Syv år efter de sidst regerede tennistoppen, er Roger Federer og Rafael Nadal igen verdens to bedste tennisspillere. Men selvom Rafa fører på årets rangliste, er det Federer, der har været årets bedste spiller. Vi ser nærmere på hans suveræne sæson og på, hvordan han med en nyvunden tro på sin baghånd igen har sat sig på tennistronen efter 4,5 år uden slam-trofæer.

Det burde være umuligt. Hans jævnaldrende rivaler fra dengang, han erobrede tennisverdenen, er alle pensionerede, de fleste af dem for længst. Vi taler spillere som Marat Safin, Lleyton Hewitt, David Nalbandian, Andy Roddick, Juan Carlos Ferrero og Guillermo Coria – alle på alder med eller et år eller to yngre eller ældre end Roger Federer.

Men så igen, der er så meget i tennis, som burde være umuligt, men som ikke er det i Federers tilfælde. Se blot et par slag fra det uendelige slagrepertoire her.

Alligevel står vi altså med en mand, der fylder 36 år i dag og har vundet samtlige store turneringer, han har stillet op i i år. Vi taler Australien Open, Indian Wells Masters, Miami Masters og senest Wimbledon (dertil har han også vundet ATP-500 turneringen i Halle).

Federer har blot spillet 33 kampe, men er alligevel nummer 2 på ranglisten for 2017, blot 550 point efter en anden “ældre” herre, 31-årige Rafael Nadal, som har spillet tyve kampe mere og for en gangs skyld er underhunden i den interne rivalisering med Federer i år – 3-0 står den til Federer.

I de to kampe, Federer har tabt, har han tilmed haft match point i begge to. Det giver denne noget aparte statistik for året så vidt:

  • 28-0 mod top-115
  • 8-0 mod top-10
  • 3-2 mod spillere uden for top-115
  • har haft match point i samtlige spillede kampe.

Hvordan er Federer gået fra ikke at kunne vinde en slam i 4,5 år til at vinde de to slams, han har stillet op i år og være bookmakernes favorit til US Open, World Tour Finals samt til at slutte året som nummer 1? Det giver vi her et bud på.

Fraværet af Djokovic

Det er ingen hemmelighed, at Novak Djokovic har været verdens bedste tennisspiller i hovedparten af perioden fra 2011-2016. Efter French Open sidste år sad han på samtlige slams, World Tour Finals, 5 Masters-titler, og det højeste antal verdensranglistepoint nogen har haft i det nuværende system.

Hele 8.000 point havde han ned til verdenstoeren Andy Murray, som p.t. sidder som verdens samlede nummer 1 med mindre end det.

Det er heller ingen hemmelighed, at Roger Federer de senere år har haft et niveau, der var godt nok til at vinde slams – mod alle andre end Djokovic forstås. I Wimbledon 14 og 15 samt i US Open 15 var Djokovic Federers overmand i finalen.

Det var han igen i semifinalen i Australian Open 2016, hvor Federer alt andet lige ville have været favorit mod Murray i finalen.

Vi har før skrevet om US Open 2015 og om de udfordringer, der ligger i at møde en yngre (næsten) ligeså talentfuld og markant yngre modstander, der befinder sig på karrierens højdepunkt, mens den aldrende mester er i sit eget efterår. Det kan I læse om her og her.

Vi har også skrevet om de egenskaber, der gjorde Djokovic så dominerende i et dobbeltportræt af serberen (her og her).

Når den dominans pludselig slutter, bliver der nødvendigvis et vakuum. Et vakuum andre kan og vil drage fordel af. Først var det Murray, der med en fantastisk anden halvsæson indhentede Djokovic’ ellers så sikre føring og for første gang sluttede året som nummer 1.

Siden var det Federer og Nadal, der kæmpede mod hinanden i Australien Open-finalen, som Djokovic ellers har vundet fem af de seneste seks år. Hvorpå Federer vandt ‘The Sunshine Double’, Indian Wells og Miami Masters, som Djokovic har vundet de seneste tre år i streg.

Efterfølgende var det Nadal, der nød en af sine mest dominante gruskampagner i fraværet af en velspillende Djokovic, hvorpå Federer endelig fik sin 8. Wimbledon-titel efter ovennævnte finalenederlag til Djokovic i 2014-15.

Ret skal være ret: Federer og Nadal (Murray, not so much) kunne potentielt have vundet de fleste af deres titler med en velspillende Djokovic i feltet. Men at han næsten har været en non-faktor i over et år, gør det bare usigeligt meget nemmere for resten af ATP-touren.

Federers pause, nye baghånd og mere aggressive returneringer

Det hele handler selvfølgelig ikke om det vakuum, Djokovic har efterladt. Federer har også selv føjet nye elementer til sit spil. I den forstand har sidste års knæskade, der krævede en operation og drillede ham hele sæsonen, før han tog over seks måneders pause fra touren, været en velsignelse i forklædning.

