Clara Tauson sikrede med sin 2. sejr avancement til top 100 på ITFs juniorrangliste. Philip Hjorth var i vinderposition, da en skade sprang op og desuden forpurrede EM-deltagelse

Når man har fulgt lidt med i 14-årige Clara Tausons hidtidige karriere, kan ingen mere være i tvivl om, at den unge dame, som er den hidtil yngste vinder af DM for seniorer, har potentialet til at begå sig blandt de bedste.

Det er kun halvandet år siden, at Clara var gammel nok til at begynde at deltage i ITF-turneringer, hvor hun allerede det første år nåede 5 finaler i forskellige Grade 4 og 5 turneringer, og sidst på året lykkedes det endda at vinde en Grade 4 i Dubai, hvorved Clara i starten af 2017 var meget tæt på top 200, da årgang 1998 var rykket op i de voksnes rækker.

Derfor har Clara i løbet af 2017 primært spillet i højere kategorier, men hun deltog dog i Grade 4 på hjemmebane i KB, hvor hun vandt sin 2. ITF-titel, efter at hun i årets to første turneringer havde tabt i 1. runde i en Grade 2 i Slovakiet og Grade 1 i Tjekkiet.

Clara fik dog efterfølgende hul på bylden ved at nå langt i en række Grade 2 turneringer, hvor hun bl.a. var i finalen i Bochum i Tyskland i slutningen af juni, og for et par uger siden nåede hun semifinalen i Castricum i Holland.

Top 100 sikret med kvartfinale i Grade 1 turnering

I denne uge deltager Clara for 2. gang i en Grade 1 turnering, “1. City of Wels Junior – Grand – Prix 2017 Powered by EWW – Gruppe” i Tjekkiet, hvor de 12 øverst seedede alle er i top 100, mens Clara som 13. seedede er no. 102.

For at tage det næste skridt ind i top 100 krævede det mindst en plads i kvartfinalen.
1. runde var ikke noget problem, idet de seedede spillere alle var oversiddere, men i 2. runde onsdag kom Clara på en svær opgave, da hun mødte 16-årige Mira Stegmann, der havde vundet 2 sikre sejre i kvalifikationen.

Clara var fortsat mærket af de fysiske småskavanker, som var årsag til hendes afbud til UM i sidste uge, og hun havde vanskeligt ved at spille sit vanlige dominerende, tunge spil. Kampen udviklede sig derfor til en kamp på udholdenhed og vilje – og på det punkt er Clara vanskelig at hamle op med, især når hun på dage, hvor spillet ikke flyder så ubesværet som normalt, bruger sine fighteregenskaber.

Selvom Clara var bagud 3-5 og 5-6 i tiebreak, sikrede disse egenskaber hende 1. sæt 8-6 i tiebreak.
Spillet fungerede bedre i 2. sæt, uden dog at være prangende, men det var tilstrækkeligt til at sikre sejren 7-6(6), 6-2.

I den anden kamp om torsdagen var Clara væsentlig mere fokuseret, frisk og udhvilet, da hun mødte den næsten 17-årige bomstærke Salma Ewing (USA), der dagen før havde sendt 1. seedede no. 49 Viktoria Morvayova (SVK) ud af turneringen.
Clara vandt med flot tempo, hvor hun gang på gang satte den store modstander af, i overbevisende stil 6-1, 6-1.

Sejren betyder, at Clara for første gang kan notere point fra en Grade 1 på kontoen, hvor hun kan erstatte 30 point med 60, og dermed vil hun formentlig mindst være i top 90 ved den næste opdatering.

I kvartfinalen møder Clara 17-årige Andreea Prisacariu (ROU), der er no. 695 på ranglisten, men al erfaring viser, at man aldrig må undervurdere en modstander af den grund, ikke mindst da Rumæneren efter 4 overbevisende sejre i både kvalifikationen og de 2 første runder vandt i 1/8-finalen med de knusende cifre 6-4, 6-0 over det finske stortalent 16-årige Oona Orpana, der er no. 89 på ranglisten.

Clara deltager også i double, hvor hun har Kristyna Lavickova (CZE) som makker, og de kom godt fra start med sejr over Alia Lex/Mira Stegmann (GER) 6-0, 6-3.
I torsdagens 1/8-finale blev det til endnu en sejr, da de vandt 6-1, 6-4 over 4. seedede Denisa Hindova (CZE)/Giulia Morlet (FRA) i en kamp, hvor Clara billerede med store server og var solid fra baglinjen, og hun krydrede indsatsen ved at komme fint på tværs og afgøre duellerne.

I kvartfinalen møder de 5. seedede Viktoriia Dema (UKR) og Oona Orpana (FIN), hvilket bliver efter en passende pause efter singlen, som afvikles kl. 0900.

Philip Hjorth
Foto: Paulette Hjorth

Philip Hjorth var i samme turnering godt på vej mod endnu en sejr efter gårdsdagens flotte resultat, hvor han besejrede ranglistens no. 37 Tomas Machac (CZE) 6-2, 6-0.
Ved stillingen 4-1 i 1. sæt mod 15. seedede no. 166 Egor Noskin (RUS) brød en skade op, og den tilkaldte fysioterapeut anbefalede, at Philip stoppede med det samme.

Philip forsøgte dog alligevel at fuldføre kampen, men efter at have tabt sættet 5-7 måtte han trække sig på grund af smerterne.
Skaden betyder samtidig, at Philip må melde afbud til næste uges 2017 European Championships i Klosters i Schweiz.

 

Forrige artikelITF Junior Dolany-Veska: Holger slår 17-årige Rok og taber til 15-årig med fuldskæg
Næste artikelDagens kampe fredag 21. juli: TV3 Sport 2 kortvarig atter WTA kanal. 3 Spaniere fortsat i Båstad
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.