Mathilde Tranberg var snublende tæt på finalen i Girls single. Sammen med Emilie Hansen sikrede hun dansk titel i double

Tennisavisen har i den forløbne uge på junior-siden koncentreret sig om TE-turneringen herhjemme samt Elmers og Holgers bedrifter i Barcelona, men vore læsere skal dog ikke snydes for en rapport om den svenske Grade 5 turnering ITF High Coast Sweden Junior Open i Kramfors, hvor der blev leveret et par flotte danske resultater.

16-årige Mathilde Tranberg tilhører den årgang 2000, hvor der på pigesiden er et stort antal talentfulde spillere, som på skift har gjort sig positivt bemærket.
Mathilde er sjældent nået særlig langt i de fleste ITF-turneringer, men hun trives tilsyneladende fint i den svenske by Kramfors, hvor hun for et år siden var i semifinalen, hvor hun tabte 6-2, 4-6, 4-6 til Molly Helgesson (SWE).

I dette års udgave af turneringen var Mathilde igen helt fremme i semifinalen, og endnu en gang var hun ude i en jævnbyrdig 3-sæts kamp, inden hun blev besejret 6-4, 2-6, 7-5 af 1. seedede Basak Akbas (TUR), der er no. 538 på ITFs junior-rangliste, hvor Mathilde er no. 1016.

Forinden havde Mathilde vundet tre overbevisende 2-sæts sejre – 1. runde over Elvira Edstrom (SWE) 6-1, 6-0, og i 1/8 finalen over Olivia Alfredsson (SWE) 6-2, 6-2.
I kvartfinalen blev det en imponerende sikker sejr på 6-2, 6-1 over 3. seedede no. 630 Lillian Gabrielsen (NOR).

Basak Akbas havde betydelig mindre besvær i finalen, hvor hun vandt 6-3, 6-0 over no. 1029 Alise Cernecka (LAT), så Mathilde har uden tvivl været meget tæt på også at tage den samlede titel, hvis hun lige havde fået semifinalen i hus.

Emilie K. S. Hansen
Foto: Sportsfotograf.com. – Emilie K.S. Hansen

Sådan gik det som bekendt ikke, men til gengæld tog Mathilde sammen med Emilie Hansen titlen i double, hvor de indledte med at vinde 6-4, 6-1 over Malin Falk/Tuva Lindsten (SWE) i 1/8-finalen.
Kvartfinalen var helt problemfrit, da de vandt på walkover over 2. seedede Alise Cernecka (LAT)/Sofie Bomark Syversen (NOR), og i samme runde måtte også 1. seedede Helene Heiberg/Mina Adelin Pedersen (NOR) forlade turneringen, da de tabte 2-6, 4-6 til Olivia Alfredsson/Caijsa Wilda Hennemann (SWE).

Det svenske par sendte endnu et seedet par ud i semifinalen, hvor de vandt over 3. seedede Basak Akbas (TUR)/Letcia Temirhanova (SWE) 6-2, 6-3.
Mathilde og Emilie vandt i den anden semifinale over Jessica Mridha/Sara Salemyr (SWE) 6-3, 6-2.

Efter sejre over både 1. og 3. seedede kunne man med god ret forvente, at de svenske favorit-dræbere også ville tage den endelige titel, men i stedet overtog Mathilde og Emilie rollen som favorit-dræbere, da de sikrede sig titlen efter to jævnbyrdige sæt 7-5, 7-6(1).

Emilie var også med i single, hvor hun ikke fik den heldigste lodtrækning, og hun tabte i 1. runde 3-6, 0-6 til 2. seedede no. 600 Caijsa Wilda Hennemann (SWE).

Niels Heise Korsgaard
Foto: Bjørn Hilberg – Niels Heise Korsgaard

Der var også dansk deltagelse i Boys singles, hvor 15-årige Niels Heise Korsgaard tabte 3-6, 4-6 til Gustav Wogen (SWE) i 1. runde af kvalifikationen.

 

Forrige artikelCopenhagen TE 2016 – U12: Divine D. Iheme vinder det hele
Næste artikelITF Rotterdam: Karen Barritza i både singles og double finaler
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.