Natacha Schou, Christopher Garde, Sille Larsen, Tobias Bo Kudsk, Ida Emilie Stilling Krause og Sebastian Grundtvig blev vindere af Junior GPS Masters 2016

I weekenden 25-27. november afvikledes JuniorGPS Masters 2016 i Farum.
Kenneth Jessen fra Sportsfotograf.com har taget en række glimrende billeder, som er præsenteret i dette galleri, hvor der desuden er anført kontakt-oplysninger, hvis man ønsker at købe nogle af de 177 billeder

JuniorGPS Masters: Stor galleri med 177 billeder

Turneringen blev gennemført i single hos både piger og drenge i U12, U14 og U18.

For at starte med det sidste er Tennisavisen af KB-træner Rune Thomsen blevet opfordret til at rejse spørgsmålet, hvorfor så få piger i U16/U18 ønsker at spille turnerings-tennis på nationalt niveau.
Baggrunden for spørgsmålet er blandt andet, at det ikke var muligt at finde en eneste, der ønskede at træde ind som reserve, selvom 12 piger var blevet opfordret hertil i dagene inden turneringen.

Rune fortæller endvidere, at der ikke kom et reserve hold ind, da Skovbakken trak deres U16/18 pige hold inden juniorslutspillet på KB i september måned.
Rune ser den manglende turnerings-aktivitet i aldersgruppen som en utrolig tankevækkende tendens, som alle er klar over.

Opfordringen til at opmuntre pigerne i aldersgruppen til at deltage gives hermed videre til klubberne.

Turneringen blev afviklet med 2 indledende puljer i hver række, hvor no. 1 og 2 gik videre til semifinale.

Ida Emilie Stilling Krause vinder U16 pigesingle

I U18 pigerækken måtte Linnea Fristam (Lyngby) trække sig allerede i sin 1. kamp i Pulje 1 ved stillingen 1-4 mod Emilie K.S. Hansen (KB), som blev puljevinder, da hun desuden vandt 6-0, 6-0 over Valeriia Bazhanova (Aalborg Østre) og 6-2, 6-1 over Ida Hasselbalch (HRT), der blev no. 2, da hun vandt 6-3, 6-2 over Valeriia og på walkover mod Linnea.

Emilie K. S. Hansen
Foto: Sportsfotograf.com. – Emilie K. S. Hansen (marts 2016)

I Pulje 2 trak Sofia Aamot Mønster (Gentofte) sig inden turneringen, og da der ikke kunne findes en reserve blev der kun spillet 3 kampe i puljen, som blev vundet af Ida Emilie Stilling Krause (Gentofte) efter sejr 6-1, 6-3 over Karoline Laursen (KB) og 5-7, 6-3, 6-3 over Mathilde Tranberg (HRT), der blev no. 2 efter sejr over Karoline 6-4, 6-0.

Mathilde Tranberg
Foto: Sportsfotograf.com. – Mathilde Tranberg

I den ene semifinale vandt Ida Emilie over navnesøster Ida Hasselbalch 6-3, 7-6(2), og hun vandt desuden en jævnbyrdig finale 7-5, 7-6(7) over Mathilde, der i den anden semifinale havde besejret Emilie K.S. Hansen 6-4, 6-1.

Ida Emilie Stilling Krause
Foto: Sportsfotograf.com. – Ida Emilie Stilling Krause

Sebastian Grundtvig urørlig i U18 drengesingle

Hvis man følger nogenlunde med i dansk tennis, er de færreste formentlig i tvivl om, at 15-årige Sebastian Grundtvig (HIK) er blandt de spillere, der er meget høje forventninger til, og der er ingen grund til at nedtone dette, når Tennisavisen beretter om hans præstationer, da han flere gange har vist, at han internationalt er blandt de allerbedste i årgang 2001.

Selvom 2016 er hans første sæson som U16 spiller, var der alligevel god grund til at regne ham med blandt favoritterne til at vinde U18-rækken, og den favoritværdighed måtte han dele sammen med 17-årige Patrick Kristensen (Skovbakken), som også har vist høj international klasse.

Sebastian havde efter cifrene at dømme ikke de store problemer med at vinde sin pulje, hvor han vandt 6-2, 6-1 over Martin Nygård Knudsen (KB) og 6-1, 6-2 over Adam Larsen (Fruens Bøge) samt 6-0, 6-3 over Romeo Midtgaard Jivraj (Lyngby), der blev no. 2 i puljen med sejr 6-0, 7-6(4) over Adam og 6-4, 1-6, 6-0 over Martin, der blev no. 3 efter sejr over Adam 6-3, 6-4.

I den anden pulje vandt Patrick ligeledes sikre 2-sæts sejre mod både Jonas Schwarz (Rødovre), der tabte 4-6, 0-6, og Niels Heise Korsgaard (Fruens Bøge), der tabte 1-6, 2-6.
Til gengæld havde Patrick stort besvær mod klubkammeraten Tobias Lentz, som pressede Patrick hele vejen, inden han til sidst måtte bøje sig i tiebreak i 3. sæt, og Patrick vandt 4-6, 6-2, 7-6(7) og derved blev puljevinder.