Pausen har givet Federer mulighed for at træne i et meget længere stræk, end man får lejlighed til, når man spiller turneringer hver anden uge det meste af året. Og er der to ting, der har plaget Federers spil de senere år, er det henholdsvis baghånden og hans ‘chip’-returnering.

Nadal har altid spillet på Federers enhåndsbaghånd med sin vilde topspinsforhånd, som vel nok er hovedårsagen til, at han fører deres indbyrdes h2h 23-14. Det samme har Djokovic de senere år. Mod resten af touren kan han klare sig med den. Men de to hovedrivaler er igen og igen lykkedes med at bryde den ned (se f.eks. de to point her, hvor Djokovic af to omgange får en svag baghånd fra Federer og sætter sig på pointet).

Ikke længere.

Ved slutningen af 2015 skiftede Federer supercoachen Stefan Edberg ud med den knap så kendte Ivan Ljubicic. Hvad Ljubicic mangler i kendisfaktor, har han til gengæld i praktisk erfaring: Han har spillet mod – og slået – samtlige Big 4-spillere af flere omgange. Og så slog han selv en ganske habil enhåndsbaghånd.

Sammen med Ljubicic har Federer taget et kig på, hvad der kunne gøres for at optimere schweizerens chancer. Og de to tydeligste er henholdsvis:

  • Baghånden, som han nu tør slå offensivt langt oftere end før. Der er mere bid, power og mod i den nu. Og når der er frit op af linjen, går han efter vinderen.
  • Baghåndsreturneringen. Gennem det meste af karrieren har Federer været relativt tilfreds med at få serven i spil med en slice eller en chip baghåndsretur. A la her. Det er ikke nogen dårlig retur, men den sætter heller ikke modstanderen under pres. Nu slår han oftere med topspin, hvilket tager tid fra modstanderen. A la her.

Federer har haft begge slag i sit repertoire tidligere. Men han har ikke brugt dem i tilstrækkelig grad, og han har (ofte) lavet for mange fejl, når han er gået efter dem. Nu sidder de i skabet, og han bruger dem fornuftigt.

Eksempelvis slice returnerer han ekstremt lidt mod Nadal – med succes – da Nadals topspin ophæver effekten af Federers slice og gør en slicet returnering til en sitting duck. Det har han selvfølgelig forsøgt tidligere mod Nadal, men med 2017 har succesraten med de topspundne returneringer været markant højere.

En faktor, der ikke bekom Nadal særligt vel i Australien Open-finalen.

Endelig skal man ikke være blind for, hvad seks måneder uden tenniskampe kan gøre for både krop og sjæl efter små tyve år på ATP-touren uden en egentlig pause. Alle spillere på touren døjer med småskavanker fra det daglige slid.

Seks måneder kan give den fornødne ro til, at kroppen får tid til at hele helt. Og lysten til at spille bliver større af at være ude. Federer er nu blevet bevidst om, at han kun vil og skal spille, når lysten virkelig er der. Det var den ikke under grussæsonen, hvorfor han stod over (at knæet havde skidt af det sidste år spillede dog også en markant rolle).

Samlet set spiller Federer med en ro, en selvtillid og en effektivitet, der mildest talt sd vanvittig for en mand på nu 36 somre (und jer selv at læse denne fremragende Zetland-artikel af Anders Haahr Rasmussen om Federer og stilhed).

Eksempelvis hævede han niveauet hver gang, det krævedes af ham i dette års Wimbledon og vandt samtlige fem tiebreaks, han kom ud i. Og da Berdych pludselig stod til at komme lidt ind i kampen i semifinalen ved 15-40, 2-3 i tredje sæt i Federers serv, smider Federer først to esser afsted, så en servevinder og så endnu et es, der giver ham partiet – hvorpå han selvfølgelig bryder Berdych og kan serve kampen hjem få minutter senere.

Her følger et 11 minutters sammendrag med Federers bedste point fra Wimbledon:

Kampen om nummer 1

Mens både Djokovic og Murray har været ude af stand til at nå frem til, endsige true, Federer i år, er det anderledes med hans ældgamle nemesis, Rafael Nadal.

Blot 550 point skiller dem som sagt af på årets verdensrangliste, hvor de har over 3.000 point ned til nummer 3, østrigske Dominic Thiem. Med både Djokovic og Wawrinka ude for resten af sæsonen med skader i henholdsvis albue og knæ, og en Murray der også kæmper med sin ene hofte, vil det være en kæmpeoverraskelse, hvis de ikke ender året som nummer 1 og 2.

Spørgsmålet er så, hvem der tager hvilken placering?

