Roger Federer er kæmpefavorit til en plads i finalen. Kan Sock blive ved med at overraske, eller bliver Grigor Dimitrov hans Waterloo?

Alle fire semifinalister er nu fundet. Og vi har en enkelt overraskelse iblandt i form af Jack Sock. Roger Federer og Grigor Dimitrov vandt begge sikkert deres gruppe. Og Rafael Nadal bøjede tidligt ud af turneringen med smerter i knæet efter nederlaget til Goffin mandag.

Endelig er Jack Sock fortsat med at spille med ‘house money’ hele ugen. Det – og det faktum, at han har vundet de seneste tre kampe mod Dimitrov – kan gøre ham farlig i semifinalen.

Grigor Dimitrov vs. Jack Sock

På overfladen er Dimitrov favoritten i den sene semifinale lørdag, der spilles kl. 21. Han har vist turneringens vel nok højeste niveau, da han udspillede Goffin i en 6-0, 6-2-sejr onsdag. Men Dimitrov indrømmede også, at han var nervøs i sin første kamp mandag.

Kan han bevare roen i en semifinalen, som han forventes at vinde? Dét er spørgsmålet. Zverev havde det tydeligvis ikke godt med at have alt at tabe mod Sock torsdag aften – presset steg ham til hovedet, og han ‘chokede’ ifølge eget udsagn. Det førte til hhv. 2, 3 og 1 dobbeltfejl i de tre partier, han blev brudt i i 3. sæt.

Omvendt spillede Sock med den mentale edge, det giver, når man netop kun har alt at vinde, hvad han har haft i hver eneste kamp, siden han kom tilbage fra 1-5 i tredje mod Edmund i sin første kamp i Paris.

Ingen, inkl. Sock selv, forventede, han ville kvalificere sig til World Tour Finals. Ingen, inkl. Sock, regnede med at se ham i semifinalen (om end jeg gav ham en fair chance i min optakt). Ingen har ham som favorit mod Dimitrov – på trods af, at han har vundet de seneste tre, senest i årets Indian Wells med 9-7 i 3. sæts tiebreak.

Og netop derfor er han farlig. Jack Sock spiller stadig med “house money”.

Det gør Dimitrov til gengæld på ingen måde. Dimitrov er et sted i sin karriere, hvor han ”forventes” at tage det næste skridt. Både af sig selv og af omverdenen.

Det gjorde han ved at vinde Cincinatti Masters-turneringen i august – for derpå at lide et af karrierens vel nok mest skuffende nederlag til den unge Andrev Rublev i 2. runde i tre sæt ved US Open.

Hvilken Dimitrov får vi at se i semifinalen? Dén, der anerkender, at han har en stor mulighed, men ikke lader presset og nerverne stige sig til hovedet? Eller dén, hvis spil falder fra hinanden, når der er mest på spil?

Jeg både tror og håber på, at Dimitrov er klar til at håndtere favoritværdigheden lørdag aften. At han har en hviledag mindre, betyder næppe noget for en atlet som Dimitrov i sin bedste alder.

Sock vil forsøge at finde Dimitrovs baghånd med sin inside-out forhånd, mens han samtidig beskytter sin egen baghånd. Lykkedes han med det ofte nok, kan han spille sig i finalen.

Han er på ingen måde uden chance, men jeg må give favoritværdigheden til Dimitrov. Jeg tror ikke, han leverer et dobbeltfejlshow ala Zverev, hvis han befinder sig i samme situation.

Federer storfavorit til finaleplads

Roger Federer har, som jeg skrev den anden dag, ikke helt ramt den øverste klinge endnu. Alligevel har han vundet alle sine tre kampe, og han vinder med meget stor sandsynlighed også sin semifinale.

Hvorfor? Fordi han er Roger Federer, det her er indendørs hard court, og hans modstander, David Goffin, på ingen måde ser skræmmende ud.

Federer fører 6-0 i indbyrdes opgør, og det er blot to uger siden, han gav en rimelig velspillende Goffin en regulær tennislektion i semifinalen i Basel (se 10 minutters ret fantastiske højdepunkterne herunder)

Dertil kommer, at Goffin slet og ret er et godt match up for Federer. Han har ikke den power, der af og til kan gøre ondt på Federer. Og endelig har de tre spillere, han allerede har slået, spillet bedre, end jeg forventer Goffin gør i morgen.

Selv sagde Goffin om morgendagens kamp, at han “ærligt talt ikke ved, hvordan jeg skal slå Federer. Jeg har ikke fundet nøglen endnu.”

Og selvom Goffin lige har slået Thiem 6-4, 6-1 – efter at have lignet en skygge af sig selv de første tre partier – var det ikke just en stor sejr. Det var turneringens dårligste kamp, hvor Thiems mangel på taktisk sans lukkede Goffin ind i kampen og blev Thiems eget endeligt.

På en dag, hvor Thiem ramte meget få bolde godt, blev han ved med at gå efter en stor vinder tidligt i duellen frem for at opbygge pointet. Thiem sluttede med 11 vindere og 27 fejl. Goffin med 10 vindere og 20 fejl. Det illustrerer meget godt, at ingen af dem var i nærheden af topniveauet, omend Goffin spillede sig gevaldigt op fra sin katastrofestart.

Thiem fik behandling på sit knæ mellem sættene, og det kan have haft betydning for, hvor mange bolde han smed væk. Men ingen af dem lignede en mand, der så synderligt frem til et møde med Roger Federer 24 timer senere.

Der er ikke noget, der hedder en ’sure thing’ i en World Tour Finals, men Federer er pænt tæt på at være det. Hvilket bringer mig tilbage til, hvorfor jeg helst ser Dimitrov i finalen.

  • Vi har allerede set Federer-Sock én gang i denne turnering
  • To enhåndsbaghænder i finalen er bare, efter min tennissmag, lidt federe end én.
  • Dimitrov har banket på til at komme op i det luftlag, som en WTF-finale er, i længere tid. 2017 har været en fremragende sæson for ham, der i min optik fortjener at krones med en finale.
  • Socks afslutning på året er allerede ’perfekt’ lige meget, hvad der sker i semifinalen og en eventuel finale.

Vil du se en tennisopvisning, er det bedste bud Federer-Goffin. Vil du se en tæt kamp, der kan gå begge veje, er det bedste bud Dimitrov-Sock. Og har du ikke andet at bruge din lørdag på, kan du selvfølgelig også bare se begge dele.

God tennis!

Forrige artikelNitto ATP World Tour Finals: Jack “Showtime” Sock er i semifinalen
Næste artikelITF Helsinki: Danskdödaren Anastasia Kulikova stoppede Karen Barritza
Anders Høeg Lammers er tennisfan, tennisnørd og tennisspiller. Han følger ATP-touren særligt tæt, men al tennis har hans interesse. Favoritterne er bl.a. Lendl, Edberg, Agassi, Hingis, Safin, Henin, Nalbandian, Djokovic og Federer. Han har i flere år skrevet tennisartikler på sportssitet Sport Fortalt.