Det går tilbage for danske tennis. Vi, der er interesserede i tennis, ser disse overskrifter med jævne mellemrum. Og man fornemmer i dansk tennis en lettere generel panikagtig stemning, fordi ingen gider at beskæftige sig med denne smukke sport længere.

Af Jes Rønn Hansen, Strib Tennisklub

Koncept-panik
Mange udbryder så næsten pr. automatik: Det er fordi tennis ikke ”følger med tiden”. Det hører man inden for mange ting. Og så forsøger man at forny sporten, ved at lave forskellige koncepter i overensstemmelse med tidsånden. Det gør man i den, for mig at se, naive tro, at et koncept eller et smart slogan eller en tidsånd kan redde noget som helst. Forsøgene er velmente. Bevares. Ikke et ondt ord om hensigten eller dem der arbejder med dem. Det være sig ”Play-and-Stay” eller ”Bevæg dig for livet” eller andre koncepter eller idéer, som man ovenfra i dansk tennis har forsøgt og stadig forsøger at lancere.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge dem der nu sidder et sted og får alle idéerne: Hvorfor skal tennis-sporten overhovedet ”følge med tiden”? Er det fordi tidsånden dikterer os, at intet må være gammelt? At alting altid (også mennesket) skal være i ”vækst, bevægelig og fleksibel”. Men at være i ”vækst, bevægelig og fleksibel” har også en bagside. En bagside der kan karakteriseres som ”rodløshed, rastløshed og flygtighed”.

Jeg vil bare gerne spille tennis. Og jeg vil gerne lære mine børn det. Og jeg vil meget gerne slå et slag for det jeg i det følgende kalder for klassiske tennisdyder. De står muligvis i modsætning til de ovennævnte begreber og i modsætning til tidsånden. Men jeg er ret overbevist om, at hvis tennis skal have en god fremtid, er man nød til at kende og i det mindste reflektere over disse dyder, som er et livtag med det flygtige i tidsånden.

Klassiske dyder
Hvad er de klassiske tennisdyder? De er vel ligesom mange andre dyder. Og man kan formulere dem på mange måder. Jeg har ”googlet” dyderne og jeg vælger at tage udgangspunkt i den gamle latinske digter Prudentius, som omkring år 400 definerer dyderne som modsætning til de klassiske dødssynder.
Dyderne er:
Kyskhed (Castitas): Moralsk opførelse, for at opnå renhed både fysisk og psykisk. Hvor mange taler med deres børn/juniorer om hvordan man opfører sig på tennisbanen, sportsmanship etc.?
Udholdenhed (Temperare): Selvkontrol, udholdenhed og afholdenhed. Her tænker jeg ikke bare på taktik, teknik og fysik, men også det at kunne beherske sit temperament, og under en kamp (som for eksempel Bjørn Borg var en mester i) kunne have kontrol over sine følelser, sin skuffelse, sin frustration eller vrede.
Barmhjertighed (Liberalitas): Viljen til at give fra sig. Hvornår siger vi til vores juniorer, at hvis du er i tvivl om bolden var god, så skal du altid give din modstander pointet? Eller opdrager vi dem til at spille for at rage alt til sig, ligesom vi tror at tilværelsens dybere hensigt kun er at rage til sig.
Indsatsvilje (Industria): Være vågen, fysisk aktiv, have vilje til at arbejde. Lære vores børn, at det ikke er nok at have en smart taske, men at man selvfølgelig bliver belønnet for flid, når det gælder tennis
Tålmodighed (Patientia): Evnen til at vise nåde overfor synderen og løse konflikter fredfyldt. Ikke hidse sig op over, at de fleste juniorer fra nordsjællandske klubber næsten konsekvent stjæler point, hvis de kan. (Og det gælder for resten også spillere fra det øvrige Sjælland… og Fyn … og Jylland.)
Velvilje (Humanitas): Venskab og sympati uden fordomme. At man altid er venlig overfor dem der dummer sig, og måske ikke kender sportens dyder, men med mildhed tilretteviser dem.
Ydmyghed (Humilitas): At være beskeden og uselvisk i sin opførsel. Hvornår har man sidst set det til en turnering? Jo, man ser glimt af det engang imellem. Et skønt eksempel var, da Nikoline Gullacksen vandt en UM titel U14 i indendørs sidste år. Dem der så kampen, ved hvad jeg mener med at optræde stilfuldt på banen.