Tobias var også i 3 sæt mod Niels, der sikrede sig 2. pladsen ved at vinde over Tobias 3-6, 6-4, 6-2 og 6-4, 6-2 over Jonas, der blev no. 4, da han tabte 4-6, 5-7 til Tobias, der blev no. 3 i puljen.

Patrick Kristensen
Foto: Sportsfotograf.com. – Patrick Kristensen

I semifinalen blev det til endnu en sikker sejr, da Sebastian vandt 6-0, 6-1 over Niels, og Patrick kom ligeledes problemfrit videre til finalen, da Romeo efter at have tabt 2-6 i 1. sæt trak sig ved stillingen 0-2 i 3. sæt.
I finalen blev det til endnu en overbevisende 2-sæts sejr til Sebastian, da han vandt 6-2, 6-2 over Patrick, der har ændret sit coverbillede på Facebook til ovenstående.

Sebastian Grundtvig
Foto: Sportsfotograf.com. – Sebastian Grundtvig

Christopher Garde vinder U12 drengesingle

Vinder af pulje 1 hos drengene i U12 blev Johan August Mottlau (Vedbæk), der vandt 6-0, 6-4 over Patrick Bennetsen (Gentofte), 2-6, 6-3, 6-1 over Nicolas Borgsten (Farum) og 6-1, 6-4 over Yakup Uzunel (Birkerød), der gik videre som no. 2, idet han vandt 6-2, 6-1 over Nicolas og 6-3, 6-4 over Patrick, der blev no. 3 med sejr over Nicolas 6-2, 6-1.

Johan Mottlau
Foto: Sportsfotograf.com. – Johan August Mottlau

Pulje 2 blev vundet af Christopher Garde (Hillerød) efter 3 stensikre sejre 6-2, 6-1 over Nicholas Nygaard (Gentofte), 6-2, 6-0 over Kalle Oscar Thomsen (HIK) og 6-2, 6-2 over Alexander Borup (KB), der blev no. 2 ved at vinde over Kalle 6-0, 6-2 og  6-3, 6-3 over Nicolas, der blev no. 3 med sejr over Kalle 3-6, 6-1, 6-1.

Fotografen Kenneth Jessen havde så travlt med at tage billeder, at han ikke fulgte nøje med i ret mange af kampene, men som træner for Yakup, der fyldte 11 år et par dage senere, fulgte han semifinalen mod U12 ranglistens no. 2 Christopher med særlig interesse.
Kenneth fortæller, at Yakup førte 4-1 i 1. sæt, men hans unge alder og manglende erfaring har uden tvivl spillet ind, da han mentalt gik helt i stå og tabte 4-6, 1-6.

Yakup Uzunel
Foto: Sportsfotograf.com. – Yakup Uzunel

Yakup har tidligere spillet en enkelt kamp i Tennis Europe sammenhæng, da han i KB tabte 2-6, 2-6 til Georg Eduard Israelan (GER), men i denne weekend har han spillet sin første kamp i en international turnering i udlandet, da han havde wildcard til kvalifikationen til Memorial António Luzio Vaz i Coimbra i Portugal, hvor han tabte knebent 4-6, 6-7(5) til Andres De Los Rios Kolejewska (ESP) efter at have haft 2 sætbolde, hvilket uden tvivl er en lærerig oplevelse på dette meget tidligere tidspunkt i den unge spillers udvikling.

I den anden semifinale vandt Alexander 6-4, 6-3 over ranglistens no. 1 Johan, og i finalen blev vinderen Christopher, der vandt 6-3, 6-4 over Alexander.

Desværre er der ikke billeder med Christopher i det ellers omfattende galleri.

Natacha Schou vinder over Johanne Svendsen i U12 pigesingle

Hos U12 pigerne var ranglistens no. 1 Divine Dasam Nweke (KB) i samme pulje som no. 3 Natacha Schou (Lyngby), og i deres indbyrdes kamp gik sejren i overensstemmelse med rangeringen til Divine 6-1, 6-7(4), 6-2.
Alligevel endte Divine som no. 4 i puljen idet hun tabte de 2 øvrige kampe 4-6, 1-6 til Rosa Viller Møller (HIK) og 7-6(4), 4-6, 3-6 til Zoe Helle Du Pasquier Jensen (B93), der trods nederlag 1-6, 6-4, 4-6 til Natacha vandt puljen, idet hun vandt 3-6, 6-3, 6-3 over Rosa, der blev no. 3 efter et knebent nederlag 7-6(7), 4-6, 3-6 til Natacha, der blev no. 2 i den meget jævnbyrdige pulje.

Zoe Helle Du Pasquier Jensen
Foto: Sportsfotograf.com. – Zoe Helle Du Pasquier Jensen

Mindre jævnbyrdigt blev det i pulje 2, hvor Johanne Christine Svendsen (Skovbakken) blev puljevinder med lutter 2-sæts sejre 6-3, 7-5 over Frederikke Birn (Hillerød), 6-0, 6-1 over Augusta Birn (Hillerød) og 6-2, 6-1 over Anna Tang (Hillerød), der blev no. 2 efter 6-0, 6-0 og 6-4, 6-4 over de to klubkammerater Frederikka og Augusta.
Frederikke blev no. 3, da hun vandt det indbyrdes Birn-opgør 7-6(4), 6-7(4), 6-2.

