Danmarks næstbedste kvindelige tennisspiller har i årevis jævnligt været på farten ved internationale turneringer. I forbindelse med en turnerings-fri uge havde Tennisavisen en snak med Karen, som konstant udfordrer sig selv i bestræbelserne på at blive stadig bedre

Karen startede med tennis ved et tilfælde, da hun som 6 årig på en ferie prøvede bare for sjov at spille med sin far, og efter hjemkomsten havde hun fået lyst til at fortsætte.

Allerede som 10-11 årig vandt hun fynsmesterskaber for U18, og hun vandt sit første danske mesterskab i U12 som 10-årig og året efter U14 mesterskabet, hvor hun som 11-årig fik dispensation til at deltage, hvilket skabte en del debat, så denne mulighed blev afskaffet.

Efterfølgende har Karen vundet masser af danske mesterskaber, og hun har spillet på landshold og spillet nordiske mesterskaber.

En af de største oplevelser som junior var at spille Grand Slam, hvor Karen var i kvartfinale ved Australian Open.

Karen var således gennem hele juniortiden blandt de absolut bedste herhjemme, og hun blev derfor ofte sammenlignet med Caroline Wozniacki, som hun har trænede ved siden af på det tidligere elitecenter i Farum.

Karen Barritza
Foto: Sportsfotograf.com.

Karen har spillet senior-turneringer siden hun var 16 år

Indtil Karen var 16 år spillede hun mange internationale juniorturneringer, hvorefter hun primært spillede senior-turneringer, hvilket hun set i bakspejlet finder en smule ærgerligt, da hun havde en god junior-rangering omkring top 100, og hun kunne derfor have spillet endnu flere Grand Slam turneringer.

Karen tillægger kombinationen af træningen i både klub og elitecentret stor betydning for hendes udvikling, og derudover har den ubetingede støtte fra familien, specielt hendes far, betydet rigtig meget for hende.

Familien flyttede fra Fyn til København, da Karen var 12 år, fordi det betød bedre muligheder for, at Karen kunne udvikle sin tennis.

Efter nogle år i Lyngby skiftede Karen til Birkerød Tennisklub som 15-16 årig, og hun er meget taknemmelig for den støtte og opbakning, som hun altid har fået fra klubben, som hjalp hende rigtig meget i de år, hvor hun skiftede over til at spille senior-tennis og ikke mere kunne få støtte fra forbundet.

Hun fremhæver især det gode miljø i klubben med rare mennesker.

Selvom Karen er velkendt i danske tennis-kredse, opfatter hun ikke sig selv som en ”kendt dansker”, som får særlig opmærksomhed fra omgivelserne, og hun har ikke noget særligt behov herfor, men hun sætter alligevel pris på, hvis nogle unge piger finder inspiration ved at se Karen spille tennis.

Karen Barritza
Foto: Dorimages

Fokus på processen for at blive bedre spillemæssigt og mentalt

På spørgsmålet om hvilke ambitioner og mål Karen har med sin tennis-karriere, er svaret at hun først og fremmest fokuserer på at blive bedre både spillemæssigt og mentalt såvel på som udenfor banen.

Hun medgiver dog, at det selvfølgelig er et ønske at kunne deltage i Grand Slam turneringer, men hun finder det vigtigst at fokusere på selve processen, og hun føler at hun har muligheder for at rykke højere op på rangeringen ved at optimere tingene, både hvad angår ernæringen, den fysiske træning og det mentale, hvilket meget afhænger af, hvordan man trives på touren og er i balance med sig selv.

Karen rejser for det meste alene, hvilket hun trives ganske udmærket med. Enkelte gange har hun dog Birkerøds træner John Larsen med som coach, hvilket var tilfældet i Båstad tidligere på året, og hendes bror Alex har også nogle gange været med.

Det sker også, at hun deler værelse med andre af pigerne på touren, og hun har generelt et godt forhold til de fleste af de andre piger, som man godt kan have gode relationer til, så man kan tale fortroligt om personlige forhold. Men hun foretrækker ofte at være sig selv, og hun betragter det som en fordel at være god til at være alene på touren.

Selvom hun medgiver, at herrespillere generelt er bedre til at være kammerater udenfor banen, oplever hun ikke, at der foregår intriger og bagtalelse blandt pigerne, og hun har det fint med de fleste på touren, og hun har heller ikke svært ved at finde trænings-partnere eller double-makker.

Hun medgiver dog, at det nogle gange ville være rart at have nogen at følges med, når man er mange timer på farten, og hun mangler allermest at kunne få feedback efter kampene, hvilket der er udsigt til, at der bliver bedre mulighed for fremover.

Karen har dog vænnet sig til denne situationen, og derfor er det helt anderledes, når hun deltager på FED Cup holdet, hvor der pludselig er en hel gruppe mennesker.

Hun påpeger at mennesket er et vanedyr, og hun har selv meget tidligt vænnet sig til ofte at være af sted alene, og hun erkender samtidig, at hun er lidt af en enspænder, der ofte går sine egne veje.