Men for at fremme disse dyder i tennissporten, er man nød til at være rig. Og derfor den lidt provokerende overskrift her. Ikke rig på penge. Men rig på det man altid har kaldt ÅND. At være åndfuld, betyder, at man evner at se bort fra egne selvoptagede mål, og det som ellers ligger lige for at styre os, modsætningerne til de klassiske dyder: De klassiske dødssynder. Lader man blindt tennis-sporten udvikle sig i overensstemmelse med tidsånden, lader man også de klassiske dødssynder blive til tennissportens dyder. Og det er på mange måder karakteristisk for tennis i dag. For her er sporten styret af:

Synderne

”Begær” (Luxuria)… man vil have det hele, og alle vil være verdens bedste, selv om alle i sagens natur ikke kan være det. Og hvis man ikke får det hele som tennisspiller, begynder man at hyle op som et barn, at det er banens skyld, og vejret skyld, og forældrene siger det er trænerens skyld og træneren siger det er klubbens skyld og klubben siger det er unionens skyld og unionen siger det er DTF’s skyld og i DTF siger de at det er de ansattes skyld og så fyrer nogen nogle andre (men kalder det en ”aftale”), og dernæst vælter man hinanden i bestyrelserne med jævne mellemrum, for der er ingen der tror på hinanden mere. Og det er virkelig meget underholdende at læse om i Tennisavisen og sladre om på tennisbanerne. Men næppe fremmende for tennissporten.

Eller ”Frådseri” (Gula)… man køber sig fattig i træning og turnering, for man skal jo for alt i verden følge det selvindbildte bedrageri, der består i at man har en tyrkertro på, at netop min datter er en unik tennisspiller. Og selvfølgelig er ens børn unikke for forældrene. Heldigvis. Men behøver det at få den konsekvens at man er urealistisk med hensyn til, hvor sporten skal føre en hen?

Eller ”Griskhed” (Avaritia), når man spiller og ”fedtspiller” hvor man kan, for at samle point på en meningsløs rangliste, for at få en bedre seedning til den næste turnering, og således lettere komme til det næste bytte.

Ladhed (Acedia): At man godt synes man kan tillade sig at opføre sig som Serena Williams på banen og kigge bebrejdende på sin modstander og på sin ketsjer og på sine forældre, som man ikke kan få øje på, for de har gemt sig væk i angst for deres hormonbombe af en hysterisk datter eller søn, der ikke gider træne, men godt gider være en ”vinder”, selv om hverken forældre eller børn har gjort sig nogen som helst forestilling om, hvad det i virkeligheden indebærer.

Vrede (Ira): Og så kommer vreden og frustrationen, for ”jeg fik jo ikke det jeg ville. Jeg ville jo vinde, for det har mine forældre fortalt mig siden jeg fik ører at jeg var, en vinder – men jeg taber 1000 gange og far siger, jeg bare skal blive ved, og træneren taler om at vi skal være flittige og jeg orker ikke for jeg vil ikke tabe … Så jeg farer over på min modstanders banehalvdel, og jeg lyver som en hest kan rende, når jeg dømmer min modstanders dybe baghåndsreturnering ude, for det siger træneren godt, jeg må, og det har jeg selv hørt, at de også gør i de store klubber, og jeg er jo en vinder, og kan slet ikke forstå, at jeg når jeg dømmer uretfærdig, er jeg i virkeligheden en taber – og det er ikke engang det værste: Det værste er at jeg er dybt ulykkelig.”

Misundelse (Invidia): ”Og jeg kan se de andre kommer med deres forældre i en stor Audi og bor på dyre hoteller, for det gør man bare. Og de andre kommer til TE-turneringer i Holland, for mor kan køre og har fri, men så kan jeg i det mindste købe 5 nye ketsjere til hver sæson, både ude og inde, og den sidste taske, og jeg gider ikke hente bolde, når jeg skal serve, dem skal min far ”kraftpetervæltemig” samle op for jeg er en prins og er i det hele tage bare uheldig opdraget. Og jeg nyder ikke at spille tennis. Det er ikke et mål. Kun et middel for at demonstrere, at jeg er suveræn”.

Rig på dyder
På disse ”udyder” hviler meget af tidsånden. Det er det man lærer i alle mulige sammenhænge. Så det er ikke så underligt, at tennis går tilbage. For det er en fattig stil og en sølle ånd at spille tennis med. Så er det bedre at gå til fodbold eller håndbold. Dér trives den slags bedre.
Og derfor mener jeg kun, at tennis skal være for de rige. Ikke de rige i økonomisk forstand. Men tennis skal være en sport, for dem der er rige på dyder. Og det skal være kendetegnet på tennissporten: At den bærer dyder med sig.

Dyder, som jo ikke barer gavner sporten, men som kan overføres til det almindelige liv, til hverdagslivet, og arbejdslivet og familielivet. Og som kan berige os, fordi de grundlæggende ikke handler om at berige sig selv, men om at berige de andre.

Jeg tror, at hvis dansk tennis skal have en fremtid, som er god, så skal man ikke fokusere så meget på medlemstal, resultater og aktiviteter i flugt med tidsånden. Så skal man fokuserer på tennis som sport og på den opdragelse og ånd der ligger gemt i de klassiske tennis-dyder.

Forrige artikelFlere årtiers ledelse i Københavns Tennis Union er fortid
Næste artikelSkal Sharapova straffes dobbelt for dopingdom?
Avatar photo
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.