Kigger man på det historisk, bør Federer have de (klart) bedste chancer. Den eneste gang, Nadal har gjort det 550 point bedre i denne halvdel er sæsonen, var i 2013, hvor Nadal havde sin bedste hard court sæson nogensinde, og Federer havde en skadesplaget og mildest talt elendig hard court sæson.

Dertil har Nadal ikke tradition for at kunne holde en hel sæson uden at større formdyk. I 2009 og 2012, hvor han også nåede i Australien Open-finalen gik han henholdsvis helt ned og helt ud af sæsonens anden halvdel.

I 2013 sprang han Australien Open over og startede blødt ud med mindre grusturneringer i februar, hvorpå han bare blev bedre og bedre året igennem. I 2011 holdt han også hele sæsonen. Men kan han det som 31-årig?

Måske.

Er det nok? Måske ikke.

Federer har som nævnt endelig fundet en baghånd, der kan stå imod Rafas endeløse angreb på den. Og uden den match up-fordel, tipper magtbalancen i Federers favør –specielt når underlaget er henholdsvis medium- til halvhurtigt hard court og sidst på året indendørs hard court.

Dertil kommer, at Nadal ikke har vundet en hard court turnering af betydning i næsten fire år (siden US Open 2013), og han har tabt 10 af sine seneste 11 finaler på det underlag.

På den ene side er han der næsten – 11 hard court finaler på små fire år er fremragende for de fleste. På den anden side er han tydeligvis ikke så suveræn i de afgørende momenter, som han er på grus.

Ikke desto mindre er der meget, der peger på en Nadal tæt på sin 2013-form, hvor han vel at mærke vandt Montreal, Cincinatti og US Open i rap. I årets tre største hard court-turneringer var det Federer, der bremsede ham hver gang. Derpå blev Nadal bare bedre og bedre på grus, hvor han vandt sin 10. French Open uden at være i nærheden af at afgive et sæt.

Når først Nadal – oveni sin uigennemtrængelige defensiv – hiver den her slags slag op af lommen, så ved man, man er i problemer.

I Wimbledon var han også overordentligt velspillende, før han nok engang blev slået ud i tæt kamp af en spiller, Gilles Muller, der bare ramte dagen og vandt 15-13 i femte i turneringens bedste kamp.

Kort sagt: Nadal er i vanvittig god form og har i øvrigt også forbedret sin baghånd (samt forhånd og serv) og har allerede vist, han kan slå alle (foreløbig undtagen Federer) på hard court i år.

Nadal har chancen i Montreal

Første slag i duellen om at blive verdensetter kan allerede stå på søndag i den igangværende Montreal Masters. Med Djokovic, Wawrinka, Murray og Cilic ude, er det 20-årige stjerneskud Alexander Zverev 3. seedet og Dominic Thiem 4. seedet (og Thiem er allerede ude, ligesom Kei Nishikori, Juan Martin del Potro og Milos Raonic også er det).

Zverev står til at møde Nadal i en eventuel semifinale (men Zverev har først Nick Kyrgios 0.30, natten til fredag), mens Federer eksempelvis kan møde Grigor Dimitrov.

Når Nadal semifinalen eller derover, kan han allerede på mandag være ny verdensetter. Gør Federer det tilstrækkeligt godt i Montreal og den efterfølgende Cincinatti Masters (a la en finale + en turneringssejr), kan han nå at blive verdensetter inden US Open.

For Federer handler det om at beholde sin nyfundne edge mod Nadal og ikke give ham en lillefinger. For mon ikke 13 års baghåndsmishandling gør, at der stadig er et element af tvivl, når Nadal står på den anden side af nettet – eller i hvert fald hurtigt kan komme det igen?

Alt andet ville være mærkeligt.

For Nadal er opgaven selvsagt omvendt: At komme tilbage i Federers hoved og få Federer til at miste troen igen. Det kræver selvsagt en sejr. Og Montreals hard court underlag er lidt langsommere end Cincinattis, hvorfor det er her, den bedste chance byder sig.

Nadal har tilmed vundet turneringen tre gange mod blot to for Federer, den seneste Federer-sejr i Canada ligger helt tilbage i 2006 (hvilket også var tilfældet for Miami Masters, som Federer som bekendt vandt).

Vi slutter med en video. Federer og Nadals bedste point i år:

En version af denne artikel er tidligere også publiceret på sportfortalt.dk.

Forrige artikelWTA Rogers Cup: Caroline vandt “søsteropgør” og er i kvartfinalen
Næste artikelDagens kampe fredag 11. august: 4. Pliskova-Wozniacki duel
Anders Høeg Lammers
Anders Høeg Lammers er tennisfan, tennisnørd og tennisspiller. Han følger ATP-touren særligt tæt, men al tennis har hans interesse. Favoritterne er bl.a. Lendl, Edberg, Agassi, Hingis, Safin, Henin, Nalbandian, Djokovic og Federer. Han har i flere år skrevet tennisartikler på sportssitet Sport Fortalt.