Johannes Ingildsen føler sig ikke 100 procent klar endnu til en prof-karriere, hvilket får ham til at vælge college i Florida

Tennisavisen fortalte for et par dage siden om Benjamin Hannestads planer efter juniortiden, hvor University South Florida er tænkt som et springbræt til en prof-karriere – Portræt: Benjamin Hannestad jagter drøm via South Florida, og tidligere berettede Mikael Torpegaard om livet på college i denne artikel – Portræt: Torpegaards drøm at blive så god som Nadal og Ferrer – eller bedre, og inden længe kan Tennisavisen desuden berette om tilsvarende planer hos Simon Friis Søndergaard.

Både Benjamin og Simon, som blev senior i 2015, er fra KB ligesom 18-årige Johannes Ingildsen (Joe), og deres valg er også indgået i Joe’s overvejelser for hans tennis-mæssige fremtid, når han også bliver senior i 2016.

Oprindelig havde han forestillet sig at blive professionel direkte efter gymnasiet, men da klubkammeraterne Benjamin og Simon har valgt college-vejen, kommer Joe til at mangle dem som sparring-partnere i klubben.
Joe pointerer dog, at det ikke må opfattes sådan, at der ikke er kvalificeret sparring hos KBs øvrige seniorer, men de har ikke tid til at træne i samme omfang på grund af arbejde og studier.

Joe har selv haft nogle svære overvejelser om, hvad der vil være bedst i hans situation, da han på nuværende tidspunkt ikke føler sig helt klar til at gå prof-vejen.
Han pointerer dog, at Benjamins og Simons valg ikke har været afgørende for hans egen beslutning, selvom det er indgået i hans overvejelser, som er mundet ud i, at det også for Joe er bedst at gå college-vejen.

Valget er faldet på University of Florida, hvis logo ses herunder. Det må ikke forveksles med South Florida, som Benjamin har valgt, men Joe forventer, at de nok kommer til at møde hinanden.

University of Florida

Joe uddyber sit valg således

“Jeg har dog valgt en skole, som går meget op i at lave professionelle spillere, og som tillader mig at rejse rundt og spille på touren under opholdet. På den måde får jeg stadig lidt erfaring på touren, hvilket er vigtigt for mig.”

Joe kommer dog til at spille en række ITF-turneringer, inden han starter på college
“Jeg rejser først til Florida i efteråret og eftersom jeg ikke fylder 20 næste år, må jeg heldigvis gerne spille turneringer. Planen er således at rejse rundt og spille indtil da.”

Joe kan endnu ikke fortælle, om opholdet i USA bliver 4 år eller færre. I første omgang tager han et år, og så må tiden vise, om det bliver til mere.

Joe har i sin sidste sæson som junior deltaget i kvalifikation til juniorernes Grand Slam turneringer Australian Open og Wimbledon.
I førstnævnte turnering blev det til en enkelt kamp, da han efter en jævnbyrdig kamp tabte 6-3, 3-6, 4-6 til 1. seedede no. 66 Yosuke Watanuki (JPN).
Ved Wimbledon var Joe’s rangering som no. 142 ikke tilstrækkelig høj til at komme i kvalifikationen, men han tog alligevel chancen og rejste derover, og det lykkedes derved at komme med som følge af nogle afbud.
Desværre måtte Joe trække sig med en skade i kval-finalen efter at han havde besejret no. 66 Patrik Nema (SVK). I stedet kunne han overvære nogle af kampene på Wimbledon.

Johannes Ingildsen

Det blev til 2 titler i Grade 4 junior-turneringer, hvor Joe i starten af april vandt i Antalya, Tyrkiet, og i oktober vandt han i Rungsted Kyst. I marts blev det til en finale-plads i en tilsvarende turnering i KB, da han blev besejret 6-3, 6-7(3), 7-5 af Christian Sigsgaard.

 

Forrige artikelEntryliste: Uge 1, International Auckland, Caroline, Venus m.fl.
Næste artikelOrange Bowl: Elmer og Grundtvig forrygende fra start i USA
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.