5 ITF-titler og fast på FED Cup holdet samt DM-vinder

Karen har siden 2006 spillet en lang række ITF turneringer – primært i $10.000 kategorien – hvor hun hidtil har vundet 6 double-titler og nedenstående 5 single titler:
2011: Paros, Grækenland 6-1, 7-5 over Despoina Vogasari (GRE)
2013: Tampere, Finland 6-1, 7-6 over Liubov Vasilyeva (RUS
Savitaipale, Finland 7-5, 6-3 over Antonina Lysakova (RUS)
2014: Oslo, Norge 6-2, 6-2 over Cornelia Lister (SWE)
2016: Båstad, Sverie 6-4, 6-4 over Cornelia Lister (SWE)

Karen debuterede på det danske FED Cup hold mod Ungarn i 2007 som 14-årig med sejr 6-3, 6-2 over Lucia Batta, og siden 2011 har hun – bortset fra i 2013 – været en fast del af holdet.

Siden 2010 har Karen desuden vundet flere danske mesterskaber i single.

Karen Barritza
Foto: Hildrup Photo

Karen har taget nye skridt i sin udvikling

I perioden 2011-2014 sluttede Karen hvert år med en rangering omkring top 600-650, men i 2015 sluttede hun som no. 472, og hun opnåede i juni 2016 sin hidtil højeste rangering som no. 412.

En medvirkende årsag til den forbedrede rangering er, at Karen er blevet væsentlig bedre til også at gøre sig gældende i højere turnerings-kategorier, hvor hun tidligere ofte tabte med klare cifre, når hun mødte spillere med væsentlig højere rangering.

Det bedste eksempel på fremskridtet er, da hun ved en fransk $100.000 turnering i Cagnes-sur-mer nåede 1/8-finalen efter sejre over flere langt højere rangerede spillere, og hun var desuden tæt på at besejre ranglistens no. 107 Tatjana Maria (GER), som dog vandt 4-6, 6-4, 6-2.

Karens største skalp i 2016 var i Clermont-ferrand, hvor hun i 1. runde vandt over no. 134 Barbara Haas (AUT).

Karen føler også selv, at hun er blevet bedre på flere punkter, ikke mindst på det mentale plan, hvor hendes samarbejde med Patrick Agergaard og senere med Shinhypnose tillægges stor betydning for, at hun kan præstere på et stadig højere niveau.

Karen påpeger betydningen af, at man både kan udvikle sig mentalt og spillemæssigt, når man er i harmoni med sig selv, og hun lægger stor vægt på at arbejde med sig selv og udvikle sig som person og udfordre sig selv på en måde, som deltagelse på touren giver en unik mulighed for, som hun ellers ikke ville få.

Støtte fra klub og sponsorer altafgørende

Karen er meget bevidst om, at disse muligheder har hun i kraft af den støtte, som hun først og fremmest får af klubben i Birkerød, som både hjælper med træning og er med til at dække udgifter til turneringer.

Lige inden interviewet med Tennisavisen gennemførte Karen fysisk træning med David Mathiesen, som hun samarbejder med et par gange om ugen igennem DTFs fysiske program, som hun har stor gavn af.

Den økonomiske støtte fra Advokat Advice, som er sponsor for Karen, gør også en kæmpe forskel for Karen, ligesom det er tilfældet med den støtte, som hun helt tilbage fra tiden i Lyngby har fået fra firmaet SkatteInform, som har bidraget til, at hun kan få ekstra træning.

John Larsen, Karen Barritza

Tennisavisen har talt med Lars Hilliger fra Advice Advokatfirma og spurgt ham, hvorfor firmaet ønsker at støtte Karen, hvilket blandt andet hænger sammen med, at han er formand for erhvervsforeningen Team Rudersdal, der støtter eliteidrætten i Rudersdal Kommune, og herunder også Birkerød Tennisklub.

Dermed er han blevet bekendt med de udfordringer, som Karen havde for at kunne opfylde sit ønske om at få økonomisk mulighed for at afholde de udgifter, der er forbundet med rejser og ophold ved turneringer.

Karen er en person, som dyrker sin elite-drøm på samme måde som mange ejere af små virksomheder gør, og derfor valgte de at hjælpe hende lidt på vej med et ”beskedent sponsorat”, som han betegner det.

Lars erkender, at støtten godt kan have karakter af donation eller velvilje, men han understreger samtidig, at Karen efter bedste evne forsøger at give Advice Advokatfirma profilering, når muligheden byder sig.

Afslutningsvis opfordrer Lars Hilliger andre virksomheder til at overveje, om de ikke også kan være med til at støtte Karen eller andre eliteidrætsudøvere, da selv en beskeden støtte kan gøre en stor forskel.

Karen Barritza (tidligere Barbat)
Foto: Sportsfotograf.com.

Desuden får Karen støtte fra Wilson til ketsjer, strenge og spilledragt, hvilket rigtig meget for hende. Det er ikke usædvanligt at spillere i top 200 selv må betale for disse ting, og derfor er Karen meget taknemmelig for den støtte, som hun modtager, og hun forsømmer sjældent en lejlighed til at udtrykke sin taknemmelighed ved at vise sponsorernes logo frem, når der tages billeder efter hendes kampe, og hun sørger bl.a. for at de bliver nævnt på hendes facebook-side.

Udover at repræsentere Birkerød Tennisklub, spiller Karen også svenske holdkampe i Malmö for klubben Fair Play TK, hvilket finder sted i november-december.

Forrige artikelITF Heraklion: Philip Ørnø i hovedturnering. Revanche til Emilie Francati
Næste artikelDH: Holdene er inddelt til mellemspillet
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.