2017 udgaven af GPS-turneringen KB Erhvervsklub Cup havde intet mindre end 300 tilmeldinger, hvilket er rekord for turneringen, som indleder tennissæsonen.

Vejret var dog en udfordring for både arrangør og spillere; lige op til turneringsstart d. 29. april havde vejret båret præg af regn og nattefrost. Således var KBs banefolk på overarbejde for at sikre at tennisbanerne stod klar til en uge med mange kampe. På turneringens første dag om lørdagen blev der dog ikke spillet på grus, da vedvarende regn umuliggjorde spil udendørs, og derfor måtte denne dags program afvikles på indendørsbaner. Men fra om søndagen blev der spillet udendørs, uden regn, men med en strid og kold vind over anlægget, og sådan blev vejret hele ugen frem til lørdag d. 6. maj Det lod spillerne dog ikke gå sig på, og der blev kæmpet hårdt og ufortrødent i 15 rækker. Og banerne holdt fint i betragtning af det var sæsonstart, og vejret ikke var det bedste.

Finalen i GPS for damer blev spillet fredag eftermiddag, og her stod to KBere overfor hinanden, Julie Noe og Karina Ildor Jacobsgaard. Kampen startede med at blive spillet på Julies præmisser, hvor hendes hårde og hurtige spil fra baglinjen gjorde ondt på Karina; Julie vandt første sæt med 6-3. Derefter ændrede kampen karakter, og Karina fik overtaget i duellerne; Julie fandt ikke noget modsvar mod Karinas varierede spil og Karina vandt derefter med 6-2 og 6-1.

Finalen hos herrerne blev spillet om søndagen, og her var det vel nok de to forhåndsfavoritter, Nicolai Ferrigno, KB og August Holmgren, Gentofte, som skulle dyste om titlen og præmiechecken. Begge havde vundet deres semifinaler i ret sikker stil, Nicolai over Maxim Landa, HRT med 6/2 6/2 og August over Frederik Ørvad, HIK med 6/2 6/1, så der var forventning om en tæt kamp de to imellem. Det blev da også en seværdig kamp, hvor Nicolai startede bedst, men hvor en stærkt servende August efterhånden fik overtaget i første sæt, som han vandt med 6/4. Andet sæt startede også med Nicolai i førersædet, og først sent i sættet fik August indhentet det break han var bagud; andet sæt endte i tiebreak som August vandt med 7-5. En flot kamp vejret og den tidlige sæson taget i betragtning.

Resultaterne fra KB Erhvervsklub Cup:

Damesingle kategori GPS: Karina Ildor Jacobsgaard, KB – Julie Noe, KB 36 62 61
Damesingle kategori 2: Amalie Piculeil, B 93 – Sofia Seron Pawlik, B 93 63 16 61
Damesingle kategori 3: Olivia Udby Kjær, Vedbæk – Josephine Lund-Kühl, HVT 62 61
Damesingle IP: Charlotte Gallina, Farum – Eva Wennervald, KB 63 64
Damedouble IP: Sara Nørgaard/Anne Mette Bjerring, KB – Helle Strauss/Helle Reckweg-Nielsen, KB 60 60

Herresingle Kategori GPS: August Holmgren, Gentofte – Nicolai Ferrigno, KB 64 76(5)
Herresingle kategori 2: Frederik Ørvad, HIK – Martin Nygård Knudsen, KB 63 64
Herresingle kategori 3: Christopher Emil Søndergaard, KB – Martin Møller, HIK WO
Herresingle kategori IP: Henrik Brabrand, KB – Nicolai Thorsted, KB 36 62 10/7
Herresingle veteran 40+: Allan Larsen, Vanløse – Henrik Nissen, KB 64 63
Herresingle veteran 50+: Lars Bo Sørensen, Helsingør – Peter Biltoft-Jensen, ATK 64 75
Herresingle veteran 60+: Peter Holst, Lyngby – Jørgen Strabo, Lyngby 62 61
Herresingle veteran 70+: Jørn Harder, Århus 1900 – Per Tuft, Vi/So 60 63
Herredouble IP: Stefan Ravnholt/Christen Gregersen, ATK – Lars Bo Sørensen, Helsingør/Lars Gylstorff, Lyngby 62 75

Forrige artikelWTA Madrid 2017: Wozniacki vandt maratonkamp!
Næste artikelWTA Madrid 2017: Carla fik ram på Caroline
John Kristensen
John Kristensen er medstifter af Tennisavisen.dk. John har spillet tennis i 40 år og har mange års ledererfaring fra tennismiljøet bl.a. som formand for KB Tennis i 10 år.