke ham tilbage i banen. Wawrinka er især berømt for sin baghånd, men både serven og forhånden har fået et nøk opad under Norman.
Grundlæggende er Wawrinkas spillestil relativt simpel. Han spiller med power i serven, forhånden og baghånden. Fuld power. Han har også en glimrende slice og ganske udmærkede hænder ved nettet, når han (desværre alt for sjældent) følger sine tunge grundslag til dørs. Men grundessensen er nu alligevel power og ingen spiller på touren kan matche ham i tyngden af grundslagene.
Når det kører for ham, er han derfor uhyre svær at stoppe. Få spillere har et egentligt forsvar mod Stan, når han er på. Han kan serve bomber på 220-230 km/t, slå vindere fra hvor som helst på banen med både sin stærkt forbedrede forhånd og sin underskønne enhåndsbaghånd og samtidig flugte, når han vælger det til.
Højt at flyve, dybt at falde
Men dét aggressive tennis, der gør en flyvende Stan så interessant at følge som tenniselsker, er samtidig nogle gange hans akilleshæl. Stan spils er højt anlagt og derfor også med en stor risiko. Han foretrækker så klart at dominere duellerne frem for at jagte modstanderens slag.
På de dage, hvor han rammer formen og selvtilliden er i top, er det en ren fornøjelse, og man tager sig selv i at tænke, hvordan den type spil overhovedet er mulig i en tid, hvor spillere med en fantastisk defensiv ellers har domineret sporten i flere år.
Men når det ikke kører, kan han (desværre) fortsat tabe til hvem som helst, fordi han næsten spiller uden en plan B. Sagt kort: På en rimelig god dag slår han måske 45 vindere og 30 uprovokerede fejl mod en modstander, der slår 20 vindere og 20 uprovokerede fejl. På en dårlig dag er Stans to tal byttet rundt, eller det der er værre.
En halvdårlig dag på kontoret var, hvad Wawrinka havde i tredje runde af årets US Open mod verdens nr. 64, den relativt upåagtede Daniel Evans. Stan var nede med match point i fjerde sæt, inden han hev sig selv op og kørte en slukøret og træt Evans over i femte.
Den kamp er dog også et eksempel på, at Wawrinka er modnet som spiller, og at han præsterer bedre i slams. Havde det været enhver anden turnering, havde han formentlig tabt den kamp. Havde det været for fire år siden, havde han også tabt den kamp. Men i år, efter et for hans nye standarder ellers ikke særligt prangende slam år, fandt han alligevel en vej til sejren.
Aftenens finale – hvad kan vi vente os?
Der er ikke mange hemmeligheder mellem Djokovic og Stan. De har mødtes 23 gange, og Djokovic fører 19-4. Men den statistik giver ikke et retvisende billede. Mere relevant er det, at der står 3-2 til Djokovic i slam-opgør fra og med ovennævnte Australian Open-kamp i 2013.
Endnu mere relevant er det, at alle kampene har været enormt tætte: Fire af de fem kampe er gået i femte sæt – undtagelsen er French Open-finalen i 2015, hvor Wawrinka slog Djokovic i fire efter at have tabt det første sæt.
Det er to mentalt stærke spillere, der mødes. Wawrinka har vundet sine seneste 10 finaler i streg – Djokovic har vundet 12 ud af 13 finaler det seneste år.
Wawrinka har spillet markant mere tennis end Djokovic i årets turnering – 23 sæt mod blot 12 for Djokovic. Mens Wawrinka har reddet matchpoint mod Evans og udmanøvreret og udmarvet to særdeles kapable modstandere som del Potro og Kei Nishikori, har Djokovic nærmest fået foræret sin plads i finalen.
Djokovic har døjet lidt med sit ene håndled og overvejede helt at blive væk fra årets US Open. Men ved et lykketræf – eller voodoomagi – har hovedparten af Djokovic’ modstandere trukket sig før eller under kampen. Eller – som i Monfils’ tilfælde i semifinalen – spillet helt og aldeles med hovedet under armen i den suverænt med absurde slam-semifinale jeg til dato har set.
Det er derfor svært at vurdere, hvor Djokovic præcist står. Han har vundet en masse turneringer i årets første halvdel, men ofte uden for alvor at behøve spille sig ud.
Han er i US Open-finalen næsten uden at have behøvet at spille. Og samtidig har han – måske, man ved aldrig helt, hvornår det er bluf med ham – nogle småskader, der stadig nager ham (skal skader undgås, kan man læse mere her i denne tennistræningsguide).
Hvad vi dog ved er, at det er uhyre sjældent, Djokovic ligefrem underpræsterer i en slam-finale. Hvad vi også ved er, at aftenens to finalister har givet os nogle af de suverænt bedste kampe de senere år. Wawrinkas offensiv mod Djokovic’ defensiv er slet og ret absurd god tennis.
Og endelig ved vi, at Stan ikke bukker sig i støvet blot fordi, det er verdensetteren, der står på den anden side af nettet. Som han sagde til sig selv inden sidste års French Open-finale:
“Play your game, he doesn’t like you, he doesn’t like the way you play your game, you’re the only player who can really push him back, who can really make him feel uncomfortable.”
Og som han sagde efter Nishikori-sejren i semifinalen:
“I know when I arrive in a final I’m ready to play my best tennis.”
Det holder forhåbentligt også i morgen. Og Federer? Ham er der ingen, der spørger Wawrinka om i øjeblikket.
Kampen spilles kl. 22.00 dansk tid og vises på Eurosport.
En version af dette indlæg findes også på Sport fortalt.