Johanne Christine Svendsen
Foto: Sportsfotograf.com. – Johanne Christine Svendsen

Johanne vandt i semifinalen over Zoe Helle 6-2, 6-2, og i den anden semifinale vandt Natacha 6-1, 6-2 over Anna.
Natacha vandt finalen 6-4, 7-5 over Johanne.
Begge finalisterne deltager i den kommende uge i Portugal i hovedturneringen ved samme turnering, hvor Yaukup som nævnt herover var i kvalifikationen.

Natacha Schou
Foto: Sportsfotograf.com. – Natacha Schou

Tobias Bo Kudsk tager titlen i U14 drengesingle

U14 drengesingle var uden de to suveræne topnavne Holger Vitus Nødskov Rune (HIK) og Elmer Møller (Skovbakken), men både no. 3 Oskar Brostrøm Poulsen (Gentofte) og Tobias Bo Kudsk (Skovbakken) var i pulje 1, hvor Tobias blev puljevinder foran Oskar, som tabte det indbyrdes opgør 6-4, 1-6, 4-6.
Tobias Bo vandt desuden 6-0, 6-1 over Victor Tao Nygaard (Holbæk), der også tabte 0-6, 0-6 til Oskar.
Victor blev no. 3, da han vandt 2-6, 7-5, 6-2 over Lukas Goldstein Wendelboe (KB), som tabte 4-6, 3-6 til Tobias Bo og 1-6, 6-7(5) til Oskar, så trods alt 3 hæderlige nederlag, selvom det blev til en 4. plads.

Oskar Brostrøm Poulsen
Foto: Sportsfotograf.com. – Oskar Brostrøm Poulsen

I pulje 2 vandt ranglistens no. 5 Felip Mikkelsen (KB) sikkert 6-0, 6-2 over Asger Emil Ildor (Skovshoved), men da han tabte 6-1, 3-6, 4-6 til Valdemar Frederik Pape (HIK) og 6-4, 3-6, 4-6 til David Francati (Gentofte), måtte han nøjes med en placering som no. 3 i puljen, som blev vundet af Asger Emil, der vandt de 2 øvrige kampe 6-2, 7-6(8) over Valdemar og 6-3, 6-4 over David, der blev no. 2 i puljen, da han vandt 6-3, 6-1 over Valdemar.

Asger Emil Ildor
Foto: Sportsfotograf.com. – Asger Emil Ildor

Semifinalerne gav i overensstemmelse med ranglisten sejre til Oskar 6-1, 6-3 over Asger Emil og de omvendte cifre 6-3, 6-1 til Tobias Bo over David, hvorefter finalen blev vundet 7-5, 6-3 af Tobias Bo over Oskar.

Tobias Bo Kudsk
Foto: Sportsfotograf.com. – Tolbias Bo Kudsk

Sille Larsen vinder U14 pigesingle

I Pulje 1 hos pigerne i U14 blev ranglistens no. 16 Louise Flintsø (KB) puljevinder med 3 sejre 3-6, 6-2, 6-1 over no. 4 Katerina Norup Hansen (ATK), 6-1, 6-3 over Sofie Vindberg Nielsen (Rødovre) og 6-3, 6-2 over Charlotte Ellegaard (Lyngby).
Sofie blev no. 2, da hun vandt 6-0, 6-0 over Katerina og 6-3, 6-0 over Charlotte.
I kampen om 3. pladsen vandt Katerina 6-2, 6-0 over Charlotte.

Louise Flintsø
Foto: Sportsfotograf.com. – Louise Flintsø

Ranglistens no. 2 Nikoline Gullacksen (Espergærde) blev vinder af pulje 2 med sejr 4-6, 6-0, 6-1 over Sille Larsen (Fruens Bøge), 6-0, 6-0 over Victoria Ilena Andersen (Skovbakken) og 6-0, 6-2 over Anna Sofie Aagaard Nielsen (Lyngby), som tabte de 2 øvrige kampe på walkover.
Sille blev no. 2 med sejr 7-6(5), 6-2 over Victoria.

Nikoline Gullacksen
Foto: Sportsfotograf.com. – Nikoline Gullacksen

Sofia Vinberg Nielsen gik direkte til finalen, idet hun vandt på walkover mod Nikoline Gullacksen, og i den anden semifinale vandt Sille Larsen 6-4, 5-7, 6-3 over Louise Flintsø.
Sille vandt derefter finalen 6-3, 6-4 over Sofia.

Sille Larsen
Foto: Sportsfotograf.com. – Sille Larsen

 

 

Forrige artikelJuniorGPS Masters: Stor galleri med 177 billeder
Næste artikelTennisviden: Afsnit 5 – Du SKAL være i Zonen
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.