Clara Tauson skal for 4. gang i år forsøge at besejre russiske Daria Frayman i finalen, som bliver livestreamet på Tennisavisens Facebook

Ved Grade 4 turneringen Yonex HRT Autumn Cup 2016 i Hørsholm var næsten alle de danske deltagere sendt ud af turneringen, da der torsdag blev afviklet semifinaler i single hos pigerne og kvartfinaler hos drengene.

Clara Tauson var den eneste tilbageværende dansker i single, og hun er også med, når finalen afvikles fredag, idet hun i semifinalen vandt sin 3. sejr i år over Emilie Elde, der som tidligere omtalt blev Norges yngste senior-mester, da hun tidligere på året blev den yngste norske mester nogensinde som 13-årig, hvilket Clara gjorde efter, da hun blev Danmarks yngste mester, da hun vandt DM udendørs.

Clara vandt efter et uhyre tæt 1. sæt 8-6 i tiebreak, og sejren lød på 7-6(6), 6-3, og dermed har Clara besejret den nu 14-årige nordmand 3 gange i 2016.

Clara har dog selv tabt 3 gange i år til hendes finalemodstander Daria Frayman (RUS), der i semifinalen vandt over Paula Joukanen (FIN) 6-2, 7-6(5).
Første gang blev det 3-6, 4-6 i Claras første ITF-finale ved Grade 5 på Malta i maj (billedet herover), og næste gang blev det 6-2, 1-6, 2-6 ved Grade 4 i Odense i juni.
Det seneste møde var ved EM for hold, hvor Frayman igen vandt i 3 sæt 6-4, 6-7(4), 6-2.

Om det omsider skal lykkes for Clara at udnytte hjemmebane-fordelen og få en sejr over russeren bliver afgjort i fredagens finale, som afvikles kl. 10.

Finalen kan formentlig følges på Tennisavisens Facebook-side, hvor Morten Sylvest vil forsøge at livestreame finalen – https://www.facebook.com/Tennisavisen/

Efter finalen skal Clara og hendes finalemodstander efter en pause mødes i endnu en finale, idet Clara sammen med Helena Francati også er i finalen i double, hvor de møder Daria Frayman og hendes landsmand Anastasia Tikhanova.

Clara og Helena havde i semifinalen vundet 6-1, 4-6, [10-7] over Luisa Meyer Auf Der Heide (GER)/Lillian Mould (GBR), der i kvartfinalen sendte 1. seedede Hannah Viller Møller og Melis Yasar (SWE) ud 6-0, 6-7(6), [10-7].
I kvartfinalen vandt Clara og Helena over Emilie Hansen og Ida Ferding (SWE), der i 1. runde vandt 7-5, 6-3 over Victoria Mikhaylova/Alena Nikishina (RUS).
Alle øvrige danske par tabte i 1. runde i double hos pigerne.

Niels Heise Korsgaard og Holger Vitus Nødskov Rune havde wildcard til double hos drengene, og de var eneste danske konstellation, som vandt en kamp, da de besejrede Jakob Groener/Herman H. Jentoft (NOR), hvorefter de tabte 2-6, 3-6 til det 8. seedede franske par Lilian Marmousez/Harold Mayot, der i finalen møder 4. seedede Masi Sarpola/Ilari Vesanen (FIN).

Jonas Schwarz var ganske vist sammen med sin polske makker Filip Kolasinski helt fremme i semifinalen, hvilket dog skyldes to sejre på walkover.
I semifinalen tabte de 4-6, 3-6 til de franske finalister.
Romeo Midtgaard Jivraj og Alexander Schou var i 1. runde meget tæt på at besejre 2. seedede Mathys Erhard/Loris Pourroy (FRA), der efter match-tiebreak vandt 3-6, 6-4, [10-8].

Forrige artikelChallenger Las Vegas: Torpegaard kan følges på Livestream torsdag aften i 1/8-finale
Næste artikelITF Junior Almere: Olga Helmi i kvartfinale i Holland
Avatar photo
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.